Sparekassen Sjælland A/S : Sparekassen Sjælland A/S offentliggør prospekt.


Selskabsmeddelelse nr. 1/2015
Holbæk, den 2. december 2015

MÅ IKKE OFFENTLIGGØRES ELLER UDLEVERES HELT ELLER DELVIST, DIREKTE ELLER INDIREKTE, I ELLER TIL USA, CANADA, AUSTRALIEN, JAPAN, SCHWEIZ ELLER NOGEN ANDEN JURISDIKTION, HVOR DETTE VILLE UDGØRE EN OVERTRÆDELSE AF LOVGIVNINGEN I DEN PÅGÆLDENDE JURISDIKTION

Sparekassen Sjælland A/S offentliggør prospekt i forbindelse med optagelse til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen A/S

Sparekassen Sjælland er blevet omdannet til et sparekasseaktieselskab og er blevet optaget til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen A/S.

Der udbydes ikke nye aktier i forbindelse med optagelsen til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen A/S. 

Bestyrelsen for Sparekassen Sjælland A/S ("Sparekassen Sjælland") offentliggør i dag prospekt i forbindelse med:

  • Optagelsen til handel og officiel notering af 13.031.230 aktier á nominelt DKK 10 i Sparekassen Sjælland.
  • Optagelsen til handel og officiel notering sker i forlængelse af en gennemført omdannelse til et sparekasseaktieselskab i henhold til Lov om finansiel virksomhed §§ 207-213 og Selskabslovens §§ 236-251 ved fusion med Sparekassen Sjællands datterselskab Isefjords Alle A/S, som det fortsættende selskab under navnet Sparekassen Sjælland A/S med en bunden sparekassereserve på DKK 561 mio. og ved konvertering af garanternes garantkapital til aktiekapital.
  • Der udbydes ikke nye aktier i Sparekassen Sjælland i forbindelse med optagelsen til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen A/S.

Optagelse til handel og officiel notering

Sparekassen Sjællands aktiekapital består af nominelt DKK 130,3 mio. aktier fordelt på 13.031.230 stk. aktier á nominelt DKK 10.

Sparekassen Sjællands aktier har ikke tidligere været handlet offentligt.

Alle aktier i Sparekassen Sjælland er optaget til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen A/S under symbolet "SPKSJL" (ISIN koden DK0060670776).

Første handelsdag for aktierne forventes at blive den 3. december 2015. 

Stabilisering

Sparekassen Sjælland og Sydbank har indgået aftale om, at Sydbank på vegne af Sparekassen Sjælland kan foretage transaktioner, der stabiliserer, opretholder eller på anden måde påvirker kursen i op til 30 dage fra første handels- og officielle noteringsdag på Nasdaq Copenhagen.

Prospektet

Eksemplarer af prospektet kan rekvireres hos:

Sparekassen Sjælland A/S
Isefjords Alle 5
DK-4300 Holbæk
Tlf.:        59 48 11 11
E-mail:   ir@spks.dk

Prospektet kan ydermere rekvireres hos en af afdelingerne i Sparekassen Sjælland og det helejede datterselskab Sparekassen Fyn.

Prospektet kan med visse undtagelser downloades fra Sparekassen Sjællands hjemmeside: www.spks.dk.

Prospektet er alene udarbejdet på dansk.

Investorer, der overvejer at erhverve aktier i Sparekassen Sjælland, skal læse det fuldstændige prospekt og træffe sin beslutning på baggrund af dette.

Om Sparekassen Sjælland

Sparekassen Sjælland er med over 140.000 kunder, 42 filialer og mere end 540 dedikerede medarbejdere det 10. største danske pengeinstitut. Sparekassen Sjællands hovedsæde er placeret i Holbæk. Aktiviteterne på Fyn sker gennem det helejede datterselskab Sparekassen Fyn, med hovedsæde i Faaborg. Sparekassen Sjælland fokuserer på at skabe langvarige relationer med sine kunder, som består af privatkunder og små og mellemstore virksomheder primært på Sjælland, Øerne og Fyn. Sparekassen Sjælland har en stærk lokal forankring og et fuldt produktudbud, men med fravalg af spekulative forretninger.

Sparekassen Sjælland blev stiftet i 1825, og er i sin nuværende form et resultat af den omdannelse til sparekasseaktieselskab, som blev gennemført den 24. november 2015. Ved omdannelsen blev garantsparekassen Sparekassen Sjælland fusioneret med det helejede datterselskab Isefjords Alle A/S som det fortsættende selskab under navnet Sparekassen Sjælland A/S. I forbindelse med omdannelsen blev der etableret en bunden sparekassereserve på DKK 561 mio., og Sparekassen Sjællands ca. 26.000 garanters garantkapital blev konverteret til aktiekapital.

I forbindelse med omdannelsen til sparekasseaktieselskab fik Sparekassen Sjælland tilført ny garantkapital på DKK 259 mio. og dermed styrket den egentlige kernekapital. Den egentlige kernekapitalprocent pr. 30. juni 2015 blev herved forøget til 10,0 % i forhold til 8,2 % før omdannelsen, og kapitalprocenten pr. 30. juni 2015 blev forøget til 15,6 % i forhold til 14,8 % før omdannelsen.

Konverteringen af efterstillet kapital til garantkapital og nytegningen af garantkapital, som i forbindelse med omdannelsen blev konverteret til aktiekapital, sker på samme vilkår, som var gældende for alle øvrige garanter.

Reduktionen af den efterstillede kapital vil mindske Sparekassen Sjællands renteudgifter til efterstillet kapital med DKK 17 mio. om året.

Sparekassen Sjælland ønsker fremadrettet at fastholde og styrke sin position på det danske finansielle marked og at tilbyde sine kunder kompetent rådgivning med udgangspunkt i den stærke lokale forankring på Sjælland, Øerne og Fyn.

Bestyrelsesformand i Sparekassen Sjælland, Thomas Kullegaard udtaler:

"Vi har med omdannelsen af Sparekassen Sjælland styrket vores kapitalgrundlag og skabt optimale forudsætninger for, at Sparekassen Sjælland i de kommende år kan fastholde og styrke positionen som det stærke lokale pengeinstitut. Vores målsætning er at blive en stærk udbytteaktie, med udgangspunkt i en stabil og positiv forretning, til glæde for vores kommende og vores trofaste nuværende aktionærer."

Administrerende direktør i Sparekassen Sjælland, Lars Petersson udtaler videre:

"Sparekassen Sjællands optagelse til handel og officiel notering på Nasdaq Copenhagen markerer afslutningen på en lang og intens proces, hvor alle sparekassens medarbejdere har ydet en ekstraordinær indsats og taget imod nye opgaver og udfordringer med vanlig positivt sind. Vi begynder et nyt spændende kapitel i sparekassens lange historie, og vi vil i de kommende år arbejde hårdt, med udgangspunkt i sparekassens hævdvundne traditioner, for fortsat at være det naturlige og lokalt forankrede pengeinstitut for alle på Sjælland, Øerne og Fyn."

Yderligere information

Ønskes yderligere information:

Presse- og direktionsrådgiver Jan Løve
Tlf.: 40 10 76 44

Investor Relations Manager Jan Justesen
Administrerende direktør Lars Petersson

Vigtig meddelelse

Prospektet og denne meddelelse er en orientering til Sparekassen Sjællands aktionærer og er ikke et tilbud eller opfordring til køb af aktier i Sparekassen Sjælland. Enhver beslutning om at købe eller sælge aktier skal træffes uafhængigt af denne meddelelse og udelukkende på grundlag af de oplysninger, der er indeholdt i prospektet samt eventuelle ændringer og tillæg hertil.

De oplysninger, der er indeholdt i denne meddelelse, er kun til baggrundsinformation og foregiver ikke at være fyldestgørende eller fuldstændige. Investorer kan ikke henholde sig til oplysningerne i denne meddelelse eller til deres nøjagtighed eller fuldstændighed med henblik på noget formål.

Denne selskabsmeddelelse indeholder visse fremadrettede udsagn om Sparekassen Sjællands aktiviteter. Sådanne fremadrettede udsagn er baseret på oplysninger, antagelser og vurderinger, som Sparekassen Sjælland finder rimelige. Disse fremadrettede udsagn omfatter kendte og ukendte risici, usikkerheder og andre væsentlige forhold, der kan få Sparekassen Sjællands faktiske resultater, udvikling eller præstationer eller branchens resultater til at afvige væsentligt fra de fremtidige resultater, udvikling eller præstationer, der er udtrykt eller underforstået i forbindelse med disse fremadrettede udsagn. Hvis en eller flere af disse risikofaktorer eller usikkerhedsmomenter udløses, eller hvis en underliggende forudsætning viser sig at være forkert, kan Sparekassen Sjællands faktiske økonomiske stilling eller driftsresultater afvige væsentligt fra det, der er beskrevet som forudsat, vurderet, skønnet eller forventet.

Denne selskabsmeddelelse udgør ikke et tilbud om at sælge eller en opfordring til at tilbyde at købe aktier i Sparekassen Sjælland i USA eller i nogen anden jurisdiktion. Aktierne må ikke udbydes eller sælges i USA, medmindre registrering sker, eller i medfør af en undtagelse fra registreringskravene i U.S. Securities Act of 1933, med senere ændringer. Sparekassen Sjælland har ikke registreret og har ikke intentioner om at registrere aktierne i USA og har ej heller intentioner om at gennemføre et offentligt udbud af aktier i USA.


Attachments

Prospekt Prospektmeddelelse