Thrane & Thrane kommenterer meddelelse fra Cobham plc


Thrane & Thrane noterer sig den af Cobham plc i dag udsendte meddelelse, hvori Cobham plc bekræfter at have fremsendt et forslag til Thrane & Thranes bestyrelse i februar 2012 med henblik på at fremsætte et anbefalet købstilbud på selskabet, og oplyser, at Cobham plc  har besluttet at trække dette forslag tilbage.

Den 27. februar 2012 udsendte Thrane & Thrane en selskabsmeddelelse (meddelelse nr. 14 – 2011/12) om, at selskabet havde modtaget en uopfordret henvendelse fra en tredjepart, der havde udtrykt en ikke-bindende interesse for at erhverve majoriteten i selskabet. På denne baggrund besluttede Thrane & Thranes bestyrelse enstemmigt at iværksætte et strategisk review og overveje alle muligheder for bedst muligt at varetage selskabets og alle dets interessenters interesser.

Thrane & Thrane bekræfter, at Cobham plc var den tredjepart, der blev henvist til i den omtalte selskabsmeddelelse.

Thrane & Thrane fortsætter det strategiske review med henblik på at offentliggøre resultatet heraf senest den 14. maj 2012 som tidligere meddelt.


Yderligere information
Waldemar Schmidt, Bestyrelsesformand
T.: +41 77 448 8424


Om Thrane & Thrane
Thrane & Thrane er verdens førende producent af udstyr og systemer til global mobil satellit- og radiokommunikation. Siden grundlæggelsen i 1981 har selskabet opnået en fremtrædende position inden for globale mobile satellittjenester baseret på Inmarsat systemet og leverer i dag udstyr til brug overalt – på land, til vands og i luften. Under varemærkerne Thrane & Thrane, EXPLORERTM, SAILOR® og AVIATOR markedsføres virksomhedens kommunikationsprodukter verden over via distributører og partnere. Selskabets aktier er noteret på NASDAQ OMX København (symbol: THRAN). www.thrane.com.


Attachments