Halvårsrapport 1. halvår 2013


Lollands Bank A/S og Vordingborg Bank A/S planlægger fusion

 

Som allerede meddelt i tidligere selskabsmeddelelse, har bestyrelserne i Lollands Bank og Vordingborg Bank besluttet at fusionere. Formålet hermed er at skabe en stærkere lokalbank med et forbedret forretningsgrundlag, en forbedret rentabilitet og et større kapitalgrundlag. Den fusionerede bank vil have sit primære markedsområde på Lolland Falster og Sydsjælland, og det vurderes at blive til fordel for lokalområderne, aktionærerne, medarbejderne samt nuværende som potentielle kunder.

 

Vordingborg Bank har haft et utilfredsstillende resultat i 1. halvår 2013 med et resultat før og efter skat på henholdsvis -7,0 mio. kr. og -6,2 mio. kr. Et negativt resultat er dels en konsekvens af udgiftsført fratrædelsesgodtgørelse mv. til fratrådt direktør og ledende medarbejder på 6,2 mio. kr. og dels en konsekvens af nedskrivninger på udlån svarende til 8,6 mio. kr. Nedskrivninger på udlån er en følge af den fortsatte konjunkturnedgang, som har påvirket en række af bankens engagementer.

 

Bankens solvensprocent og solvensbehov er med udgangen af 1. halvår 2013 opgjort til henholdsvis 13,2 pct. og 12,4 pct. hvilket resulterer i en solvensoverdækning på 0,8 pct.

 

Bankens ledelse har vurderet, at banken ved at fusionere med Lollands Bank vil stå med et stærkt kapitalgrundlag, som er en forudsætning for deltagelse i de kommende års forventede vækst i markedsområdet som følge af byggeri af ny Storstrømsbro, fængselsbyggeri på Nordfalster og ikke mindst Femern-forbindelsen. Herudover ser ledelsen muligheder for sammen med Lollands Bank at skabe synergieffekter, der vil kunne fremme de to bankers samlede styrke og rentabilitet.   

 

Fusionen planlægges gennemført inden udgangen af 2013, såfremt fusionen godkendes af de respektive bankers generalforsamlinger.  

 

Eventuelle spørgsmål til pressemeddelelsen eller halvårsrapporten kan fås ved henvendelse til bestyrelsesformand Morten Lynge Andersen på telefon 30 26 31 44.

 

 

Med venlig hilsen

VORDINGBORG BANK

 

Morten Lynge Andersen

      Bestyrelsesformand


Attachments

Pressemeddelelse pr. 30. juni 2013.pdf Halvårsrapport 2013.pdf