Berlin III A/S - Periodemeddelelse for perioden 1. juli til 30. september 2012


 

 
 
 NASDAQ OMX Copenhagen A/S
 
Selskabsmeddelelse
nr. 111  / 2012
Birkerød, 16. november 2012
CVR. nr. 29 24 64 91  
www.berlin3.dk  
 
      

 

 

 

Berlin III A/S – Periodemeddelelse for perioden 1. juli til 30. september 2012.

 

 

 

 

  • Resultatet for regnskabsårets 1. kvartal blev et underskud på ca. tEUR 143.
  • Selskabets likvide beholdning pr. 30. september 2012 udgør tEUR 9.283
  • Overtagelse af anparterne i selskabet Hovedvejen 9, 2600 Glostrup ApS, der ejer ejendommen beliggende på samme adresse
  • Fastholdelse af notering på OMX

 

Regnskabsmæssige forhold

 

Selskabets eneste indtægtskilde i perioden har været renteindtægter af den likvide beholdning, der indtil videre for størstepartens vedkommende er placeret på aftaleindskud i danske kroner.

Udgiftssiden er præget af højere advokatomkostninger end et normalt kvartal, der bl.a. er anvendt til behandlingen af spørgsmålet om afnotering af selskabets B-aktie, men følger ellers budgetterne. Ca. 30% af udgifterne i regnskabet er kursreguleringer mellem danske kroner og EUR, da regnskabsvalutaen er EUR.

 

Begivenheder i perioden.

 

Selskabet har i perioden udbetalt aktieprovenuet til de aktionærer, der ønskede at afhænde deres aktier i forbindelse med tilbagekøbsprogrammet, der herefter er tilendebragt. Selskabet fortsætter efter denne transaktion med en aktiekapital på kr. 57.597.225 fordelt på kr. 4.000.000 i A-aktier og kr. 53.597.225 i B-aktier.

 

Opstart af nye aktiviteter.

 

Selskabets aktiviteter har herefter været koncentreret om opstarten af den strategi, der blev præsenteret i forbindelse med tilbagekøbsprogrammet. Dette har givet anledning til en analyse af adskillige investeringsmuligheder i ejendomme primært beliggende i Danmark.

 

Disse analyser har indtil nu resulteret i overtagelsen af anparterne i Hovedvejen 9, 2600 Glostrup ApS, der ejer en erhvervsejendom beliggende på samme adresse på 3.188 m2. Ejendommen er efter selskabets opfattelse velbeliggende på en af de væsentligste indfaldsveje til København i et område med stor erhvervsmæssig aktivitet.

 

Ejendommen blev overtaget uden lejere, men fremstår i øvrigt vel vedligeholdt, således at der umiddelbart kan igangsættes en udlejningsaktivitet. Ejendommen kan uden problemer opdeles i en række mindre lejemål, hvilket burde lette udlejningen.

 

Anskaffelsesprisen for anparterne er Dkk. 2.897.500. Ejendommen er finansieret med et realkreditlån på Dkk. 28,0 mio., hvilket giver en samlet pris på ca. Dkk. 9.700 pr. m2 for denne ejendom, hvilket efter selskabets opfattelse er en attraktiv pris for en ejendom i denne stand og med denne beliggenhed. Berlin III A/S har indskudt Dkk. 4,0 mio. som lån i projektselskabet Hovedvejen 9, 2600 Glostrup ApS. Dette beløb skal tjene til dækning af driften indtil ejendommen genererer egne indtægter. Herudover har Berlin III A/S ingen hæftelser for denne transaktion. 

 

Selskabets strategi med denne ejendom er nu at intensivere udlejningsaktiviteterne, således at ejendommen kan generere en fornuftig indtjening. Med det nuværende vanskelige udlejningsmarked skal det forventes, at udlejningen af ejendommen vil tage 12 – 18 mdr.. Når den fulde udlejning er gennemført, vil ejendommen blive afhændet til en langsigtet investor.

 

Afnotering fra OMX af selskabets B-aktier.

 

Som tidligere meddelt markedet ansøgte selskabet d. 26. juni 2012 om afnotering af selskabets B-aktier hos Nasdaq OMX, Copenhagen A/S (OMX).

 

Selskabet modtog d. 15. august 2012 svar fra OMX, hvoraf det fremgik, at man fra OMX side ikke ønskede at imødekomme selskabet på ansøgningens præmisser.

 

På trods af adskillige efterfølgende drøftelser med OMX, ønskede OMX ikke at ændre denne afgørelse.

 

Selskabet så sig derfor nødsaget til at indklage afgørelsen til Finanstilsynet d. 12 september 2012, idet selskabet ikke er enig i den afgørelse, der er truffet af OMX.

 

Berlin III A/S har nu modtaget udkast til Finanstilsynets afgørelse, der på alle punkter støtter afgørelsen fra OMX. Bestyrelsen har derfor besluttet at afbryde denne proces og videreføre selskabet som et børsnoteret selskab.

 

Ledelsens forventninger til årets resultat.

 

Aktiviteterne i perioden har ikke givet anledning til at ændre de forventninger, der blev udtrykt i forbindelse med offentliggørelsen af selskabets årsrapport 2011/12.

 

Det er således fortsat ledelsens forventninger, at resultatet før skat for indeværende regnskabsår vil ligge i intervallet EUR –1 til +1 mio.

 

Birkerød, november 2012

Henrik Frisch, Bestyrelsesformand

  

 

Kontaktperson:

Eventuelle henvendelser vedrørende selskabsmeddelelsen rettes til selskabets formand Henrik Frisch på telefon + 45 20 10 60 11 eller administrerende direktør Kaj Larsen +45 20 91 43 64.

 

Udvalgte hoved- og nøgletal - se vedhæftede.

 


Attachments

111 BIII - Periodemed 20121116 3.pdf