Genmab offentliggør resultat for første kvartal 2015


12. maj 2015: København, Danmark;
Delårsrapport for første kvartal 2015

Bemærk venligst at dette er et uddrag af delårsrapporten, og at den samlede delårsrapport for første kvartal 2015 kun foreligger på engelsk.

  • Positive præliminære resultater fra fase II studiet med daratumumab til behandling af dobbelt-refraktær myelomatose
  • Positive top-line resultater fra fase III studiet COMPLEMENT 2 med Arzerra® plus fludarabin og cyclofosfamid til behandling af recidiverende CLL
  • Indgik samarbejde om DuoBody® platformen med BioNovion og erhvervede antistofbaserede aktiver fra iDD Biotech
  • Overdragelsen af ofatumumab-samarbejdet fra GlaxoSmithKline (GSK) til Novartis trådte i kraft
  • Driftsresultat forbedret med DKK 77 mio. i forhold til første kvartal 2014

“Vi har allerede offentliggjort væsentlige resultater i første kvartal af indeværende år. Vi var yderst tilfredse med de positive præliminære data i fase II studiet med daratumumab til behandling af dobbelt-refraktær myelomatose. Overdragelsen af ofatumumab-aftalen fra GSK til Novartis blev gennemført succesfuldt, og vi samarbejder allerede med Novartis om det fremtidige udviklingsprogram for ofatumumab i cancerindikationer. Vi har også offentliggjort årets første teknologi-aftale, hvorunder vi vil samarbejde med BioNovion om DuoBody platformsprodukter inden for immuno-onkologi. Endvidere har vi tilføjet et nyt præklinisk program til vores portefølje med erhvervelsen af antistoffer rettet mod DR5 fra iDD Biotech,” udtaler Jan van de Winkel, ph.d., Chief Executive Officer hos Genmab.

Økonomiske resultater i første kvartal 2015

  • Genmabs omsætning udgjorde DKK 107 mio. i første kvartal 2015 sammenlignet med DKK 247 mio. i den tilsvarende periode af 2014. Faldet på DKK 140 mio., svarende til 57%, kunne primært henføres til lavere milestonebetalinger i vores daratumumab-samarbejde med Janssen.
  • Driftsomkostningerne udgjorde DKK 110 mio. i første kvartal 2015 mod DKK 151 mio. i første kvartal 2014. Nedgangen på DKK 41 mio., eller 27%, skyldtes primært lavere omkostninger forbundet med ofatumumab- og daratumumab-programmerne, som delvist blev opvejet af større investeringer i vores forskning og teknologiplatforme.
  • Et driftsoverskud på DKK 173 mio. i første kvartal 2015 sammenlignet med DKK 96 mio. i samme periode i 2014. Forbedringen på DKK 77 mio. kunne henføres til indtægter fra den ophævede finansieringsforpligtelse for ofatumumab på DKK 176 mio., som delvist blev modsvaret af faldende omsætning.
  • Den 31. marts 2015 havde Genmab en likviditet på i alt DKK 2.945 mio. Dette er en nettostigning på DKK 285 mio. i forhold til begyndelsen af 2015, som primært kunne henføres til provenuet fra udnyttelsen af warrants på DKK 317 mio., som delvist blev opvejet af løbende investeringer i vores forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Forretningsmæssige resultater i første kvartal og efter regnskabsperiodens afslutning

  • Maj: Offentliggjorde en nettoomsætning for Arzerra fra GSK & Novartis i første kvartal 2015 på GBP 11,1 mio., hvilket gav Genmab en royaltybetaling på ca. DKK 22 mio.
  • April: Offentliggjorde positive top-line resultater fra fase III studiet COMPLEMENT 2, som viste, at behandling med Arzerra plus fludarabin og cyclofosfamid nåede det primære endpoint om forbedret progressionsfri overlevelse hos patienter med recidiverende CLL (p = 0,0036) sammenlignet med patienter, der alene fik fludarabin og cyclofosfamid. Data vil blive drøftet med de regulatoriske myndigheder i USA og EU for at evaluere potentialet for fremtidige registreringsansøgninger.
  • April: Opnåede en milestonebetaling på USD 10 mio. i daratumumab-samarbejdet med Janssen Biotech, Inc. som følge af fremskridt i det igangværende fase III studie (“Alcyone” MMY3007), hvor daratumumab i kombination med bortezomib, melphalan og prednisolon (VMP) sammenlignes med VMP alene som førstelinjebehandling af patienter med myelomatose, der ikke anses for at være kandidater til stamcelletransplantation.
  • Marts: Offentliggjorde en aftale om at erhverve antistoffer og tilhørende patenter og know-how fra iDD Biotech SAS.
  • Marts: Offentliggjorde beslutningen om ikke at udnytte option til fælles udvikling af HuMax®-TAC-ADC under vores aftale med ADC Therapeutics Sarl. Genmab beholder en ejerandel på 25% i produktet.
  • Marts: Offentliggjorde, at aftalen om overdragelse af ofatumumab-samarbejdet fra GSK til Novartis trådte i kraft. Som følge af overdragelsen skal Genmab ikke finansiere udviklingsomkostninger forbundet med ofatumumab i 2015 og fremover og vil ikke være forpligtet til at betale den eksisterende udskudte finansieringsforpligtelse på DKK 176 mio. GSK licenserede rettighederne til at fortsætte med at udvikle ofatumumab i autoimmune indikationer fra Novartis.
  • Februar: Indgik en aftale om fælles udvikling og kommercialisering med BioNovion med henblik på at evaluere en række DuoBody produktkandidater rettet mod immune checkpoints.
  • Februar: Offentliggjorde præliminære resultater fra fase II studiet med daratumumab til behandling af dobbelt-refraktær myelomatose. Disse data drøftes med sundhedsmyndighederne.

Forventninger til 2015
Genmab fastholder sine opdaterede resultatforventninger til 2015 som offentliggjort den 11. marts 2015.

Telefonkonference
Genmab afholder en telefonkonference på engelsk for at præsentere resultatet for første kvartal 2015 i dag tirsdag den 12. maj kl. 18.00 CEST, 17.00 BST eller 12.00 EDT. Ring venligst på følgende telefonnumre:

+1 866 682 8490 (i USA) og spørg efter Genmabs telefonkonference
+44 1452 555 131 (uden for USA) og spørg efter Genmabs telefonkonference

Det er muligt at høre en live eller arkiveret webcast af telefonkonferencen og se de relevante slides på www.genmab.com

Kontakt:
Rachel Curtis Gravesen, Senior Vice President, Investor Relations & Communications
T: +45 33 44 77 20; M: +45 25 12 62 60; E: r.gravesen@genmab.com

Delårsrapporten indeholder fremadrettede udsagn. Ord som ”tror”, ”forventer”, ”regner med”, ”agter” og ”har planer om” og lignende udtryk er fremadrettede udsagn. De faktiske resultater eller præstationer kan afvige væsentligt fra de fremtidige resultater eller præstationer, der direkte eller indirekte er kommet til udtryk i sådanne udsagn. De væsentlige faktorer, som kunne bevirke at vore faktiske resultater eller præstationer afviger væsentligt, inkluderer bl.a., risici forbundet med præklinisk og klinisk udvikling af produkter, usikkerheder omkring udfald af og gennemførelse af kliniske forsøg herunder uforudsete sikkerhedsspørgsmål, usikkerheder forbundet med produktfremstilling, manglende markedsaccept af vore produkter, manglende evne til at styre vækst, konkurrencesituationen vedrørende vort forretningsområde og vore markeder, manglende evne til at tiltrække og fastholde tilstrækkeligt kvalificerede medarbejdere, manglende adgang til at håndhæve eller beskytte vore patenter og immaterielle rettigheder, vort forhold til relaterede selskaber og personer, ændringer i og udvikling af teknologi, som kan overflødiggøre vore produkter samt andre faktorer. For yderligere oplysninger om disse risici henvises til afsnit vedrørende risiko i Genmabs seneste årsrapport, som er tilgængelig på www.genmab.com samt afsnittet "Significant Risks and Uncertainties" i delårsrapporten. Genmab påtager sig ingen forpligtigelser til at opdatere eller revidere fremadrettede udsagn i delårsrapporten og bekræfter heller ikke sådanne udsagn i forbindelse med faktiske resultater, medmindre dette kræves i medfør af lov. 

Genmab A/S og dets datterselskaber ejer følgende varemærker: Genmab®, det Y-formede Genmab logo®, Genmab i kombination med det Y-formede Genmab logo™, DuoBody logoet®, HexaBody logoet™, HuMax®, HuMax-CD20®, DuoBody®, HexaBody® og UniBody®. Arzerra® er et varemærke tilhørende Novartis Pharma AG.

CVR-nr. 2102 3884

Genmab A/S
Bredgade 34E
1260 København K
Danmark


Læs den samlede delårsrapport for første kvartal 2015 i vedhæftede pdf-fil eller på www.genmab.com


Attachments

20_q1_report_2015_120515_uk.pdf