Aktietilbagekøb i Sydbank


Aabenraa Danmark, 2017-03-01 09:01 CET (GLOBE NEWSWIRE) --

Sydbanks bestyrelse har besluttet at igangsætte et aktietilbagekøbsprogram på 664 mio. kr., dog maksimalt 4 mio. aktier. Aktietilbagekøbet sker med henblik på en nedsættelse af bankens aktiekapital med de under programmet købte aktier.

Ved lukkekursen tirsdag den 28. februar 2017 udgør tilbagekøbet omkring 2,7 mio. stk. aktier svarende til 3,8 % af bankens aktiekapital.

Aktietilbagekøbet sker i henhold generalforsamlingens bemyndigelse af 4. marts 2013, hvorved bestyrelsen kan erhverve egne aktier samlet op til 10% af kapitalen. På bankens ordinære generalforsamling den 23. marts 2017 fremsættes forslag om en ny bemyndigelse til bestyrelsen til at erhverve egne aktier.

Aktietilbagekøbet sker som et led i en tilpasning og optimering af kapitalstrukturen i overensstemmelse med bankens kapitalmålsætning og kapitalpolitik, der blev offentliggjort i bankens årsregnskab for 2014. Den 31. december 2016 havde banken en egentlig kernekapitalprocent på 16,1 og en kapitalprocent 19,2.

Aktietilbagekøbsprogrammet bliver igangsat torsdag den 2. marts 2017 og vil være afsluttet senest 31. december 2017. Sydbank har valgt Danske Bank til at forestå tilbagekøbet, som vil ske i henhold til bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 og EU Kommissionens delegerede forordning (EU) 2016/1052 af 8. marts 2016, samlet kaldet SafeHabour-reglerne.

Følgende retningslinjer er fastsat for aktietilbagekøbsprogrammet:

  • der kan ikke købes aktier til en højere kurs end den højeste af følgende kurser:

     I.  kursen på den sidste uafhængige handel
    II. det højeste foreliggende uafhængige købers tilbud på markedspladsen, hvor købet gennemføres, herunder når aktierne
        handles på forskellige markedspladser.
     
  • der kan på en handelsdag højst købes 25 % af den gennemsnitlige daglige aktiemængde for de forudgående 20 handelsdage på den markedsplads, hvor købet finder sted.    

   

Sydbank vil på den første bankdag i hver uge oplyse om antallet og værdien af tilbagekøbte aktier i en selskabsmeddelelse, første gang den 6. marts 2017.

Sydbank kan til enhver tid suspendere eller stoppe tilbagekøbsprogrammet. Såfremt det sker, vil det blive meddelt i en selskabsmeddelelse.


Attachments

FM 04.pdf