FLSmidth får stor kontrakt på vedligeholdelse i Chile


Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 42-2012, 27. november 2012

FLSmidth har vundet en femårs kontrakt til en værdi af 1.1 mia. DKK fra Minera Los Pelambres på levering af vedligeholdelse af kundens kobber- og molybdænmine i det centrale Chile. Minera Los Pelambres ejes af AMSA - Antofagasta Minerals.

Kontrakten er en femårig forlængelse af FLSmidths nuværende vedligeholdelseskontrakt, som går tilbage til århundredeskiftet. Alt det vigtigste procesudstyr på anlægget er leveret af FLSmidth, begyndende i slutningen af 1990erne og efterfulgt af yderligere leverancer i årene 2003-2007. Anlægget ved Los Pelambres-minen behandler cirka 175.000 tons primær og sekundær kobbermalm i døgnet. 

Vedligeholdelseskontrakten vil sikre beskæftigelse til 455 medarbejdere. Ordren er givet til FLSmidth som følge af de gode driftsresultater, den høje produktion og driftssikkerhed, der er opnået ved løbende at fokusere på arbejdsmiljø, driftssikkerhed og udstyrets stabilitet - samt sidst men ikke mindst det vellykkede samarbejde mellem de involverede parter.

"Denne ordre demonstrerer det fokus og de synergier, der er opnået ved vores One Source-strategi - hvor leverancerne af hovedudstyr understøttes af løbende tæt kundekontakt og imødekommende service. Værdien for vore kunder beror på, at FLSmidth kan levere udstyret til hele processen og støtte kunderne med teknisk assistance og vedligeholdelse igennem hele anlæggets levetid," udtaler adm. koncerndirektør Jørgen Huno Rasmussen. 

Ordren indtægtsføres af Customer Services-divisionen og vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil 2017.

                -----------------------------------

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til adm. koncerndirektør Jørgen Huno Rasmussen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. +45 36 18 18 00.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations


Attachments

Link til PDF-version