Zealand opdaterer vedtægter som følge af henholdsvis tildeling og udnyttelse af warrants


København, 14. april 2016 - Zealand meddeler, at selskabets vedtægter er blevet opdateret. Opdateringen sker som følge af henholdsvis tildelingen af 447.500 nye warrants til selskabets direktion, øvrige ledelse og medarbejdere som meddelt i selskabsmeddelelse nr. 9/2016 fra den 5. april 2016, og en forhøjelse af selskabets aktiekapital som følge af en nylig udnyttelse af medarbejderwarrants fra tidligere warrantprogrammer. 

Zealand gør brug af warrantprogrammer som incitamentstiltag til at hjælpe med til at tiltrække og fastholde højt kvalificerede medarbejdere og sikre, at der både på kort og langt sigt er interessesammenfald mellem selskabets ledelse, medarbejdere og aktionærer.

Under tidligere warrantprogrammer, som er beskrevet i vedtægterne, er der sket en udnyttelse af warrants i det definerede tidsvindue efter offentliggørelsen af Zealands helårsresultat for 2015 pr. 16. marts 2016. Udnyttelsen har forhøjet selskabets aktiekapital med nominelt 50.453 kr. fordelt på 50.453 nye Zealand-aktier á 1 kr. nominel værdi. Udnyttelseskursen var 50,27 kr. pr. aktie for 14.000 af de nye aktier, 77,00 kr. pr. aktie for 24.928 af de nye aktier og 87,45 kr. pr. aktie for 11.525 af de nye aktier. Det samlede provenu til Zealand fra kapitalforhøjelsen andrager således 3.631.097,25 kr.

De nye aktier giver ret til udbytte og andre rettigheder fra tidspunktet for warrantindehaverens meddelelse om udnyttelse. Hver ny aktie bærer ret til én stemme på Zealands generalforsamling. Zealand har kun én klasse af aktier. De nye aktier vil blive optaget til handel på Nasdaq København efter registrering af kapitalforhøjelsen hos Erhvervsstyrelsen. Efter registreringen af de nye aktier vil Zealands aktiekapital andrage nominelt 24.449.835 kr. fordelt på 24.449.835 aktier à nominelt 1 kr.

Den opdatering af Zealands vedtægter, der følger af warranttildelingen og aktiekapitalforhøjelsen, er i dag blevet registreret hos Erhvervsstyrelsen. De opdaterede vedtægter er tilgængelige på selskabets hjemmeside: www.zealandpharma.com.


Attachments

10-16_0414 Selskabsmeddelelse - Opdatering af vedtægter - DA_FINAL.pdf