Vestjysk Bank iværksætter frivillig konvertering af statsligt kapitalindskud på ca. 575 mio. kr.


Finanstilsynet
NASDAQ OMX Copenhagen
Oslo Børs


20. december 2013



Vestjysk Bank iværksætter frivillig konvertering af statsligt kapitalindskud på ca. 575 mio. kr.

I forlængelse af selskabsmeddelelse af 12. december 2013 om status på undersøgelser om mulige strukturelle tiltag til en forbedring af Vestjysk Banks kapitalberedskab, har Vestjysk Bank i dag besluttet at iværksætte frivillig konvertering af en del af Vestjysk Banks statslige kapitalindskud.

Konverteringen vil omfatte statsligt kapitalindskud med hovedstol på i alt ca. 575 mio. kr. optaget af banken i henhold til aftale af 20. august 2009. Hertil kommer vedhængende renter, der forventes at udgøre i alt ca. 12 mio. kr., forudsat at konverteringen gennemføres medio januar 2014 som planlagt.

Konverteringen vil finde sted i overensstemmelse med vilkårene i ovennævnte aftale. Vilkårene er optaget som bilag 1 til bankens vedtægter og kan findes på bankens hjemmeside, www.vestjyskbank.dk. Konverteringen af påløben rente sker i henhold til separat kapitalforhøjelsesbeslutning truffet af bestyrelsen.

Konverteringskursen vil blive fastsat til markedsværdien af bankens aktier som fastsat af en af FSR – Danske Revisorer udpeget vurderingsmand på grundlag af de retningslinjer, der fremgår af aftalen om statsligt kapitalindskud af 20. august 2009.

Konverteringen forventes gennemført hurtigst muligt efter offentliggørelsen af vurderings­mandens rapport, der skal foreligge senest tre uger efter konverteringsmeddelelsen.

Statens ejerandel efter konverteringen vil afhænge af den af vurderingsmanden fastsatte konverteringskurs.

Konverteringen medfører isoleret set en forbedring af bankens egentlige kernekapitalprocent, som fra 2014 vil blive undergivet særskilte krav efter de nye CRD IV regler, mens konverteringen kun medfører en isoleret set marginal forbedring af bankens samlede solvensprocent.

Udviklingen i bankens solvensnøgletal og solvensbehov, og dermed opfyldelsen af solvenskravene i relation til CRD IV fremadrettet, vil fortsat være forbundet med betydelig usikkerhed og vil således bl.a. være afhængigt af resultatudviklingen, bankens nedskrivninger og effekten af den løbende slankning af balancen.

Banken fortsætter uændret sine bestræbelser på at finde en mere varig løsning på bankens kapitalmæssige udfordringer som beskrevet i selskabsmeddelelsen af 12. december 2013.

Henvendelse vedrørende denne meddelelse kan rettes til adm. bankdirektør Vagn Thorsager, tlf. 96 63 21 03.



Vestjysk Bank A/S


Steen Hemmingsen                           Vagn Thorsager

bestyrelsesformand                          adm. bankdirektør


Vestjysk Bank A/S
Torvet 4-5
7620 Lemvig
Telefon 96 63 20 00

CVR-nr. 34 63 13 28
www.vestjyskbank.dk


Attachments

Selskabsmeddelelse - Vestjysk Bank iværksætter frivillig konvertering af statsligt kapitalindskud på ca. 575 mio. kr.pdf