Airbus offentliggør resultatet af det frivillige, anbefalede, offentlige købstilbud på alle aktier i Satair

- købstilbuddet gennemføres med en accept-procent på 96,7


Airbus SAS og Airbus Denmark Holding ApS (”Airbus”) har i dag offentliggjort, at de har modtaget gyldige accepter af købstilbuddet til aktionærerne i Satair A/S (”Satair”) for i alt 96,7% af den samlede aktiekapital med tillæg af udestående warrants. Der henvises til separat meddelelse herom fra Airbus, udsendt tidligere i dag.

 

Samtlige betingelser for købstilbuddets gennemførelse er ifølge Airbus herefter opfyldt.

 

Baggrund

Den 2. august 2011 offentliggjorde Airbus et tilbudsdokument vedrørende et frivilligt, anbefalet, offentligt købstilbud til aktionærerne i Satair om køb af alle aktier mod et kontant vederlag på 580 DKK pr. aktie. Købstilbuddet omfattede også warrants. Der henvises i det hele til selskabsmeddelelse nr. 207 af 27. juli 2011.

 

I sin redegørelse af 2. august 2011 anbefalede bestyrelsen i Satair enstemmigt aktionærerne og warrants-indehaverne at acceptere købstilbuddet. Der henvises til selskabsmeddelelse nr. 209 af 2. august 2011.

 

Udtalelser fra Satairs ledelse

"Vi er meget tilfredse med, at et markant flertal af Satairs aktionærer har accepteret Airbus’ tilbud. Vi mener, at prisen er fair og fuldt ud afspejler værdierne i Satair. Siden 1. juli 2010 har aktionærerne hermed fået et kontant afkast på 193%. Satair får med det nye ejerskab en stabil og gunstig position i den globale luftfartsindustri udtaler N.E. Nielsen, formand for Satairs bestyrelse.

 

John Stær, Satairs CEO, udtaler: ”Vi er meget glade for resultatet og glæder os til samarbejdet med Airbus. Sammen vil vi kunne accelerere den vækst, som Satair allerede i dag har skabt, samt hurtigere kunne tilføje nye produktlinjer og serviceområder. Jeg er sikker på, at ledelsen og vores medarbejdere går en god og spændende fremtid i møde."

 

Tvangsindløsning og afnotering

Airbus har meddelt, at der snarest muligt, og i overensstemmelse med bestemmelserne herom i Selskabsloven og tilbudsdokumentet vil ske tvangsindløsning af de resterende aktionærer i Satair.

 

Det er herefter planen, at Satair afnoteres fra NASDAQ OMX Copenhagen A/S.

 

Afregning

Gennemførelse og afregning af købstilbuddet vil finde sted den 4. oktober 2011.

 

Udtalelser om fremtidige forhold

Ovenstående udsagn om fremtidige forhold, herunder især fremtidig omsætning og driftsresultat, er usikre og forbundet med risici. Mange faktorer vil være uden for Satairs kontrol og kan medføre, at den faktiske udvikling afviger væsentligt fra de forventninger, som indeholdes i meddelelsen. Sådanne faktorer omfatter blandt andet væsentlige ændringer i markedsforholdene, produktporteføljen, kundeporteføljen, valutakurserne eller virksomhedskøb og -frasalg.

 

Yderligere oplysninger

Bestyrelsesformand N.E. Nielsen, nen@lett.dk, +45 4243 3343

CEO John Stær, jst@satair.com, +45 4015 9286


Attachments