Forløb af tilbagekøbsprogram for 2012 og rammer for tilbagekøb i 2013


Tilbagekøbsprogram 2012

Som meddelt i selskabsmeddelelse nr. 2 af 22. marts 2012 kunne der i 2012 under tilbagekøbsprogrammet erhverves egne foreningsbeviser for et beløb på op til 24,0 mio. kr.

Foreningen har i hele 2012 erhvervet i alt 460.885 stk. egne foreningsbeviser til en samlet købesum på 21.828.893,16 kr. svarende til en gennemsnitlig kurs på 47,36. Foreningens beholdning af egne foreningsbeviser udgjorde ultimo året 13,44 pct. af samtlige udstedte beviser.

Tilbagekøbet i 2012 svarer til en buy-back yield på 11,58 pct. beregnet ud fra kursen pr. den 28. december 2012 (55,00).

Bestyrelsen har dags dato besluttet at annullere beholdningen af egne foreningsbeviser. Antallet af udstedte foreningsbeviser er herefter reduceret fra 3.428.536 stk. til 3.066.021 stk.

  

Tilbagekøbsprogram 2013

Bestyrelsen har dags dato desuden besluttet at fortsætte tilbagekøbsprogrammet frem til 31. december 2013 under følgende rammer:

Tilbagekøb af investeringsbeviser skal altid ske under hensyntagen til Foreningens kapitalstruktur, likviditetssituation og planer om investeringer.

Det er bestyrelsens langsigtede målsætning at nedbringe Foreningens netto LTV til et niveau omkring 60.

Det nærmere tilbagekøbsbeløb fastsættes med udgangspunkt i Foreningens resultatforventninger.

Bestyrelsen tilstræber en vis stabilitet i opkøbet, således at programmet i sig selv sikrer en kontinuerlig efterspørgsel efter Foreningens beviser.

I 2013 forventes der tilbagekøbt beviser for et beløb på op til 15,0 mio. kr. svarende til en buy back yield på 8,89 pct. beregnet ud fra kursen pr. den 28. december 2012 (55,00).

I overensstemmelse med anbefalingen fra Nasdaq OMX Copenhagen tilbagekøber Foreningen ikke egne beviser i de tre uger, der ligger forud for offentliggørelsen af et perioderegnskab. Desuden tilbagekøber Foreningen ikke beviser i perioder, hvor Foreningen er insider.

Foreningen har ret til at stoppe tilbagekøbet i programmets løbetid. Såfremt Foreningen træffer beslutning om at stoppe tilbagekøbet, offentliggøres beslutningen herom via NASDAQ OMX Copenhagen.

Tilbagekøb af beviser er i 2013 som udgangspunkt muligt i perioderne

fra og med den 2. januar til og med den 3. marts
fra og med den 26. marts til og med den 7. april
fra og med den 30. april til og med den 6. august
fra og med den 29. august til og med den 10. oktober
fra og med den 2. november til og med den 31. december

Tilbagekøb af beviser er i 2013 ikke muligt i perioderne

fra og med den 4. marts til og med den 25. marts
fra og med den 8. april til og med den 29. april
fra og med den 7. august til og med den 28. august
fra og med den 11. oktober til og med den 1. november

Foreningen oplyser løbende i periodemeddelelserne om status for tilbagekøb samt eventuelle ændringer i programmet.

 

Med venlig hilsen

Niels Roth
Bestyrelsesformand

  

 

         For yderligere oplysninger venligst kontakt:
         
         Bestyrelsesformand Niels Roth, 40 11 02 11
         Direktør Lars Frederiksen, 70 27 17 88


Attachments

Meddelelse nr 1 i 2013.pdf