Fjordbank Mors har anmodet om afvikling og overdragelse til datterselskab under Finansiel Stabilitet A/S


 

Fjordbank Mors har anmodet om afvikling og overdragelse til datterselskab under Finansiel Stabilitet A/S

 

  • Finanstilsynet har dags dato fremsat krav om yderligere nedskrivninger, og fastsættelse af nyt individuelt solvensbehov, der medfører, at banken ikke kan fortsætte sin virksomhed
  • Banken har truffet beslutning om at meddele Finanstilsynet, at banken vil lade sig afvikle af Finansiel Stabilitet A/S under Bankpakke III, hvorved bankens aktiver og en del af bankens passiver overdrages til et nyt selskab under Finansiel Stabilitet A/S 
  • Handel med aktier og obligationer udstedt af Fjordbank Mors A/S på NASDAQ OMX Copenhagen suspenderes

Finanstilsynet har i forbindelse med afslutningen af sin ordinære undersøgelse vurderet, at der er behov for yderligere nedskrivninger og har samtidigt hermed øget det individuelle solvensbehov.

Banken foretog i 1. kvartal 2011 nedskrivninger på 60,6 mio. kr. Banken har selv konstateret et væsentligt nedskrivningsbehov i 2. kvartal 2011 bl.a. grundet, at der indenfor den seneste uge er konstateret en væsentlig negativ udvikling i bankens største engagement. Finanstilsynet har krævet nedskrivningsniveauet yderligere forhøjet for 2. kvartal 2011 til niveauet 400 mio. kr. Bestyrelsen deler ikke Finanstilsynets vurdering af dette yderligere nedskrivningsbehov, herunder de bagvedliggende værdiansættelsesprincipper.

Finanstilsynets gennemgang af engagementer har endvidere medført, at Finanstilsynet har forhøjet det individuelle solvensbehov fra 9,7% til 16%. Bestyrelsen er ej heller enig i denne vurdering og finder, at Finanstilsynets opfattelse er udtryk for en skærpet praksis i vurderingerne.

Det af Finanstilsynet fastsatte individuelle solvensbehov samt de af Finanstilsynet krævede yderligere nedskrivninger indebærer, at banken efter Finanstilsynets beregninger mangler godt 700 mio. kr. basiskapital.

Som følge af det konstaterede behov for yderligere nedskrivninger og det af Finanstilsynet dags dato fastsatte solvenskrav har banken i dag givet meddelelse til Finanstilsynet om, at banken vil lade sig afvikle under Bankpakke III, hvis den ikke kan tilvejebringe den foreskrevne kapital til opfyldelse af det af Finanstilsynet fastsatte solvenskrav inden for den af Finanstilsynet fastsatte frist søndag den 26. juni 2011 kl. 18.00.

Bestyrelsen havde iværksat tiltag til styrkelse af basiskapitalen herunder frasalg af afdelinger og andre aktiver med henblik på styrkelse af kapitalen og reduktion af forretningsomfanget. Disse tiltag nåede ikke at blive gennemført, men bestyrelsen må også konstatere, at spændet mellem den solvensprocent, der kunne opnås herved og det af Finanstilsynet fastsatte individuelle solvensbehov forventeligt er så stort, at der ikke er mulighed for at inddække behovet, og banken har derfor anmodet Finanstilsynet om afvikling i henhold til regelsættet af 1. oktober 2010 (Bankpakke III). 

Banken har endvidere anmodet NASDAQ OMX Copenhagen om at suspendere handlen med alle aktier og obligationer udstedt af banken og optaget til handel på NASDAQ OMX Copenhagen, hvilket omfatter værdipapirer handlet i følgende ISIN-koder:

Aktier:

 

Navn ISIN
FJORD DK0060136000

 

 

Obligationer:

 

 

Navn ISIN
MorsoeBk 13 DK 0030253653
MorsoSpC3 13 DK0030255005
MorsoSpC6 13 DK0030253810
MorsoSpSen 13 DK0030256169

 

 

NASDAQ OMX Copenhagen har tilkendegivet at ville imødekomme denne anmodning, hvorfor handler på NASDAQ OMX Copenhagen med ovennævnte værdipapirer vil være suspenderet indtil videre.

Bestyrelsen forventer at indgå betinget aftale i løbet af weekenden med Finansiel Stabilitet A/S om at overføre bankens aktiver og en del af bankens passiver til en ny bank under Finansiel Stabilitet A/S.

Den fortsættende bank vil med de begrænsninger som overtagelsen indebærer, stadig kunne betjene kunderne med deres almindelige forretninger, ligesom kontonumre og kort vil fungere som hidtil.

Bankens internetbank har som følge af ovennævnte forhold været lukket i en kortere periode fredag formiddag, med henblik på at spærre engagementer med nettoindlån på mere end 750.000 kr.

 

For yderligere information, kontakt venligst

 

Bankdirektør Torben Sørensen, telefon 96 15 25 10

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Fjordbank Mors A/S

 

 

 

 


 
           Peter Jessen Hansen
          Bestyrelsesformand

 
     Torben Sørensen
    Bankdirektør