FLSmidth skal levere cementproduktionslinie i Qatar


Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 37-2013, 27. december 2013.

FLSmidth har modtaget en ordre til en værdi af DKK 515 mio. til den qatarske cementproducent Al Khalij Cement, som omfatter levering af en komplet cementproduktionslinie til kundens fabrik i Umm Bab, cirka 100 km øst for Doha.

Produktionslinien bliver en kopi af en eksisterende linie, som FLSmidth leverede i 2007. Ordren omfatter alt hovedudstyret til produktionslinien: transportanlæg, møller, en komplet ovnlinie, el- og automationssystemer samt filtre.

Produktionslinien leveres i samarbejde med CNBM International Engineering, som er en del af China National Building Materials (CNBM) - Kinas største byggematerialekoncern og en global leverandør af integrerede EPC (Engineering, Procurement og Construction) projekter. FLSmidths rolle i samarbejdet er at konstruere anlægget og levere hovedmaskinerne. CNBM har turnkey-ansvaret og har opnået ordren fra Al Khalij Cement i samarbejde med FLSmidth.

"Ordren til FLSmidth og CNBM kombinerer miljømæssigt avanceret proces-knowhow, konstruktion og udstyrsleverancer fra FLSmidth med en omkostningseffektiv EPC-kontrakt.
Tilsammen kan vi tilbyde kunden den optimale løsning på alle fronter," udtaler direktør for Cement-divisionen Per Mejnert Kristensen.

Ordren indtægtsføres af Cement-divisionen og vil bidrage til FLSmidths indtjening indtil midten af 2015.

               -------------------------------------

Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til direktør for Cement-divisionen Per Mejnert Kristensen, FLSmidth & Co. A/S på tlf. +45 30 93 18 77.  

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations


Attachments

Link til PDF-version