Fondsbørsmeddelelse nr. 4 - Årsrapport 2011 meddelelse


 

Nasdaq OMX Copenhagen A/S                                             Meddelelse nr.         4 /2012

Nikolaj Plads 6                                                                                                            Fondskode      DK 10283597

1067 København K                                                                                             CVR  nummer       15313714

 

Den 29. marts 2012

 

Andersen & Martini leverede et overskud før skat på godt 2 mio. kr. for 2011

 

Bestyrelsen for Andersen & Martini A/S har i dag behandlet regnskabet for 2011. Årsrapporten er vedhæftet og kan samtidig ses på www.a-m.dk

Andersen & Martini A/S har i 2011 opretholdt samme aktivitets- og omsætningsniveau som i 2010. I regnskabsåret er der investeret i et nyt og moderne klargørings- og skadecenter. Afdelingen indeholder tillige selskabets administration og flådesalgsafdeling. Anlægget, som er på 8.500 etagemeter, ligger på en 25.000 kvadratmeter stor grund ved motorvejsafkørslen Greve N. Anlægget skal sikre Andersen & Martinis fortsatte vækst og konkurrenceevne, idet det nye anlæg frigør plads i de øvrige afdelinger til at betjene det stigende antal værkstedskunder. Dette har allerede i 4. kvartal af 2011 sikret bedre kapacitetsudnyttelse med bedre kundeservice til følge. 

Saab-fabrikkens betalingsstandsning og senere konkurs har ikke givet Andersen & Martini tab bortset fra, at det har været nødvendigt at hensætte et beløb til afholdelse af garantiomkostninger på solgte, nye biler. Samtidig betyder konkursen tabt fremtidig indtjening på salg af nye Saab og senere service på samme. 

Den ledige kapacitet i anlægget i Søborg har skabt mere plads til den nye aktivitet, www.am-exclusive, med salg og leasing af eksklusive biler af alle mærker. Denne nye aktivitet har udviklet sig positivt. 

Andersen & Martini A/S har i 4. kvartal af 2011 etableret et centralt kundecenter, som skal sikre kunderne bedre service, idet det centrale kunde­center - foruden optimal telefonbetjening - skal sikre rationel planlægning af værk­steds­arbejdet i alle 8 afdelinger med bedst mulig kundeservice og kapaci­tets­udnyttelse til følge. Videre har Andersen & Martini i 2011 afholdt ikke ubetydelige omkostninger til såvel uddannelse af ledere og servicemedar­bej­dere som kundeundersøgelser med henblik på at øge servicen over for kund­er­ne for at sikre den fremtidige indtjening. 

Resultatet for 2011 er påvirket negativt af Saab-fabrikkens konkurs og investeringerne i fremtiden, herunder opstarten af den nye afdeling i Greve. Samtidig har et svigtende salg i forhold til forventningerne for årets sidste måneder påvirket resultatet yderligere i negativ retning, og resultatet før skat blev godt kr. 2 mio., hvilket er i overensstemmelse med fondsbørs­med­delelsen af 27.01.2012.

Hovedtallene fremgår nedenfor:

Andersen & Martini A/S opnåede i 2011 et resultat af primær drift på t.kr. 8.191 mod t.kr. 15.280 året før svarende til et fald på t.kr. 7.089 eller 46%.

I regnskabsåret har Andersen & Martini A/S haft et fald i salget af nye biler, som stort set er opvejet af stigningen i salget af brugte biler. Omsætningen på værkstederne til eksterne kunder er steget med godt 5% i 2011. Bruttoresultatet er faldet fra godt kr. 90 mio. til knap kr. 89 mio. Bruttomarginen er 10,8% i 2011 og stort set uændret i forhold til 2010.

Omkostningerne er i 2011 steget med kr. 6 mio. eller 7,5% til kr. 81 mio. fra kr. 75 mio. i 2010. Hovedårsagen til denne stigning ligger i stigende personaleomkostninger som følge af selskabets satsning på øget effektivitet i produktionen samt kundeservice.

De enkelte afdelinger har klaret sig forskelligt i forhold til året før. Ingen afdelinger har haft tab. Specielt afdelingen på Amager har vist et skuffende resultat, men de nødvendige initiativer til forbedring er igangsat, og resultatet for denne afdeling er allerede forbedret i de første måneder af 2012. Afdelingen i Søborg har ligeledes udvist et skuffende resultat, hvilket hovedsageligt kan relateres til Saab – fabrikkernes konkurs, medens opstarten af afdelingen for eksklusive biler har trukket i positiv retning.

Resultatet efter skat blev i 2011 t.kr. 1.566 mod t.kr. 7.838 i 2010.                                                                             

Pengestrømme

Andersen & Martini A/S har i regnskabsåret 2011 haft en positiv pengestrøm fra den primære drift før ændring af driftskapital på t.kr. 13.126. Stigning i lagre og fald i debitorer m.v., som følge af det lavere aktivitetsniveau i 4. kvartal 2011, har netto haft en negativ nettovirkning på pengestrømmen med t.kr. 33.882. Betalte renter netto belaster pengestrømmene med t.kr. 6.004.

Den samlede pengestrøm fra driftsaktiviteten var negativ i 2011 med t.kr. 26.760. Ved køb og salg af aktiver har virksomheden investeret netto t.kr. 43.016. Gæld med pant i fast ejendom er afdraget med t.kr. 1.826. Bankgæld og leasinggæld er steget med t.kr. 51.159. Denne stigning skyldes dels de øgede lagre samt investering i nyt domicil i Greve.

Investeringer

I regnskabsåret er der investeret i et nyt og moderne klargørings- og skadecenter, som tillige indeholder selskabets administration og flåde­salgs­afde­ling. Anlægget, som er på 8.500 etagemeter, ligger på en 25.000 kvadrat­meter stor grund ved motorvejsafkørslen Greve N. Anskaffelses­sum­men inklu­sive forbedringer og indretning andrager knap kr. 39 mio.

Der er i regnskabsåret investeret yderligere godt kr. 8 mio. i opgraderinger af lokaler og udstyr for at fastholde, at virksomhedens forretninger altid frem­står tidssvarende og i god og forsvarlig stand.

Årets resultat

Andersen & Martini A/S opnåede i 2011 et resultat før skat på t.kr. 2.217 mod t.kr. 10.625 i 2010. Efter skat blev resultatet t.kr. 1.566 mod t.kr. 7.838 året før. Forrentningen af egenkapitalen er i 2011 faldet til 1,6%. Resultatet for andet halvår blev ikke, som ventet i forbindelse med delårsrapporten, bedre end resultatet for første halvår, men tværtimod et underskud på ca. kr. 3 mio. Resultatet, som ikke kan betragtes som tilfredsstillende, skal ses i sammenhæng med dels uventet stor, midlertidig produktionsnedgang i forbindelse med opstarten af afdelingen i Greve, Saab-fabrikkens konkurs samt et meget skuffende salg af flådebiler i 4. kvartal. Der er imidlertid iværksat en række tiltag på både salgs- og eftermarkedssiden, som i tillæg til investeringerne foretaget i 2011, forventes at give sig udslag i resultat­for­bedringer fremadrettet.

Begivenheder efter regnskabsårets afslutning

Andersen & Martini A/S har den 27. februar 2012 indgået en betinget aftale med udviklings- og entreprenørselskabet KPC København A/S, der giver KPC København A/S ret til at købe Andersen & Martini A/S’ ejendom på Lyngby Hovedgade på forud fastsatte vilkår.

Der er flere forudsætninger for aftalen - herunder, at Andersen & Martini A/S kan finde en tilfredsstillende genplacering i nærheden samt, at der vedtages en ny lokalplan, der giver mulighed for at gennemføre det af KPC København A/S’ påtænkte projekt på ejendommen. Køberetten bortfalder, hvis disse betingelser ikke opfyldes inden for de forudsatte tidsfrister.

Såfremt KPC København A/S udnytter køberetten, overdrager Andersen & Martini A/S ejendommen til KPC København A/S på vilkår, der er sædvanlige for denne type ejendom. Købesummen er fastsat til ikke under 100 mio. kr. På nuværende tidspunkt estimeres provenuet fra salget at være i størrelsesordenen kr. 90 mio. før skat. En del af provenuet fra salget skal anvendes til at etablere et nyt bilhus i nærheden.

Andersen & Martini A/S forventer, at et eventuelt salg tidligst kan gennemføres inden for 2-3 år.

Aftalen påvirker hverken årsresultatet for 2011 eller forventningerne for regnskabsåret 2012.

Herudover er der ikke efter årsafslutningen indtruffet hændelser af væsentlig betydning, som burde have været indarbejdet i årsrapporten for 2011.

Fremtiden

Aktivitetsniveauet i de første måneder af 2012 har for Andersen & Martini A/S samlet været nogenlunde på niveau med samme periode i fjor. Salget af brugte biler og Kia er steget markant i forhold til samme periode i fjor. Til gengæld er salget af Opel gået tilbage. Værkstederne har samlet set produceret mindre end i samme periode i fjor.

Det er vanskeligt at forudsige, hvad ændringerne i Registreringsafgiftsloven kommer til at betyde på såvel kort som lang sigt. Samtidig er der usikkerhed om den generelle økonomi i Danmark. Derfor er det vanskeligt at forudsige noget om resultatet for 2012, men der forventes et højere aktivitetsniveau og et bedre resultat i 2012 end det i 2011 opnåede.

Med venlig hilsen

Andersen & Martini A/S
Peter Hansen
Adm. direktør

Eventuelle spørgsmål kan rettes til Peter Hansen på telefon 36 93 10 11.


Attachments