Netop Solutions A/S offentliggør årsrapport for 2011


Birkerød, den, 2012-03-13 11:38 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Selskabsmeddelelse nr. 1-2012                                                                                      

  

13. marts 2012

Til NASDAQ OMX Copenhagen

 

(Denne meddelelse bør læses i sammenhæng med Netop Solutions’ årsregnskab for 2011, som er vedhæftet som bilag. Derudover findes årsrapporten på Netop Solutions’ hjemmeside, www.netop.com.)

 

Netop Solutions A/S offentliggør årsrapport for 2011

  

Resume: Netop Solutions har i 2011 investeret betydeligt i de af selskabets fokusområder, der i fremtiden forventes at skabe vækst i omsætningen. Omsætningen i 2011 endte på DKK 88,3 mio., svarende til et fald på 4,1% i forhold til året før, hvilket primært skal tilskrives en mindre en forventet ordreindgang i USA, kombineret med en lavere dollarkurs i forhold til 2010. På trods af den lavere omsætning sikrede en stabil omkostningsbase, at Netop Solutions realiserede et positivt EBITDA på DKK 2,5 mio. og positive pengestrømme fra driftsaktiviteten på DKK 5,0 mio. Der er primært investeret indenfor forretningsområdet Live Chat, hvor der i 2011 blev investeret ca. DKK 13 mio. i en række initiativer, der skal positionere produktet Netop Live Guide som en af de primære aktører i Live Chat markedet.  Live Chat markedet er i kraftig vækst, og på sigt rummer det både alene og i kombination med de øvrige forretningsområder, et stort indtjeningspotentiale for Netop Solutions.

   

Kurt Bager, CEO, udtaler: ” Efter vores pæne vækst i 2010 havde vi positive forventninger til 2011, men året blev mere udfordrende end vi havde forventet, særligt i USA, hvorfor vi må realisere et mindre fald i omsætningen.  Vores stabile omkostningsbase og fokus på omkostninger generelt gjorde, at vi opnåede et positivt EBITDA og øgede vores likvide beholdning, hvilket var vigtige målsætninger for os. Vores to primære forretningsområder, Secure Remote Control og Classroom Management er isoleret set en god forretning for os, og vi har i 2011 igangsat en række aktiviteter, der skal få sat gang i væksten indenfor begge områder. Indtjeningen fra de to forretningsområder gør, at vi kan investere betydeligt i vores nyeste forretningsområde, Live Chat, hvor markedet er i kraftig vækst. På sigt er der et stort indtjeningspotentiale i Live Chat, og målsætningen er at positionere vores produkt, Netop Live Guide, som en top 5 aktør i markedet indenfor 3-4 år. Det kræver, at vi investerer betydeligt i at øge kendskabet til produktet og samtidig sikrer, at vi teknologisk er foran på de felter hvor vi har vores styrker og er førende – primært indenfor sikkerhed, samt audio- og videochat. I 2011 påvirkede vores investeringer i Live Chat produktet EBITDA negativt med DKK 10 mio., men vi er sammen med bestyrelsen enige om, at pengene skal ud og arbejde i områder, der vil medvirke til at få selskabet tilbage på et højt indtjeningsniveau, og vi vil i 2012 investere yderligere i takt med at omsætningen øges.”

 

Hovedpunkter for 2011

 

  • Netop Solutions anvendte 2011 til at konsolidere og investere i de af selskabets fokusområder, der i fremtiden skal skabe vækst i omsætningen, og har gennem hele året fastholdt et højt aktivitets- og investeringsniveau. Selskabet har en stabil omkostningsbase og ingen rentebærende gæld, og bestyrelsen og ledelsen besluttede i forbindelse med revidering af den fremtidige strategi at øge investeringerne indenfor især Secure Remote Control og Live Chat segmenterne, hvilket skal skabe grundlag for den fremtidige vækst.
  • Netop Solutions målsætning for 2011 var vækst i omsætningen, et positivt EBITDA samt generering af positive pengestrømme fra driftsaktiviteten. Året blev dog mere udfordrende end forventet, hvilket specielt var gældende på det amerikanske marked. Den samlede omsætning blev i 2011 på DKK 88,3 mio.mod DKK 92,1 mio. i 2010. Udviklingen i omsætningen kan primært tilskrives et fald i omsætning på Secure Remote Control på grund af forværrede markedsforhold, primært i USA, kombineret med en lavere dollarkurs. 
  • EBITDA udgjorde for 2011 DKK 2,5 mio., mod DKK 8,2 mio. i 2010, hvor EBITDA for 2010 var påvirket af en ekstraordinær engangsomkostning på DKK 4,7 mio. for salget af Mobile / Embedded. EBITDA for 2011 er således på niveau med selskabets forventninger.
  • Pengestrømme fra driftsaktivitet udgjorde i 2011 DKK 5,0 mio. mod DKK 5,6 mio. i samme periode sidste år.
  • Årets resultat efter skat udgjorde DKK minus 11,3 mio. mod DKK 0,9 i 2010.
  • Omsætningen inden for Secure Remote Control-forretningsområdet, der er Netop Solutions største forretningsområde, udgjorde i 2011 DKK 48,4 mio. mod DKK 53,0 mio. året før svarende til et fald på 8,5%. Justeret for valutakurspåvirkninger var omsætningsnedgangen på 6,4% . Det var specielt det amerikanske marked, hvor salget faldt med 18% i lokal valuta, der trak ned, hvilket primært skal tilskrives forværrede markedsforhold  i kombination med en lavere dollarkurs og nogle organisatoriske udfordringer i USA. Omsætningen i EMEA-regionen steg med 3%. Det er fortsat selskabets opfattelse, at valgte strategi med fokus på Enterprise-segmentet er korrekt, og selskabet vurderer, at der stadig eksisterer et uudnyttet potentiale i Enterprise-markedet, hvor Netop Solutions’ produkter er godt positioneret.
  • Omsætningen inden for forretningsområdet Classroom Management, hvor Netop Solutions i 2011 har markedsført og solgt produkterne Netop School, Netop Vision og Netop MyVision udgjorde i 2011 DKK 34,1 mio. mod DKK 36,6 mio. året før svarende til et fald på ca. 6,8%. Justeret for valutakurspåvirkninger var nedgangen på 3,0%. Omsætningen i USA, i lokal valuta, steg 3% i forhold til 2010 imens omsætningen i EMEA-regionen faldt med 7% i forhold til 2010 primært forårsaget af den negative konjunkturudvikling i Sydeuropa. 
  • Omsætningen inden for forretningsområdet Live Chat udgjorde i 2011 DKK 3,4 mio. mod DKK 2,6 mio. i 2010, hvilket svarer til en stigning på 31%. Netop Live Guide er primært blevet solgt i Danmark, hvor produktet har opnået en god modtagelse, og Netop Solutions har i 2011 ligeledes påbegyndt bearbejdningen af både det amerikanske og engelske marked. Der er i 2011 investeret betydeligt i forretningsområdet, hvilket vil fortsættes i 2012, idet Live Chat-markedet rummer et særdeles stort potentiale.  Ledelsen forventer, at Live Chat-forretningsområdet vil udgøre en stadig større del af koncernens samlede omsætning, og har som målsætning at positionere Netop Solutions som en top 5-leverandør af Live Chat-løsninger.

 

Nøgletal for 4. kvartal 2011

  • Omsætningen i 4. kvartal 2011 endte på DKK 24,6 mio. mod DKK 25,9 mio. i samme periode 2010.
  • EBITDA for 4. kvartal 2011 blev DKK 1,9 mio. mod DKK 2,5 mio. i samme periode sidste år.
  • Pengestrømme fra driftsaktivitet var DKK 2,7 mio., mod DKK 4,8 mio. i samme periode sidste år.

 

Forventninger til 2012

I 2011 igangsatte Netop Solutions en række investeringsinitiativer for at intensivere indsatsen på de enkelte forretningsområde

Inden for Secure Remote Control vil Netop Solutions fortsat have fokus på salg til Enterprise-segmentet, hvor selskabets produkter er velpositionerede til at løse de særlige behov, som disse kunder efterspørger i forhold til kompleksitet og sikkerhed. En række nye versioner med platformssupport af iOS og Android, samt en opdateret brugergrænseflade lanceres i 2012. Det vurderes dog, at det amerikanske marked stadig vil være præget af en hvis tilbageholdenhed, men med de igangsatte initiativer, samt de øgede ressourcer inden for salg og marketing, forventer Netop Solutions at omsætningen i Secure Remote Control segmentet vil øges med ca. 7-12 % i forhold til 2011.

Inden for Classroom Management-området forventes lanceringen af produktet Vision Pro at øge efterspørgslen fra især det amerikanske marked. I EMEA-regionen forventes markedet at udvikle sig mere fladt, idet de offentlige budgetter forventes stadig at være under pres. Samlet forventes der i 2012 vækst i Classroom Management-forretningsområdet på ca. 7-12 % i forhold til 2011.

Netop Solutions har i 2011 investeret kraftigt i Live Chat-produktet, og i 2012 vil der blive fokuseret yderligere på at øge kundedatabasen betydeligt. Dette skal ske ved at investere kraftigt i salgsfremmende aktiviteter og marketingkampagner. Markedet er i kraftig vækst, og der kan spores øget interesse for Netop Solutions’ produkt blandt kunderne. På denne baggrund forventer selskabet en markant vækst, som inden for det kommende år skal fordoble omsætningen i Live Chat-forretningsområdet.

På baggrund af de tiltag, som Netop Solutions har igangsat, forventes en samlet omsætning på DKK 95-105 mio. i 2012. Med udgangspunkt i de vedtagne investeringsplaner, som også sigter mod at sikre yderligere vækst i 2013, forventes et EBITDA i niveauet DKK 0-5 mio., hvor der i takt med realiseringen af en vækst i omsætningen vil blive foretaget yderligere investeringer, primært indenfor Live Chat segmentet. Forventningen til omsætningen i 2012 er baseret på en USD/DKK-kurs på DKK 5,30. Ved anvendelse af en USD/DKK-kurs på 5,40 forventes omsætning og EBITDA i 2012 forøget med henholdsvis ca. DKK 0,9 mio. og ca. DKK 0,3 mio.

  

 

 Netop Solutions A/S

Netop udvikler og sælger software-løsninger, der giver mulighed for hurtig, sikker og stabil overførsel af video, skærmbilleder, lyd og data mellem to eller flere computere. Selskabet har tre forretningsområder: Secure Remote Control, Classroom Management og Live Chat. Netop Remote Control er den mest skalerbare og sikre løsning på markedet for fjernbetjening i dag. Og flere end halvdelen af Fortune 100 benytter sig af denne unikke løsning. Netop Remote Control hjælper virksomheder verden over med at skære i supportomkostninger og leve op til strenge sikkerhedskrav. Med de markedsledende Classroom Management-løsninger til det digitale klasseværelse hjælper Netop elever og lærere i 75 lande med at opnå resultater gennem virtuel undervisning. Højere effektivitet og karakterer er blot nogle af resultaterne. Netops Live Chat-løsning, Netop Live Guide, er en unik chat-løsning, som giver virksomheder mulighed for at tilbyde en bedre kundeservice, øge effektiviteten og salget samt konvertere online besøgende til kunder. Netop beskæftiger ca. 130 ansatte og har datterselskaber i USA, England, Rumænien, Kina og Schweiz. Selskabet sælger sine løsninger til offentlige og private kunder i mere end 80 lande. Netop Solutions A/S er noteret på Københavns Fondsbørs OMX. I 2011 omsatte Netop for DKK 88,3 mio. Læs mere på: www.netop.com.

 

         Kontakt
         
         Administrerende direktør Kurt Bager
         
         Telefon: 45 90 25 25
         
         E-mail:kgb@netop.com


Attachments