Resultat af Sparekassen Lolland A/S' fortegningsemission


Må ikke direkte eller indirekte distribueres til eller på anden måde gøres tilgængelig i USA, Canada, Australien eller Japan, eller andre jurisdiktioner uden for Danmark, medmindre en sådan distribution, er tilladt i henhold til gældende lovgivning i den pågældende jurisdiktion.

 

OMX Nasdaq Copenhagen A/S

Nikolaj Plads 6

1067 København K       

 

Dato: 30. juni 2011

Fondsbørsmeddelelse nr.: 19

Resultat af Sparekassen Lolland A/S' fortegningsemission

Sparekassen Lolland A/S ("Spar Lolland") har i dag opgjort resultatet af det udbud af aktier med fortegningsret for eksisterende aktionærer, der blev offentliggjort den 7. juni 2011, og kan konstatere, at der efter tegningsperioden udløb den 28. juni 2011, var tegnet eller givet tilsagn om tegning af 3.481.178 stk. udbudte aktier svarende til nominelt 34.811.780 kr. i forhold til det maksimale beløb i udbuddet på nominelt 54.888.480 kr. Dette svarer til, at 63,4 % af udbuddet er tegnet. 

Udbuddet giver Spar Lolland et bruttoprovenu på ca. 139,2 mio. kr. og et provenu efter afholdelse af omkostninger i forbindelse med udbuddet på ca. 123,8 mio. kr. Med dette provenu vil Spar Lollands solvensoverdækning beregnet pr. 31. marts 2011 alt andet lige udgøre ca. 305 mio. kr. svarende til en overdækning på ca. 30 % i forhold til det pr. 31. marts 2011 opgjorte individuelle solvensbehov. 

Spar Lollands bestyrelse har på denne baggrund besluttet at gennemføre kapitalforhøjelsen samt at allokere de udbudte aktier, der er givet tilsagn om tegning af. Aktionærer og investorer, der uden at have tegningsretter har fået allokeret aktier på grundlag af afgivne tegningstilsagn, modtager besked herom via eget kontoførende pengeinstitut. Indbetaling af tegningskursen for de udbudte aktier skal ske med valørdag senest den 5. juli 2011. 

Kapitalforhøjelsen vedrørende de udbudte aktier forventes at blive registeret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 5. juli 2011. Første officielle handels- og noteringsdag på NASDAQ OMX Copenhagen A/S forventes at være den 6. juli 2011.  

Adm. direktør Lynge Thang Jørgensen udtaler: ”Selv om målet for kapitaludvidelsen lå i niveauet 220 mio. kr., så betragter jeg det opnåede resultat som ganske tilfredsstillende. Alle vil nok være enige i, at betingelserne ikke har været de optimale. Her tænker jeg først og fremmest på et generelt vanskeligt aktiemarked – specielt for finansielle aktier som følge af de seneste begivenheder i sektoren. Kapitaludvidelsen kommer i kølvandet på erhvervelse af den sunde del af Eik Bank Danmark 2010 A/S, og faktum nu er, at vi har løst to store udfordringer, som også gælder for andre i sektoren, – nemlig at vi nu er i besiddelse af et indlånsoverskud i størrelsesordenen 1,8 mia. kr. og samtidig har styrket vores kapitalgrundlag”.  

Med venlig hilsen

SPAREKASSEN LOLLAND A/S

Lynge Thang Jørgensen

Administrerende direktør


Attachments