Halvårsrapport 2016


18. august 2016

Selskabsmeddelelse nr. 09-16

Fortsat optimering gennem tilkøb, frasalg og omstrukturering af aktiviteter. Indtjeningsforventningerne til 2016 fastholdes.

”Aktiviteterne har i North Media i 1. halvår 2016 og specielt i 2. kvartal 2016 været fokuseret mod optimering af forretningsområderne. Mest tydeligt på North Media aviser, hvor vi har frasolgt en del af porteføljen og gennemført en større omstrukturering, der skal skærpe salgsindsatsen og reducere omkostningsniveauet. Samtidig har vi i North Media Online investeret i og erhvervet 20 % af anpartskapitalen i Lix Technologies ApS, som skal skabe fremtidens platform for digital læring. Slutteligt har vi fortsat fremdriften på NejTak+ og stabiliseret omsætningen på FK Distribution. Udviklingen er et vidnesbyrd om effekten af den nye governancestruktur, hvor forretningsområderne individuelt udvikles gennem en direkte og målrettet strategisk indsats. Det har gjort os mere agile og øget handlekraften, hvilket er centralt for at udvikle de forretningskoncepter og realisere de muligheder, som skal sikre North Medias vækst og indtjeningsevne fremover, ”udtaler Kåre Wigh, ordførende koncerndirektør og CFO i North Media A/S.

Finansielle hovedpunkter fra 1. halvår 2016 for koncernen

  • Koncernens omsætning udgjorde 430,9 mio. kr. (2015: 511,6 mio. kr.), et fald på 16 % sammenlignet med sidste år.
  • EBITDA blev på -5,5 mio. kr. (2015: +20,3 mio. kr.).
  • Driftsresultatet (EBIT) før særlige poster udgjorde et underskud på -25,0 mio. kr. (2015: -3,5 mio. kr.).
  • Afkastet på værdipapirer var negativt i 1. halvår 2016 med -7,4 mio. kr. svarende til -4,5 %. Koncernens samlede beholdning af værdipapirer udgjorde 214,4 mio. kr. pr. 30. juni 2016.
  • Koncernens nettorentebærende indestående udgjorde på balancedagen 108,7 mio. kr. og det likvide beredskab 288,3 mio. kr. Koncernen har dermed uændret et stærkt kapitalberedskab.

Forventninger til 2016

Intervallet for forventningerne til omsætningen indsnævres, således at der nu forventes en koncernomsætning i 2016 på 860-895 mio. kr. Driftsresultat (EBIT før særlige poster) forventes uændret at udgøre -25 til -55 mio. kr.

På baggrund af gennemførelsen af betydelige strategiske og operationelle tiltag i 1. halvår 2016 forventes særlige poster vedrørende frasalg af aviser og omstrukturering af North Media Aviser A/S netto at udgøre en indtægt i niveauet 7,0 mio. kr. i regnskabsåret.

Avancen ved salg af koncernens ejerandel i A/S Vestsjællandske Distriktsblade udgør 27,2 mio. kr. og indregnes som andel af resultat i associerede virksomheder.

FK Distribution - 1. halvår 2016

  • Omsætningen udgjorde 274,5 mio. kr. (2015: 340,5 mio. kr.) svarende til et fald på 19 %. Foruden fortsat intens priskonkurrence er omsætningsudviklingen påvirket af tabet af Coop som kunde fra 1. januar 2016.
  • EBITDA blev på 11,9 mio. kr. (2015: 29,8 mio. kr.).
  • Driftsresultatet (EBIT) blev 4,2 mio. kr. (2015: 18,2 mio. kr.) og overskudsgraden dermed 1,5 % (2015: 5,3 %).
  • Tilmeldingerne til NejTak+ er pr. 30. juni 2016 644.000 husstande. Antallet af tilmeldinger til NejTak+ er steget væsentligt i kvartalet på trods af reduceret markedsføringsindsats.

North Media aviser - 1. halvår 2016

  • Omsætningen udgjorde 97,6 mio. kr. (2015: 111,7 mio. kr.) svarende til et fald på 13 %.
  • EBITDA blev på -12,6 mio. kr. (2015:-1,3 mio. kr.).
  • Driftsresultatet (EBIT) blev -18,9 mio. kr. (2015: -8,1 mio. kr.).
  • Udviklingen på markedet for printannoncer har været dårligere end forventet. Omsætnings- og resultatudviklingen er på den baggrund svagere end forventet.
  • Frasalg af seks lokale udgaver af Søndagsavisen og ejerandel af A/S Vestsjællandske Distriktsblade samt en gennemført omstrukturering af Søndagsavisen skal skabe bedre platform for værdiskabelse. Gorm Wesing Flyvholm tiltræder som ny administrerende direktør for North Media Aviser A/S pr. 1. september 2016.

North Media Online - 1. halvår 2016

  • Onlines samlede omsætning udgjorde 48,2 mio. kr. (2015: 48,7 mio. kr.).
  • EBITDA blev på -4,3 mio. kr. (2015: -3,3 mio. kr.).
  • Driftsresultatet (EBIT) blev -5,0 mio. kr. (2015: -4,1 mio. kr.).
  • Kapitalindskud på 18 mio. kr. i Lix Technologies ApS.
  • Samlet omsætningsudvikling svagere end forventet som følge af lav vækst på BoligPortal og et højere frafald af kunder på håndværker.dk end forventet.

BEKEY - 1. halvår 2016

  • Omsætningen udgjorde 10,6 mio. kr. (2015: 10,7 mio. kr.) og er således faldet med 1 %.
  • EBITDA blev på -8,6 mio. kr. (2015: -9,0 mio. kr.).
  • Driftsresultatet (EBIT) blev -8,7 mio. kr. (2015: -9,1 mio. kr.).
  • Den første levering til USA er afsendt i juli måned. BEKEY har vundet udbud om elektroniske låse for såvel Malmø som Jönköping kommune, og der er tæt dialog med en lang række udenlandske kommuner.

Yderligere oplysninger kan fås hos ordførende koncerndirektør & CFO Kåre Wigh, mobil 25 65 21 45.

Halvårsrapporten 2016 fremgår i sin helhed af vedhæftede dokument.

 


Attachments

Halvaarsrapport 2016 DK.pdf