Deltaq a/s indkalder til ekstraordinær generalforsamling, iværksætter tilbagekøb af egne aktier og opdaterer på current trading


Ishøj, Danmark, 2016-01-18 15:25 CET (GLOBE NEWSWIRE) -- Fondsbørsmeddelelse nr. 01-16

Deltaq a/s (“Selskabet”) indkalder til ekstraordinær generalforsamling, iværksætter tilbagekøb af egne aktier og opdaterer på current trading

 

  • Selskabet indkalder til ekstraordinær generalforsamling den 11. februar 2016 med forslag fra bestyrelsen om, at generalforsamlingen bemyndiger bestyrelsen til at anmode om afnotering af Selskabets aktier fra NASDAQ Copenhagen.

 

  • Selskabets bestyrelse har desuden besluttet at iværksætte et tilbagekøb af op til 385.000 stk. aktier i selskabet til DKK 32,00 pr. aktie á nominelt DKK 10,00.

 

  • Tilbagekøbet vil løbe fra 18. januar 2016 til 8. februar 2016 med afvikling af tilbagekøbet i umiddelbar forlængelse deraf.

 

  • En kreds af aktionærer i Selskabet, der pr. dags dato tilsammen besidder ca. 89,3 % af Selskabets aktiekapital, har indgået aftale om at samarbejde om en afnotering af Selskabet og har blandt andet aftalt at undlade at deltage i aktietilbagekøbet, at stemme for en afnotering af Selskabet og gennem et fællesejet holdingselskab at tvangsindløse eventuelle resterende aktionærer efter afnoteringen.

 

  • Bortset fra indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling den 11. februar 2016 og den kommende iværksættelse af aktietilbagekøb, er der ikke siden Selskabets offentliggørelse af delårsrapporten for 3. kvartal 2015 indtruffet begivenheder, som har medført en væsentlig ændring af Selskabets stilling.

 

Ekstraordinær generalforsamling og bemyndigelse til afnotering

Som offentliggjort i fondsbørsmeddelelse nr. 07-15 af 26. juni 2015 har Selskabets bestyrelse siden sommeren 2015 undersøgt de fremtidige strategiske og strukturelle muligheder for Selskabet og dets to porteføljeselskaber henset til porteføljeselskabernes nuværende udviklingsstadie og omkostningerne forbundet med en fortsat notering af Selskabet.

Bestyrelsen vurderer, at Selskabets resterende porteføljeselskaber kræver yderligere udvikling og kommercialisering, før de er salgsmodne, og afhændelse af porteføljeselskaberne vurderes derfor ikke nært forestående. Selskabets løbende omkostninger, hvoraf langt størstedelen relaterer sig til noteringen af Selskabets aktier og Selskabets børsretlige forpligtelser, er væsentlige set i forhold til Selskabets aktiver. På baggrund af de foretagne undersøgelser og drøftelser med større aktionærer vurderer bestyrelsen, at en afnotering af Selskabet vil være i Selskabets og aktionærernes interesse.

Bestyrelsen har derfor besluttet at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i Selskabet og på denne generalforsamling stille forslag om at bemyndige Selskabets bestyrelse til at søge Selskabets aktier afnoteret fra NASDAQ Copenhagen.

Som følge af en aftale indgået mellem visse aktionærer i Selskabet, der pr. dags dato tilsammen besidder ca. 89,3 % af Selskabets aktiekapital og stemmerettigheder (som nærmere beskrevet nedenfor), forventer bestyrelsen, at forslaget om afnotering vil blive vedtaget på den ekstraordinære generalforsamling.

Den endelige anmodning om afnotering til NASDAQ Copenhagen forventes fremsat umiddelbart efter den ekstraordinære generalforsamling den 11. februar 2016. Det er NASDAQ Copenhagen, der endeligt afgør, om anmodningen om afnotering kan imødekommes.

 

Iværksættelse af et frivilligt aktietilbagekøb

Bestyrelsen har besluttet at iværksætte et tilbagekøb af op til 385.000 aktier á nominelt DKK 10,00 hver (svarende til ca. 11 % af Selskabets aktiekapital) forud for den ekstraordinære generalforsamling for at give Selskabets aktionærer en mulighed for at afhænde deres aktier i Selskabet. Tilbudskursen vil være DKK 32,00 pr. aktie á nominelt DKK 10,00 og tilbudsperioden vil løbe fra 18. januar 2016 til 8. februar 2016. Tilbagekøbet afvikles efter udløbet af tilbudsperioden.

Beslutningen om at iværksætte tilbagekøbet er truffet på baggrund af bemyndigelsen til Selskabets bestyrelse, som blev vedtaget på den ordinære generalforsamling den 28. april 2015.

De nærmere vilkår for tilbagekøbet vil fremgå af en fondsbørsmeddelelse, som forventes offentliggjort i umiddelbar forlængelse af denne fondsbørsmeddelelse.

Selskabet forebeholder sig ret til at foretage supplerende opkøb af aktier over NASDAQ Copenhagen til samme kurs som ved tilbagekøbet efter udløbet af tilbudsperioden.

 

Aftale mellem visse aktionærer i Selskabet

Aktionærer, der pr. dags dato tilsammen besidder ca. 89,3 % af Selskabets aktiekapital (“Storaktionærerne”), har den 18. januar 2016 indgået aftale vedrørende afnoteringen af Selskabet. Aftalen omfatter blandt andet følgende hovedvilkår:

  • Storaktionærerne afstår fra at deltage i aktietilbagekøbet.
  • Storaktionærerne påtager sig at stemme for en afnotering af Selskabet på den ekstraordinære generalforsamling den 11. februar 2016.
  • Storaktionærerne forpligter sig til – efter afnoteringen er gennemført – at indskyde deres aktier i Selskabet i et fællesejet holdingselskab. Etableringen af det fællesejede holdingselskab er betinget af, at NASDAQ Copenhagen imødekommer anmodningen om afnotering.
  • Såfremt det fællesejede holdingselskab ejer mere end 9/10 af aktiekapitalen og stemmerettighederne i Selskabet efter holdingselskabets etablering, vil holdingselskabet iværksætte en tvangsindløsning af eventuelle resterende aktionærer i Selskabet, således at det fællesejede holdingselskab er den eneste aktionær i Selskabet efter tvangsindløsningen.

Såfremt det fællesejede holdingselskab ikke ejer mere end 9/10 af aktiekapitalen og stemmerettighederne i Selskabet, vil holdingselskabet ikke kunne tvangsindløse de resterende aktionærer i Selskabet og de resterende aktionærer vil dermed fortsætte som aktionærer i et unoteret selskab.

Storaktionærerne omfatter medlemmer af Selskabets bestyrelse og direktion. Selskabets bestyrelsesformand René Spogárd vil fortsat være en betydelig aktionær i Selskabet via det fællesejede holdingselskab, ligesom visse øvrige medlemmer af Selskabets bestyrelse samt Selskabets administrerende direktør Dennis Willer vil have mindre aktieposter i Selskabet via det fællesejede holdingselskab.

 

Væsentlige begivenheder siden delårsregnskabet for 3. kvartal 2015

Bortset fra indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling den 11. februar 2016 og aktietilbagekøbet, som beskrevet ovenfor, er der ikke siden Selskabets offentliggørelse af delårsrapporten for 3. kvartal 2015 (jf. fondsbørsmeddelelse nr. 09-15 af 26. november 2015) indtruffet begivenheder, som har medført en væsentlig ændring af Selskabets stilling. Selskabet forventer derfor ikke, at der i forbindelse med Selskabets aflæggelse af årsregnskab for 2015 vil ske yderligere værdireguleringer af Selskabets porteføljeselskaber, og der forventes derfor ikke at være væsentlige ændringer i Selskabets balance pr. 31. december 2015 i forhold til balancen pr. 31. september 2015, bortset fra omkostninger som led i ordinær drift i fjerde kvartal 2015.

På baggrund af Selskabets foreløbige, ureviderede balance pr. 31. december 2015 anslår bestyrelsen Selskabets indre værdi pr. 31. december 2015 til DKK 31 pr. aktie. Den indre værdi pr. aktie pr. 31. december 2015 vil blive endeligt fastlagt i forbindelse med Selskabets aflæggelse af årsregnskab for 2015.

  

Med venlig hilsen

 

Deltaq a/s

Bestyrelsen

 

Yderligere oplysninger:

René Spogárd, Bestyrelsesformand, Deltaq a/s

Telefon (+45) 40 50 60 71, e-mail spogard@spogard.com

Dennis Willer, Adm. direktør, Deltaq a/s

telefon (+45) 27 57 04 04, e-mail dew@deltaq.dk

 

Denne meddelelse udgør ikke et tilbud om eller en opfordring til at sælge eller købe værdipapirer. Tilbagekøbstilbuddet vil blive fremsat på grundlag af et tilbudsdokument med acceptblanket, der udarbejdes og offentliggøres separat af selskabet, og som indeholder en beskrivelse af vilkår og betingelser for tilbagekøbstilbuddet, herunder oplysninger om fremgangsmåden ved accept.


Attachments

Deltaq - Fondsbørsmeddelelse nr 01 16.pdf