Per Hornung Pedersen nyt bestyrelsesmedlem i Deltaq A/S


På generalforsamlingen den 28. april blev Per Hornung Pedersen valgt som nyt bestyrelsesmedlem i den børsnoterede kapitalfond Deltaq A/S. Han afløser Lars Funder, der efter fire år som medlem udtræder af bestyrelsen for Deltaq og samtidig træder ind i bestyrelsen for Spinning Jewelry, et porteføljeselskab til Deltaq.

”Per har været knyttet til Deltaq siden vi etablerede kapitalfonden, og Pers kompetencer vil styrke bestyrelsen i forhold til både fondens og porteføljevirksomhedernes aktuelle udviklingsniveau. Vi har især forventninger til, at han vil kunne bidrage med forandringsledelse, strategisk forretningsudvikling og ikke mindst international erfaring,” siger Flemming Lindeløv, bestyrelsesformand, Deltaq A/S.

Per Hornung Pedersen stoppede som chef for forretningsudvikling (CMO) i det tyske REpower Systems AG, en af de førende producenter af vindturbiner, med udgangen af marts. Hidtil har han endvidere siddet først i Deltaq’s Investeringskomite siden i Deltaqs Advisory Board.

”Jeg synes, det er fascinerende at udvikle virksomheder og bringe dem videre til det næste niveau. Det er ofte her, små og mellemstore danske virksomheder har det svært, og jeg ser frem til at sætte min erfaring i spil inden for netop dette segment, for at sikre vækst og udvikling samt internationale forretningsforhold til glæde for såvel Deltaq og aktionærer, som for medarbejdere i de enkelte porteføljevirksomheder,” siger Per Hornung Pedersen.

Lars Funder træder samtidig ind i bestyrelsen for Spinning Jewelry, der er et porteføljeselskab til Deltaq. Her skal hans erfaring bidrage til smykkevirksomhedens fortsatte strategiske udvikling, internationalisering og vækst på nye markeder. Bestyrelsen konstituerede sig efter generalforsamlingen med Flemming Lindeløv som formand og Mogens N. Skov som næstformand. 

         Yderligere oplysninger
         
         Flemming Lindeløv, bestyrelsesformand, Deltaq A/S, tlf.: 45 98 61 00
         
         Per Hornung Pedersen, bestyrelsesmedlem, Deltaq A/S, tlf. +49 173 584 61 82


Attachments

Deltaq - Per Hornung Pedersen nyt bestyrelsesmedlem i Deltaq.pdf