Højesteret ændrer Østre Landsrets dom


Den 15. februar 2013
Selskabsmeddelelse nr. 03-13

Højesteret har i dag afsagt dom i en sag om misbrug af dominerende stilling mellem Post Danmark A/S (appellant) og Konkurrencerådet (indstævnt). North Media A/S er biintervenient i sagen til støtte for Konkurrencerådet.

Sagen vedrører, hvorvidt der forelå et misbrug af dominerende stilling ved Post Danmark A/S’ brug af selektive priser til Forbruger-Kontakt A/S’ (FK Distribution) kunder. Sagen baserer sig på begivenheder, der fandt sted i 2003.

Dommens konklusion er:

”Den 29. september 2004 fastslog Konkurrencerådet, at Post Danmark havde misbrugt sin dominerende stilling på markedet for adresseløse forsendelser i Danmark ved i 2003 og 2004 at anvende forskellige priser over for Post Danmarks egne kunder og Forbruger-Kontakt a-s’ tidligere kunder Coop, Spar og SuperBest.

Afgørelsen blev efterfølgende stadfæstet af Konkurrenceankenævnet og Østre Landsret.

Under sagens forberedelse for Højesteret blev der forelagt to præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af EF-Traktatens artikel 82 (nu artikel 102 i TEUF) om misbrug af dominerende stilling.

I lyset af EU-Domstolens besvarelse af de stillede spørgsmål gjorde Konkurrencerådet ikke længere gældende, at Post Danmarks priser til Spar og SuperBest i sig selv udgjorde et misbrug af en dominerende stilling. Denne del af Konkurrencerådets afgørelse blev derfor ophævet.

I forhold til Post Danmarks priser til Coop fandt Højesteret, at Konkurrencerådets afgørelse ikke var baseret på en undersøgelse og vurdering af spørgsmålet om ekskluderende misbrug som svarede til, hvad der er påkrævet efter EU-Domstolens dom. Afgørelsen skulle derfor også ophæves for så vidt angik Coop, medmindre Kon­kurrencerådet, efter de kriterier, der fremgår af EU-dommen, havde godt­gjort, at afgørelsen alligevel var rigtig. Disse kriterier indebar, at Post Danmarks prisadfærd over for Coop skulle have medført, at Forbruger-Kontakt sandsynligvis ville blive elimineret fra markedet til skade for konkurrencen, såfremt Konkurrencerådet ikke havde skredet ind over for Post Danmark. Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at Konkurrencerådet ikke havde godtgjort, at dette var tilfældet.

Konkurrencerådets afgørelse blev herefter ophævet, og Højesteret ændrede således Østre Landsrets dom.”

I en relateret erstatningssag blev Søndagsavisen a-s (nu North Media A/S) ved Østre Landsrets dom af 20. maj 2009 tilkendt en erstatning på 75 mio. kr. samt 4 mio. kr. til dækning af sagens omkostninger. Østre Landsret fastslog, at der med udgangspunkt i et fastslået misbrug af dominerende stilling også kunne fastslås et ansvarsgrundlag for Post Danmark A/S. North Media A/S har ikke indtægtsført den tilkendte erstatning, og sagens omkostninger er løbende udgiftsført. Erstatningssagen blev anket til Højesteret af Post Danmark A/S.

Højesteret har i dag har fastslået, at Konkurrencerådets afgørelse fra 2004 og Konkurrence­ankenævnets kendelse fra 2005 samt Østre Landsrets dom fra december 2007 ikke kan stå ved magt. North Media ønsker Post Danmark tillykke med dommen og vil nu vurdere betydningen af Højesterets dom for den verserende erstatningssag.

Yderligere oplysninger kan fås hos økonomidirektør Kåre Wigh, telefon: 39 57 70 00.

 

Med venlig hilsen
North Media A/S

 

Lars Nymann Andersen
Adm. direktør

 

Besøg os på: http://www.northmedia.dk