Thrane & Thranes bestyrelse offentliggør redegørelse om købstilbud fra Cobham


Cobham offentliggjorde 19. april 2012 et frivilligt offentligt købstilbud på aktierne i Thrane & Thrane A/S. Som meddelt tidligere i dag har Cobham PLC (gennem Lockman Electronic Holdings Ltd.) og Thrane & Thrane A/S indgået en aftale om vilkårene for et forhøjet købstilbud.

Den tilbudte pris forhøjes fra DKK 420 til DKK 435 kontant pr. aktie a DKK 20. Samtidig har bestyrelsen for Thrane & Thrane erklæret, at man vil anbefale aktionærerne at tage imod det forhøjede købstilbud fra Cobham.

I henhold til Overtagelsesbekendtgørelsens § 14 skal bestyrelsen for Thrane & Thrane udarbejde en redegørelse for købstilbuddet. Redegørelsen offentliggøres hermed.

Bestyrelsens redegørelse til aktionærerne har følgende konklusion:

På baggrund af ovenstående og Cobhams erklærede hensigter vedrørende den fremtidige udvikling af Thrane & Thrane og den indhentede fairness opinion har bestyrelsen enstemmigt, med undtagelse af Lars Thrane, vedtaget at anbefale aktionærerne at acceptere købstilbuddet.

Grundet sin store aktiepost i selskabet og den heraf afledte potentielle interessekonflikt har Lars Thrane ikke deltaget i udarbejdelsen af denne redegørelse og bestyrelsens anbefaling. Lars Thrane har afgivet uigenkaldeligt forhåndstilsagn til tilbudsgiver om at sælge sine aktier til tilbudsgiver til tilbudskursen pr. aktie.

Cobham (Lockman Electronic Holdings Ltd.) har i dag offentliggjort et tillæg til sit tilbudsdokument af 19. april 2012. Købstilbuddet vil være åbent til 21. maj 2012.

Der henvises til Cobhams meddelelser af 12. marts, 5. april, 10. april, 19. april og 3. maj 2012 og til selskabsmeddelelser fra Thrane & Thrane af 27. februar, 12. marts, 26. marts, 5. april, 10. april, 19. april og 3. maj 2012.


Bilag: Redegørelse fra bestyrelsen i Thrane & Thrane A/S om det frivillige offentlige købstilbud fremsat 19. april 2012 (og revideret 3. maj 2012) af Lockman Electronic Holdings Ltd., et 100% ejet datterselskab af Cobham PLC.


Kontakt
Morten Eldrup-Jørgensen, bestyrelsesformand
Tlf. (+45) 26 18 77 80 (mobil)


Attachments