Fondsbørsmeddelelse 46.2015 - Fremtidig aktivitet og strategi for selskabet


Som udmeldt i Fondsbørsmeddelelse 44.2015 har Bestyrelsen d.d. afholdt ekstraordinært bestyrelsesmøde med Selskabets fremtidig aktivitet og strategi på agendaen.

 

Bestyrelsen vil nedenfor redegøre for Selskabets aktivitet, økonomiske situation, ledelse samt Bestyrelsens anbefalinger til Selskabets ordinære generalforsamling den 23. oktober 2015.

 

Læseren af nærværende meddelelse opfordres samtidig til at gennemgå de tidligere udsendte fondsbørsmeddelelser, som fremgår af selskabets hjemmeside, www.invsel.dk.

 

 

Selskabets aktivitet

Selskabet er pr. 1. juli 2015 uden driftsaktivitet. Selskabet søger – og har i en periode søgt - ny aktivitet, men uden at der pt. foreligger nogen konkrete planer.

 

På Selskabets ordinære generalforsamlingen den 23. oktober har én af Selskabets aktionærer, Hellerup Finans A/S, stillet forslag om tiltag som skal forberede Selskabet på ny aktivitet.

Hellerup Finans A/S har overfor Bestyrelsen (i vedhæftede skrivelse) redegjort for intentionerne med Selskabet og de indsendte forslag til generalforsamlingen.

 

Bestyrelsen har således forstået at intentionerne med Selskabet går ud på at skabe et børsnoteret konsulenthus. Det er essentielt for Ledelsen i Selskabet, at Hellerup Finans A/S samtidig har tilkendegivet overfor Bestyrelsen, at de har til hensigt at sikre at Selskabet har den fornødne driftskapital til Selskabets fortsatte drift. Hellerup Finans A/S betinger sig dog generalforsamlingens godkendelse af alle dagsordens punkter. Der henvises igen til vedhæftede skrivelse fra Hellerup Finans A/S. Hellerup Finans A/S vil nærmere redegøre herfor på Selskabets ordinære generalforsamling.

 

Såfremt generalforsamlingen ikke godkender alle dagsordenens punkter som de forelægger nu, er alternativet sandsynligvis, at selskabet må opløses enten ved en solvent likvidation eller konkursbehandling i løbet af fjerde kvartal 2015 eller første kvartal 2016.

 

Bestyrelsen kan dog ikke udelukke at andre modeller for Selskabet kan komme på tale, ligesom der ingen garanti er for, at den nuværende eller kommende bestyrelses arbejde vil resultere i, at selskabet kan optage ny erhvervsmæssig aktivitet.

 

 

Selskabets økonomiske situation

Grundet Selskabets situation og manglende aktivitet, har Selskabet ikke tidligere udmeldt nogle resultatforventninger eller -prognoser for regnskabsåret 2015/2016.

 

Selskabet står i en risikofyldt overgangsfase hvor den fortsatte drift af Selskabet er betinget af at der findes ny kapital og aktivitet til Selskabet, idet Ledelsens vurderer at Selskabet ikke har arbejdskapital til 12 måneders drift. Ledelsen vurderer pt. at Selskabet med den nuværende arbejdskapital og omkostningsstruktur risikerer at løbe tør for likvider indenfor en 5 måneders periode.

 

Ledelsen vurderer at Selskabet behøver yderligere kapital i størrelsesordenen 0,9 til 1,3 MDKK for at kunne opretholder driften de næste 12 måneder. Hertil kommer yderligere kapitalbehov i tilfælde af at Selskabet ønsker opstart af ny aktivitet.

 

Ledelsen vurderer at det er sandsynligt at Selskabet får mulighed for at få tilført den nødvendige kapital til fortsat drift, under forudsætning af at de pt. fremsatte forslag på generalforsamlingen den 23. oktober 2015 bliver gennemført. Dog bemærkes det at Hellerup Finans’ intentioner er uden for Ledelsens kontrol, hvorfor Ledelsen ikke kan garantere at en kapitaltilførsel vil blive gennemført.

 

Der er risiko for at manglende arbejdskapital kan få væsentlig negativ indvirkning på Selskabets fremtidige virksomhed, resultater og finansielle stilling og i værste fald vil der være risiko for at Selskabet må tages under konkursbehandling, og at Aktierne i Selskabet vil miste deres værdi.

 

 

Selskabet ledelse

Selskabets Bestyrelse genopstiller ikke ved næste generalforsamling. Det er derfor op til generalforsamlingen at vælge en ny ledelse ved den ordinære generalforsamling den 23. oktober 2015.

 

Opgaven for en ny Bestyrelse bliver hurtigst muligt at sikre arbejdskapital til fortsat drift samt tilførsel af aktivitet til Selskabet. Dertil kommer udnævnelse af ny direktør, idet Selskabets nuværende direktør pt. kun er forlænget til udgangen af oktober 2015 jf. Fondsbørsmeddelelse nr. 29.2015.

 


 

 

Bestyrelsens anbefaling til Selskabets ordinære generalforsamling den 23. oktober 2015

Bestyrelsen har valgt at støtte de pt. fremsatte forslag til generalforsamlingen. Der henvises i denne forbindelse til Fondsbørsmeddelelse nr. 43.2015.

 

Bestyrelsen vurderer at de fremsatte forslag er det bedste bud på en fremtidig strategi for Selskabet.

 

Alternativet for Selskabet – en likvidation – vurderes ikke at give nogen værdi for aktionærerne, som i dette tilfælde sandsynligvis vil miste deres fulde værdi af aktierne.

 

Henset til ovenstående er det Bestyrelsens anbefaling, at generalforsamlingen stemmer de fremsatte forslag igennem på generalforsamlingen.

 

 

Viborg, den 7. oktober 2015.

 

 

Med venlig hilsen

Investeringsselskabet af 1. september 2015 A/S

 

 

Kontaktoplysninger:

Formand Palle Kjeldgaard-Christiansen 2078 6829


Attachments

Fondsbørsmeddelelse nr. 46.2015.pdf Fond nr. 46.2015 - Bilag 1 Brev fra HF til Bestyrelsen.pdf