Zealand tildeler warrants under medarbejder-warrantprogram


København, 15. juli 2016 - Zealand meddeler at have tildelt warrants til ét medlem af selskabets ledelse. Tildelingen af warrants sker under warrantprogrammet, der er dækket af bemyndigelsen i § 8.4 af Zealands vedtægter som godkendt på selskabets generalforsamling 21. april 2015.

Warrantprogrammet er et incitamentstiltag, der afspejler Zealands målsætning om at tiltrække og fastholde højt kvalificerede medarbejdere og sikre, at der både på kort og langt sigt er interessesammenfald mellem selskabets ledelse, medarbejdere og aktionærer.

Der er tildelt i alt 40.000 warrants, som giver ret til tegning af op til 40.000 nye Zealand-aktier á 1 kr. nominel værdi og svarer til 0,2 % af selskabets totale udestående aktiekapital. Udnyttelseskursen er fastsat til 138,60 kr., beregnet som slutkursen på selskabets aktier på Nasdaq Copenhagen torsdag 14. juli 2016 plus 10 %.

Warrants udløber automatisk efter 5 år. De anses som overdraget på tildelingstidspunktet og kan udnyttes efter 3 år.

De tildelte warrants kan udnyttes helt eller delvist i fast definerede tidsvinduer i perioden fra 15. juli 2019 til og med 15. juli 2021. Vinduerne for udnyttelse er defineret som fire (4) uger efter offentliggørelsen af enten et helårsregnskab eller et delårsregnskab for Zealand for henholdsvis 1. kvartal, 1. halvår eller de første 9 måneder.

Det samlede antal tildelte warrants har en markedsværdi på 1.769.211,87 kr. beregnet på basis af Black-Scholes-modellen og med en 5-årig historisk volatilitet på 45,0 %, en 5-årig risikofri rente på -0,33 % og en aktiekurs på 126,00 kr.

Den opdatering af Zealands vedtægter, der følger af warranttildelingen, er i dag blevet registreret hos Erhvervsstyrelsen. De opdaterede vedtægter er tilgængelige på selskabets hjemmeside: www.zealandpharma.com.


Attachments

27-16_0715 Selskabsmeddelelse - Tildeling af warrants - DA_FINAL.docx