Delårsrapport for Dantherm A/S for 3. kvartal 2013


Skive, Danmark, 2013-10-30 09:09 CET (GLOBE NEWSWIRE) --  

Dantherm realiserede i de første tre kvartaler i 2013 en omsætning på DKK 356 mio., hvilket er på niveau med samme periode af 2012. Driftsresultatet (EBIT) blev et overskud på DKK 2,0 mio. mod DKK 2,9 mio. i de første ni måneder af 2012. Der forventes stigende aktivitet i 4. kvartal og samlet for 2013 større omsætning og EBIT end i 2012, men lavere omsætning og EBIT end tidligere udmeldt.

Administrerende direktør Torben Duer udtaler:

”Med ordrebeholdningen til 4. kvartal ser vi betydelig højere aktivitet resten af året, således at både omsætning og driftsindtjening i 2013 forventes at blive bedre end i 2012. De første tre kvartaler blev svagere end forventet som følge af lavere salg inden for HVAC forretningsområdet mobil varme og køl, der havde højt salg i 2012, og udskydelse af Telecom netværksoperatørprojekter i både Europa og Kina.”

Udvikling i 3. kvartal 2013

  • Omsætningen blev DKK 117 mio. i forhold til DKK 131 mio. i 3. kvartal 2012. Omsætningen inden for HVAC var 18 % lavere, mens omsætningen inden for Telecom steg med 5 % i forhold til samme periode sidste år.
  • Driftsresultatet (EBIT) blev et underskud på DKK 0,4 mio. mod et overskud på DKK 5,7 mio. i  3. kvartal 2012.

Udvikling i de første ni måneder af 2013

  • Omsætningen blev DKK 356 mio. mod DKK 364 mio. i de første ni måneder af 2012. Omsætningen inden for HVAC var 13 % lavere, mens omsætningen inden for Telecom steg med 20 %.
  • Driftsresultatet (EBIT) blev et overskud på DKK 2,0 mio. mod DKK 2,9 mio. i samme periode af 2012.

Uopfordret interesseindikation fra mulig køber af Dantherm A/S

  • Som nævnt i selskabsmeddelelse nr. 13 fra 16. oktober 2013 har Dantherm modtaget en uopfordret interesseindikation fra en mulig køber af virksomheden. På den baggrund har bestyrelsen besluttet at iværksætte en analyse med henblik på bedst muligt at kunne vurdere denne henvendelse. Analysen vil indgå i bestyrelsens vurdering af Dantherms samlede strategiske muligheder for at styrke forretningsudvikling og kapitalgrundlag.

Forventninger til 2013

  • Dantherm forventer i 2013 en omsætning i niveauet DKK 500 mio. og et driftsresultat (EBIT) på DKK 5 – 10 mio. mod de tidligere forventninger om en omsætning på DKK 525-550 mio. og et driftsresultat (EBIT) på DKK 15-20 mio. Den lavere omsætning og indtjening skyldes udskydelse af projekter til Telecom netværksoperatørerne som tidligere var forventet i 2. halvår.
  • Omkostninger relateret til den af bestyrelsen igangsatte analyse som nævnt i selskabsmeddelelse nr. 13 fra 16. oktober 2013 er ikke indeholdt i forventningerne til driftsresultatet (EBIT).

Eventuelle henvendelser vedrørende denne meddelelse kan ske til adm. direktør Torben Duer på telefon 99 14 90 14.

 


 


Attachments

14_Q3_20131030.pdf