Thrane & Thrane indgår betydningsfuld BGAN udviklingsaftale med Inmarsat

Aftale til en værdi af DKK 78 mio. vedrørende udbygning af Inmarsats BGAN-tjenester


Inmarsat og Thrane & Thrane har indgået en samarbejdsaftale (Memorandum of Understanding) om udvikling og levering af nøglekomponenter til introduktion af nye tjenester på Inmarsats BGAN (Broadband Global Area Network) netværk.

Aftalen repræsenter en samlet værdi af DKK 78 mio. for Thrane & Thrane og vil blive leveret over de kommende 18-20 måneder.

Thrane & Thranes leverancer muliggør blandt andet introduktion af tre nye Inmarsat BGAN-tjenester:

  • Low Data Rate (LDR) tjenester – som understøtter nye kompakte og robuste terminaler. Mulige anvendelsesområder omfatter udvikling af systemer med lav transmissionshastighed til M2M (Machine to Machine) kommunikation såsom dataopsamling og fjernovervågning. Der vil også være anvendelsesmuligheder inden for både det maritime og det aeronautiske marked.
     
  • High Data Rate (HDR) tjenester – som tilbyder forøget transmissionshastighed i forhold til eksisterende tjenester, for eksempel til nye systemer til direkte nyhedstransmission eller helikopterovervågning.
     
  • Data-baserede Maritime Safety Services – som udgør næste skridt i introduktionen af nød- og sikkerhedstjenesterne Global Maritime Distress Safety Services (GMDSS) til brugere af FleetBroadband.

“De nye BGAN-tjenester giver også Thrane & Thrane væsentlige muligheder for at udvikle nye terminaler samt introducere nye funktioner til eksisterende terminaler,” siger Thrane & Thranes administrerende direktør Walther Thygesen. “Vi ser frem til de markedsmuligheder, som disse nye tjenester åbner op for, idet de danner grundlaget for at udvide vores BGAN portefølje med nye produkter og systemer.”

Aftalen markerer således en fortsættelse af Thrane & Thranes langvarige og tætte samarbejde med Inmarsat inden for blandt andet udvikling af BGAN infrastruktur.

Aftalen påvirker ikke Thrane & Thranes tidligere udmeldte forventninger til omsætning og resultat af primær drift for regnskabsåret 2011/12.


Yderligere information
Walther Thygesen, CEO T (+45) 39 55 88 00; M (+45) 23 33 75 01
John Alexandersen, Vice President, Corporate Communications & Investor Relations,
T (+45) 39 55 88 00; M (+45) 22 72 38 22
 

Om Thrane & Thrane
Thrane & Thrane er verdens førende producent af udstyr og systemer til global mobil satellit- og radiokommunikation. Siden grundlæggelsen i 1981 har selskabet opnået en fremtrædende position inden for globale mobile satellittjenester baseret på Inmarsat systemet og leverer i dag udstyr til brug overalt – på land, til vands og i luften. Under varemærkerne Thrane & Thrane, EXPLORERTM, SAILOR® og AVIATOR markedsføres virksomhedens kommunikationsprodukter verden over via distributører og partnere. Selskabets aktier er noteret på NASDAQ OMX København (symbol: THRAN). www.thrane.com.


Attachments