TDC køber Onfone


TDC meddeler i dag, at TDC A/S har indgået aftale om køb af 100% af anpartskapitalen i Onfone ApS (Onfone). Købsprisen for selskabet frit for nettogæld udgør mellem DKK 288 og 313 mio. afhængig af den endelige opgørelse af eventualforpligtelser. Handlen forventes gennemført inden udgangen af maj 2011

 

Onfone er grundlagt 2006 af den nuværende administrerende direktør Morten Strunge. Selskabets primære aktivitet er salg af mobiltelefoni på privatmarkedet i Danmark, hvor selskabet er en førende udbyder indenfor flatrate abonnementer i lavprissegmentet. Navnlig fra efteråret 2010 har Onfone haft en betydelig kundetilvækst og har med udgangen af april 2011 cirka 170.000 aktive mobilkunder.

 

For regnskabsåret 2009/2010 offentliggjorde Onfone en omsætning på DKK 24 mio. og et EBITDA på DKK – 13mio.

 

TDC forventer i forbindelse med closing af transaktionen at kunne oplyse nærmere om den forventede resultatpåvirkning for 2011. Påvirkningen vil afhænge af hastigheden, hvormed Onfone’s kunder kan migreres til TDC’s mobilnet samt engangsomkostninger relateret til migreringen. For regnskabsåret 2011 forventes bestyrelsen fortsat at indstille et udbytte på DKK 4,35 per cirkulerende aktie, hvoraf DKK 2,18 forventes udloddet i august 2011.

 

Onfone fortsætter som et selvstændigt selskab i TDC koncernen. Den nuværende ledelse fortsætter i deres stillinger i selskabet.

         TDC A/S
         Teglholmsgade 3
         0900 København C
         tdc.dk


Attachments

Release 15-2011 Orion fondsbrsmeddelelse - DK.pdf