FLSmidth opnår store kontrakter på drift og vedligeholdelse i Nigeria


Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 27-2013, 4. november 2013

FLSmidth og dets datterselskaber har indgået en række kontrakter med den nigerianske cementproducent Dangote Cement PLC ("Dangote") på drift og vedligeholdelse af visse produktionslinier på kundens cementfabrikker i Nigeria over en periode på fem år. Parterne er enige om ikke at oplyse værdien af kontrakterne. FLSmidth har haft en forretningshistorie med Dangote Cement PLC, der inkluderer levering af to af de fire produktionslinier på Dangote Cement PLCs fabrik i Obajana i delstaten Kogi i Nigeria.  

Kontrakterne, der tilsammen udgør den største kontrakt på drift og vedligeholdelse FLSmidth har opnået til dato, omfatter drift og vedligeholdelse af fabrikken fra knuser til pakkeri, herunder en komplet opgradering af automationskontrolsystemerne. FLSmidth starter driften og vedligeholdelsen på den ene af fabrikkerne om cirka seks måneder, mens driften og vedligeholdelsen af de andre linier følger derefter.

"Disse ordrer understreger FLSmidths evner og voksende rolle som operatør af cementfabrikker. I udvælgelsen af FLSmidth til drift og vedligeholdelse af deres cementfabrikker lagde Dangote Group stor vægt på, at vi fokuserer på anvendelse af lokal arbejdskraft og på uddannelse, herunder at vi har demonstreret vores evne til at uddanne et stort antal medarbejdere gennem FLSmidth Institute - de indgåede kontrakter omfatter en medarbejderstab på cirka 1000 personer," udtaler koncerndirektør Bjarne Moltke Hansen.

Dangote Cement PLC er den største cementproducent i Nigeria med en markedsandel på over tres (60) procent og den hurtigst voksende cementproducent i Afrika med en estimeret årsproduktion på cirka 50 millioner tons klinker i de kommende år.

"Efter at have besluttet at lægge driften og vedligeholdelsen af vores cementfabrikker ud til en ekstern partner har det afgørende kriterium været at finde en serviceudbyder, der kan levere stabil driftssikkerhed. Og det er noget, vi mener, at FLSmidth kan levere," siger administrerende koncerndirektør i Dangote Group, Alhaji Aliko Dangote.  

Kontrakterne indtægtsføres af Customer Services divisionen og vil bidrage til FLSmidths indtjening indtil 2018. Ordreindgangen vil blive indtægtsført på en 12 måneders løbende basis i løbet af hele kontraktperioden.

                -------------------------------------

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til koncerndirektør Bjarne Moltke Hansen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 00.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations


Attachments

Link til PDF-version