FLSmidth opnår kobberordre i Mongoliet


Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 34-2011, 23. december 2011

FLSmidth har fået en ordre til en værdi af cirka DKK 600 mio. fra den mongolske virksomhed Mongolyn Alt (MAK) Group på levering af et helt nyt procesanlæg til opberedning af kobber i forbindelse med en mine cirka 500 km fra Mongoliets hovedstad Ulaanbaatar. 

Ordren omfatter levering af et kobberprocesanlæg med en kapacitet på 40.000 tons i døgnet som indbefatter FLSmidths egen teknologi til alle processerne i anlægget. Den nyligt tilkøbte Knelson-Deswik færdigformalingsmølle skal anvendes til genformaling af kobberkoncentratet. FLSmidth skal endvidere levere et automatiseret kontrolsystem, grundlæggende og detaljeret anlægs- og procesteknik foruden tilhørende tilsyn samt opstart og idriftsætning af projektet.

MAK er veletableret inden for kulindustrien med produktion fra tre åbne brud i Mongoliet og er nu ved at etablere sig inden for kobber. FLSmidth er stolt over at være udpeget af MAK til at levere dette topmoderne kobberprocesanlæg baseret på den mest effektive og miljømæssigt bæredygtige mineralprocesteknologi.

"Mongoliet har enorme reserver af naturressourcer, og det at vi er i stand til at levere den mest moderne teknologi, som det er tilfældet med denne kontrakt, gør at vi kan styrke vores position og tilstedeværelse på dette stadig mere betydningsfulde marked. Vore mongolske aktiviteter vil snart blive understøttet af et nyt superservicecenter som er under etablering. Opnåelsen af denne ordre styrker endvidere vores engagement i den globale kobberindustri og vores evne til at være kundernes One Source-leverandør - hvilket er et vigtigt fokusområde for FLSmidth," udtaler adm. koncerndirektør Jørgen Huno Rasmusssen.     

               -------------------------------------

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til adm. koncerndirektør Jørgen Huno Rasmussen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 00.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations


Attachments

Link til PDF-version