Årsrapport for 2015 for Arkil Holding A/S


Bestyrelsen for Arkil Holding A/S har på sit møde i dag behandlet og vedtaget koncernens årsrapport for 2015.

Årets resultat for 2015

Arkil Holding A/S realiserede i 2015 en omsætning på 3.347 mio. kr., en stigning på 16,6% i forhold til 2014, hvilket er over forventningerne.

Det primære driftsresultat i 2015 udgør 42 mio. kr. mod 74 mio. kr. sidste år. Det primære driftsresultatet for 2015 er væsentligt påvirket af foretagne nedskrivninger og hensættelser i størrelsesorden 65 mio. kr. på tre konkrete sjællandske broprojekter. Årets resultat før skat udgør 52 mio. kr., hvilket er på niveau med de senest udmeldte forventninger.

"2015 har for størstedelen af virksomheden været et år med en positiv markedsudvikling på samtlige af koncernens markedsområder i Danmark og i udlandet, med en markant vækst i aktiviteten. Før nedskrivning på tre konkrete broprojekter på Sjælland, som blev vundet i perioden 2013-2014, ville det primære driftsresultatet være knap 110 mio. kr., hvilket viser potentialet til fremtiden. Nedskrivningerne understreger dog, at risiko- og projektstyringen har været utilstrækkelig på disse projekter, hvilket har givet anledning til en række justeringer og tilpasninger af koncernens arbejdsrutiner og struktur på denne type opgaver" udtaler administrerende direktør Jesper Arkil.

Forventninger til regnskabsåret 2016

I 2016 forventer ledelsen, at Arkil realiserer en omsætning i niveauet 3.400 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 70-100 mio. kr.

"I 2016 forventer vi en pæn aktivitet for stat og kommuner, såvel i Danmark som i udlandet. Der forventes en vis opbremsning og deraf følgende intensiveret konkurrence om de tilbageværende større jord/betonprojekter fra statslig side, som dog opvejes af investeringer fra kommunal og til dels privat side; områder som Arkil er særligt godt positioneret til at udnytte potentialet i. Vi konstaterer, at vore kunder har stigende interesse i længerevarende samarbejder med entreprenører, som kan levere hele paletten af ydelser, formår at rådgive om de rigtige løsninger og kan bidrage til teknisk innovation og økonomiske besparelser. For 2016 forventer vi således en omsætning på niveau med eller lidt højere end i 2015 og et væsentligt forbedret resultat" afslutter Jesper Arkil.

Generalforsamling

Der afholdes generalforsamling i Arkil Holding A/S onsdag den 27. april 2016 kl. 15.00 på selskabets hovedkontor, Søndergård Alle 4, 6500 Vojens.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst administrerede direktør Jesper Arkil på tlf.
73 22 50 50.

Haderslev, den 30. marts 2016

Arkil Holding A/S

Agnete Raaschou-Nielsen
Formand for bestyrelsen


Attachments

Arkil Holding Årsrapport_2015_low.pdf