Delårsrapport 2. kvartal 2011/12 (1. september 2011 – 29. februar 2012)


Hørsholm, 2012-04-19 08:04 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --  

Selskabsmeddelelse nr. 13/2012 – 19. april 2012

"Vi har fortsat den solide vækst i salg og indtjening i 2. kvartal 2011/12 med en organisk vækst på 11% i 1. halvår 2011/12 (ikke medregnet effekten af prisen på karmin) og en stigning på 19% i EBIT.

Alle vores divisioner bidrog positivt, og navnlig Cultures & Enzymes Division har bevist sin styrke med stærk vækst trods fortsat usikkerhed omkring probiotiske sundhedsanprisninger i EU.

Baseret på de solide resultater i årets første halvdel har vi indsnævret vores mål for organisk vækst fra 7-10% til 8–10% (ikke medregnet effekten af prisen på karmin). Den organiske vækst, inklusive effekten af prisen på karmin, er blevet tilpasset fra 5-8% til 5-7% for at afspejle lavere råvarepriser på karmin. Vores rentabilitet ventes fortsat at forbedres i forhold til sidste år, og vi gentager vores forventning om en EBIT-margin på over 26%.

Som følge af Gruppens stærke likviditetsskabelse har bestyrelsen besluttet at iværksætte et aktietilbagekøbsprogram til en værdi af op til EUR 80 mio. Formålet med programmet er at tilpasse kapitalstrukturen via udlodning af overskydende kapital til aktionærerne,” siger adm. direktør Lars Frederiksen.

Højdepunkter 1. halvår 2011/12:

  • Omsætningen var EUR 333 mio., hvilket er en stigning på 9% i forhold til 1. halvår 2010/11. Den organiske vækst var 9% (11% justeret for ændringer i salgspriser som følge af højere råvarepriser på karmin).
  • EBIT var på EUR 83 mio., hvilket er en stigning på 19% i forhold til 1. halvår 2010/11. EBIT-marginen før særlige poster var 25% i forhold til 23% i 1. halvår sidste år.
  • Periodens resultat blev EUR 57 mio. i forhold til EUR 48 mio. i 1. halvår 2010/11.
  • De samlede forsknings- og udviklingsomkostninger udgjorde EUR 24 mio. svarende til 7% af omsætningen i forhold til EUR 19 mio. eller 6% i 1. halvår 2010/11.
  • Frie pengestrømme var EUR 11 mio. i forhold til EUR -6 mio. i 1. halvår 2010/11.
  • Den nettorentebærende gæld udgjorde EUR 410 mio. svarende til 1,9 gange EBITDA før særlige poster i forhold til 2,5 gange EBITDA før særlige poster pr. 28. februar 2011.
  • I 2. kvartal 2011/12 var omsætningen EUR 165 mio., hvilket er en stigning på 7% i forhold til 2. kvartal sidste år. Organisk vækst var 6% (9% justeret for ændringer i salgspriser i forhold til ændringer i råvarepriser på karmin). Resultatet af primær drift (EBIT) udgjorde 25% i forhold til 23% i 2. kvartal sidste år. Frie pengestrømme udgjorde EUR 34 mio. i forhold til EUR 18 mio. i 2. kvartal 2010/2011.

Forventninger

  • Som følge af den stærke vækst i 1. halvår forventes den organiske vækst (ikke medregnet effekten på salgspriser som følge af ændringer i råvarepriser på karmin) nu at ligge i niveauet 8-10% i forhold til 7-10% i selskabsmeddelelsen af 11. januar 2012. Råvarepriserne på karmin er faldet mere end ventet, og den organiske vækst (inklusive effekten af prisændringer på karmin) forventes nu at ligge i niveauet 5-7% i forhold til 5-8% i selskabs-meddelelsen af 11. januar 2012. EBIT-marginen før særlige poster forventes stadig at være over 26%.

Attachments