FLSmidth modtager ordre på stort cementprojekt


Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 25-2012, 18. maj 2012

FLSmidth har opnået en kontrakt på modernisering af en kundes fabrik i USA til
en samlet værdi af DKK 780 mio.

Totalentreprisen omfattende ingeniørarbejde, udstyrsleverancer samt
entreprenørarbejde går ud på at ombygge en af fabrikkens nuværende vådproces-
ovne til en ovn med forvarmer og kalcinator. Det vil give kunden bedre mulighed
for at opfylde sine vigtigste miljømål, nemlig reducerede emissioner samt lavere
energiforbrug og derved mindre CO(2)-udledning.

Leverancen omfatter blandt andet en FLSmidth tørreknuser, ombygning af den
eksisterende ovn, en ny 1-trins forvarmer med kalcinator, et ovn-bypass-system,
en FLSmidth Cross-Bar(TM) køler, et kuldoseringsanlæg fra FLSmidth Pfister og en
ATOX(TM)-mølle til formaling af fast brændsel med et møllegear fra FLSmidth MAAG
Gear.

Projektet omfatter også installering af tre nye posefiltre fra FLSmidth, hvilket
giver fabrikken væsentlig bedre mulighed for at reducere sin partikelemission.
Et FLSmidth-kontrolsystem vil ligeledes effektivisere driften mest muligt.
Leverancen omfatter endvidere en ny HOTDISC(TM) enhed som gør fabrikken i stand
til at øge anvendelsen af hele bildæk som alternativt brændsel.

Opnåelsen af denne kontrakt demonstrerer FLSmidths muligheder for at assistere
de amerikanske cementproducenter med at indrette sig på de forventede nationale
miljøkrav for skadelige luftforurenende stoffer (NESHAP).

"Den amerikanske cementindustri står over for en række udfordringer, lige fra en
svag konjunkturfremgang til betydeligt ændrede krav til fabrikkernes
emissionsstandarder. Vi er meget glade for samarbejdet med en af vore gode
kunder, der fører an i investeringerne i industriens fremtid," udtaler adm.
koncerndirektør Jørgen Huno Rasmussen.

Ordren vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil midten af 2014.


                    -------------------------------------


Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til adm. koncerndirektør Jørgen Huno
Rasmussen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 77.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.


Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations

[HUG#1613224]

Attachments