FLSmidth får tredje større ordre fra kunde i Mongoliet


Selskabsmeddelelse til Finanstilsynet nr. 11-2014, 7. maj 2014.

FLSmidth har modtaget ordrer til en værdi af cirka DKK 231 mio. fra den mongolske virksomhed Mongolyn Alt (MAK) Group på levering af ingeniørarbejde, indkøb og byggetilsyn i forbindelse med opførelsen af Tsagaan Suvarga kobber- og molybdænprocesanlægget. Dette helt nye anlæg med en kapacitet på 40.000 tons malm i døgnet skal placeres i den centrale del af Oyu Tolgoi i South Gobi-regionen i det sydøstlige Mongoliet, hvor der er påviste forekomster af porfyrkobber.

FLSmidth leverer i øjeblikket procesteknologi til alle hovedprocesserne i anlægget i henhold til en særskilt og tidligere opnået kontrakt offentliggjort i 2011 (se selskabsmeddelelse nr. 34-2011, 23. december 2011).

MAK er den tredje største virksomhed i Mongoliet med alsidige forretningsaktiviteter, herunder kul- og guldminedrift. Dette bliver den mongolske virksomheds første kobberprocesanlæg. I februar 2012 modtog FLSmidth en ordre fra MAK på levering af en helt ny cementfabrik (se selskabsmeddelelse nr. 06-2012, 9. februar 2012).  

"Det glæder os meget at modtage denne tredje større ordre fra MAK til deres Tsagaan Suvarga kobber- og molybdænprocesanlæg. Det bekræfter, at vores strategi om at arbejde tættere sammen med vores kunder og imødekomme deres behov for support og services er afgørende for at udvikle langvarige samarbejdsrelationer," udtaler direktør for Mineral Processing-divisionen Peter Flanagan.

Ordren indtægtsføres af Mineral Processing-divisionen og vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening indtil midten af 2017.

                -------------------------------------
  
Henvendelser om denne meddelelse kan rettes til koncerndirektør for Mineral Processing-divisionen Peter Flanagan, FLSmidth & Co. A/S på tlf. 36 18 18 00.

For yderligere oplysninger om FLSmidth henvises til www.flsmidth.com.

Med venlig hilsen

Pernille Friis Andersen
Corporate Communications & Investor Relations


Attachments

Link til PDF-version