Forløbet af ekstraordinær generalforsamling afholdt den 31. marts 2015 kl. 09:00


Der er i dag den 31. marts 2015 kl. 9:00 afholdt ekstraordinær generalforsamling i Nordjyske Bank A/S. Generalforsamlingen blev afholdt med henblik på vedtagelse af fusionen mellem Nordjyske Bank som den fortsættende bank og Nørresundby Bank som den ophørende bank i overensstemmelse med den fælles fusionsplan og fusionsredegørelse af 1. marts 2015 samt med henblik på vedtagelse af en række vedtægtsændringer og valg af medlemmer til repræsentantskabet som en konsekvens af fusionen. Fusionen skal ses i sammenhæng med Nordjyske Banks fremsatte købstilbud den 14. januar 2015 til aktionærerne i Nørresundby Bank, som blev erklæret endeligt den 27. februar 2015, og der henvises i den forbindelse til bankens offentliggjorte selskabsmeddelelser om købstilbuddet og fusionen, som er tilgængelige på bankens hjemmeside www.nordjyskebank.dk.

Advokat Per Christensen blev valgt som dirigent på generalforsamlingen. 

Dirigenten konstaterede, at der på generalforsamlingen ikke var repræsenteret mindst 2/3 af den stemmeberettigede aktiekapital, hvilket i henhold til vedtægternes § 11, stk. 1, kræves for at vedtage fusionen på kun én generalforsamling. 

Forslaget om fusionen blev dog vedtaget med mindst 2/3 af de afgivne stemmer og af den på generalforsamlingen repræsenterede aktiekapital, og dirigenten hævede herefter generalforsamlingen med henblik på at afholde en supplerende ekstraordinær generalforsamling i banken kl. 10:00 i overensstemmelse med vedtægternes § 11, stk. 2. Forslaget om fusionen og samtlige de øvrige forslag på dagsordenen vil herefter blive behandlet på den supplerende generalforsamling uden hensyn til den repræsenterede stemmeberettigede aktiekapitals størrelse på den pågældende generalforsamling.  

Gennemførelse af beslutningen om fusionen er betinget af Finanstilsynets tilladelse.


Attachments

19.2015 Forløbet af ekstraordinær generalforsamling afholdt 31.03.2015 kl 0900.pdf