Etablering af styrket kapitalgrundlag i KIF Håndbold Elite A/S


First North meddelelse nr. 2 – 30. april 2013

Etablering af styrket kapitalgrundlag i KIF Håndbold Elite A/S 

KIF Håndbold Elite A/S etablerede projektet ”KIF Kolding København” i august 2012, da muligheden herfor pludselig var til stede. Selskabet har i perioden siden etableringen arbejdet intenst med projektet, der har vist sig at have et stort potentiale, både sportsligt og kommercielt for selskabets samarbejdspartnere, sponsorer m.v.

Processen har været kapitalkrævende og som et led i bestræbelserne for at skabe grundlaget for en langsigtet og bæredygtig succes har selskabet tillige arbejdet på at forbedre det økonomiske fundament, der har været præget af tidligere års underskud, og den betydelige investering, som det er og har været at etablere KIF Kolding København.

KIF Håndbold Elite A/S har haft dialog med en række af selskabets samarbejdspartnere, pengekreditorer og eksterne investorer. Selskabet har mødt stor velvilje i de førte sonderinger omkring en økonomisk omstrukturering, der skal styrke selskabets målsætninger og ambitioner.

I forlængelse heraf indkalder KIF Håndbold Elite A/S til en ekstraordinær generalforsamling, hvor der bl.a. er stillet forslag om at gennemføre en kapitalnedsættelse til dækning af tidligere års underskud, samtidig med at kapitalgrundlaget forhøjes ved en kontant kapitalforhøjelse på mellem 6-14 mio. kr. og en kapitalforhøjelse ved konvertering af gæld i størrelsesordenen op til 6 mio. kr. Der arbejdes p.t. med potentielle investormuligheder, og der foreligger allerede nu betingede tilsagn for en betydelig andel heraf.

Såfremt disse forslag vedtages, er det selskabets forventning, at der i umiddelbar forlængelse heraf vil blive indgået en række konkrete aftaler med pengekreditorer og samarbejdspartnere, der vil forbedre selskabets kapitalstruktur betydeligt. Det forventes således ved disse efterfølgende tiltag, at egenkapitalen som minimum vil blive yderligere forbedret med 10 mio. kr., og at der tillige vil blive indgået aftaler, der vil forbedre selskabets likviditetsmæssige situation.

Selskabet vil efter den ekstraordinære generalforsamling fremkomme med en ny fondsbørsmeddelelse indeholdende vedtagelserne på generalforsamlingen, ligesom selskabet vil orientere markedet om hvorledes de ovenfor nævnte øvrige tiltag effektueres.

For yderligere information om KIF Håndbold Elite A/S kontakt da:

Adm. Direktør, Jens Boesen på telefon 7632 6001

KIF Håndbold Elite A/S:

Ambolten 2-6

6000 Kolding

www.kif.dk

 

Certified Advisor:

BankNordik P/F

Húsagøta 3

Postbox 3048

FO – 110 Tórshavn

Færøerne

Niels Juel Arge +298 330 351

Jan A. Guttersen +298 330 349

www.banknordik.fo

www.banknordik.dk

 

KIF Håndbold Elite A/S er et selskab hvis formål er, at drive elitehåndbold. Herreligaen (HHL) under navnet KIF Kolding og 2. division herrer under navnet KIF Vamdrup med tilhørsforhold og hjemmebane i Vamdrup.


Attachments

Fondsbørsmeddelelse nr 2 - 30.04.2013 Etablering af styrket kapitalgrundlag.pdf