Berlin IV A/S - Hovedpunkter i delårsrapport for Berlin IV A/S, perioden 1. juli – 31. december 2013

Nasdaq OMX Copenhagen A/S


Selskabsmeddelelse nr. 1/2014 
Aarhus, 18. februar 2014 
CVR. Nr. 29 14 98 60 
www.berlin4.dk

 

Hovedpunkter i delårsrapport for Berlin IV A/S, perioden 1. juli – 31. december 2013
___________________________________________________________________________

Selskabet fortsætter den positive udvikling og periodens resultat efter skat udgør EUR 16 mio. svarende til en egenkapitalforrentning i perioden på 17,6 %.  En del af årets resultat kan henføres til en engangseffekt fra vurdering af byggeretter på i alt EUR 7,2 mio. efter skat.

  • Resultatet før skat ekskl.  dagsværdiændringer på ejendomme stiger 50 % til EUR 1,97 mio. i forhold til samme periode sidste år og som en konsekvens af det gode resultat opjusteres forventningerne for hele året med EUR 0,25 mio. til et niveau på ca. EUR 3,75 – 4,25 mio.
     
  • Omsætningen udgør for perioden EUR 7,26 mio. Korrigeret for salg af ejendomme, svarer det til en ”like for like” vækst på 4,6%
     
  • Tomgangen er reduceret til 2,9 % mod 3,6 % på samme tidspunkt sidste år.
     
  • Selskabet har foretaget en dagsværdiændring af ejendomsværdierne til EUR 248,4 mio. fra EUR 231,3 mio. pr. 30.06.2013. Dagsværdiændringen er foretaget på uændrede afkastkrav i forhold til  valuarvurderingen i seneste årsrapport og ved at inddrage værdien af byggemuligheder.  
     
  • Selskabets egenkapital udgør EUR 97,5 mio., hvilket svarer til en indre værdi pr. aktie på DKK 2,46 – fratrækkes selskabets beholdning af egne aktier udgør den indre værdi pr. aktie DKK 2,61, hvilket er en vækst på ca. 65% sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.
     
  • Selskabet har i perioden hjemkøbt i alt 14.005.898 stk. egne aktier til en pris på DKK 2,10 pr. aktie.

Eftersom selskabets forretningsmodel har udviklet sig de senere år, således, at der løbende sælges såvel ejerlejligheder som enkeltejendomme, og dette også vurderes, at være tilfældet fremadrettet, er det med virkning fra indeværende finansår besluttet, at følge IFRS-retningslinjerne for placering af dagsværdiændringer i resultatopgørelsen. Dette medfører, at også ikke-realiserede dagsværdiændringer anses for en del af driftsresultatet. Selskabet vil fortsat basere guidance på driftsresultat ekskl. dagsværdiændringer og skat, der vil være angivet i tilknytning til resultatopgørelsen.

Som varslet i årsrapporten 2012/2013 har selskabet ved en ekstern arkitekt, gennemgået og kortlagt de muligheder, som porteføljen rummer for udbygning af tagrum, tilbygninger og nybyggeri. Værdien af dette potentiale er jf. reglerne i IFRS 13, blevet vurderet af en ekstern valuar og ud af årets samlede dagsværdiændring af ejendomme på i alt EUR 17,1 mio., kan de ca. EUR 8,6 mio. (svarende til ca. 3,5% af den samlede værdi) henføres hertil.

Forventninger til hele regnskabsåret 2013/2014:

Den positive udvikling ventes at fortsætte i sidste halvdel af regnskabsåret. Der forventes fortsat en omsætning i niveauet EUR 14,5 mio., men forventningerne til resultat før skat og ekskl. dagsværdiændringer af ejendomme og finansielle instrumenter opjusteres med EUR 0,25 mio. til ca. EUR 3,75 – 4,25 mio.

Aarhus, februar 2014

Erik Stannow, bestyrelsesformand

____________________________________________________________________________________________________
Eventuelle henvendelser vedrørende selskabsmeddelelsen rettes til selskabets administrerende direktør Søren Krarup på telefon +45 60 19 64 33 eller selskabets bestyrelsesformand Erik Stannow på telefon + 44 77 17 89 81 04.


Attachments

Delårsrapport 2013:14.pdf