Markant fremgang i Jutlander Bank


Bestyrelsen har i dag godkendt årsrapporten for 2015 for Jutlander Bank A/S, der hermed offentliggøres.

Resultat for 2015

Årets resultat udgør et overskud før skat på 239 mio. kr. og efter skat på 195 mio. kr. Resultatet svarer til en egenkapitalforrentning på 9,9 pct. før skat og 8,0 pct. efter skat.

Bankens resultat anses for meget tilfredsstillende.

Bankens indtjening fra den primære drift udgør 332 mio. kr. og ligger dermed i det øverste niveau af de seneste udmeldte forventninger på 310-335 mio. kr. Den primære indtjening er steget med 52 mio. kr. eller 18,6 pct. i forhold til året før.

Banken har i 2015 opnået et flot afkast af egenbeholdningen af aktier og obligationer mv. Obligationsrenterne ligger fortsat på et historisk lavt niveau, men banken har modtaget aktieudbytter for 12 mio. kr. og kursreguleringerne er samlet positive med 74 mio. kr. mod 69 mio. kr. året før.

Bankens tab og nedskrivninger er udgiftsført med 146 mio. kr. En reduktion på 115 mio. kr. i forhold til året før. Nedskrivningsprocenten er dermed faldet fra 2,5 til 1,3.

Udlodning af udbytte

For 2015 indstiller bestyrelsen til generalforsamlingens godkendelse at udlodde udbytte på 5 kr. pr. aktie svarende til 22 pct. af årets resultat.

Under forudsætning af generalforsamlingens godkendelse medfører dette, at der af årets overskud på 195 mio. kr. udbetales 43 mio. kr. som udbytte til bankens aktionærer.

Stigende forretningsomfang

Jutlander Bank har gennem 2015 haft en stigning i forretningsomfanget på 3,0 mia. kr. til i alt 31,6 mia. kr.

Bankens udlån udgjorde ved årets udgang 8,0 mia. kr., indlån 11,6 mia. kr. og garantier 2,4 mia. kr., mens værdi af kundedepoter udgjorde 9,6 mia. kr.

Bankens udlån i forhold til egenkapital (gearing) ligger fortsat på et forsigtigt niveau på 3,2.

Kapitalgrundlag

Ultimo 2015 udgør bankens egenkapital 2,5 mia. kr. Ud over egenkapitalen har banken efterstillede kapitalindskud for 0,2 mia. kr., der indgår i bankens kapitalgrundlag.

Bankens egentlige kernekapitalprocent og kapitalprocent udgør henholdsvis 16,2 pct. og 18,0 pct. ultimo 2015.

Det individuelle solvensbehov er opgjort til 11,1 pct. Bankens kapitalprocent ligger således væsentligt over bankens individuelle solvensbehov - nemlig en kapitalbuffer på 6,9 procentpoint svarende til en kapitalmæssig overdækning på 764 mio. kr.

Likviditetsforhold

Banken har fortsat en stærk likviditetssituation, hvor kundernes indlån fuldt ud kan finansiere kundeudlånene.

Opgjort i henhold til § 152 i Lov om finansiel virksomhed skal banken ultimo 2015 have et likviditetsberedskab på 1,5 mia. kr., og da bankens likviditetsberedskab udgør 4,5 mia. kr., betyder det, at banken har en overdækning på 3,0 mia. kr. svarende til 207 pct.

Fra 1. oktober 2015 har banken tillige skulle opfylde det nye likviditetskrav, LCR. Ultimo 2015 viser bankens LCR opgørelse en dækning på 206 pct., hvor kravet lyder på 70 pct. i 2016 og stigende til 100 pct. i 2018.

Forventet udvikling

Banken forventer en fortsat lav økonomisk vækst i samfundet i det kommende år. Den begrænsede efterspørgsel efter nye lån til investeringer og det fortsat meget lave renteniveau vil påvirke den finansielle sektors indtjening.

Banken forventer stort pres på den primære indtjening i 2016, idet bankens rentemarginal fortsat vil være under pres, der vil være lav indtjening på bankens overskudslikviditet og der forventes ikke en konverteringsaktivitet som i 2015, dertil kommer øgede omkostninger til primært IT-udvikling. Ledelsen forventer derfor, at den primære indtjening for 2016 vil ligge i niveauet 230-260 mio. kr.

Bankens tab og nedskrivninger i 2016 vil blandt andet afhænge af udviklingen for bankens landbrugskunder, da tiderne for landbrugssektoren generelt er svære.

Bidrag til sektorløsninger forventes i 2016 reduceret med op mod 20 mio. kr. i forhold til de 22 mio. kr., der er betalt i 2015.

Det samlede resultat for 2016 vil endvidere være påvirket af kursreguleringer på bankens egenbeholdning af aktier og obligationer mv.

Generalforsamling

Generalforsamling afholdes onsdag den 16. marts 2016 kl. 17.00 i Messecenter Vesthimmerland, Aars.

 

Med venlig hilsen

Jutlander Bank A/S

 

Per Sønderup

ordførende direktør


Attachments

Selskabsmeddelelse nr 1-2016.pdf Årsrapport 2015.pdf