William Demant Holding A/S: Periodemeddelelse


Selskabsmeddelelse nr. 2017-06                                                       9. maj 2017
Periodemeddelelse for perioden år-til-dato

Stærk organisk vækst i koncernen
Øget markedsandel i engrossalget af høreapparater drevet af Oticon Opn
Forventninger til 2017 fastholdes - EBIT i øvre halvdel af spektret mest sandsynligt

  • År-til-dato har alle koncernens forretningsaktiviteter realiseret stærk vækst i omsætningen i lokal valuta. Væksten har primært været organisk vækst. Det positive momentum, der blev skabt i andet halvår af 2016, er fortsat med Oticon Opn som den primære vækstdriver.
  • Koncernens forretning, der beskæftiger sig med engrossalg af høreapparater, var den største bidragyder til vores samlede organiske vækst og leverede en organisk vækstrate, der lå betydeligt over markedsvækstraten. Denne udvikling var hovedsageligt drevet af høj stykvækst, men også af en stigning i den gennemsnitlige salgspris, som skyldes et forbedret produktmiks på grund af især Oticon Opn. Vi fortsætter med at øge vores markedsandel hos Veterans Affairs (VA) i USA.
  • På den årlige AudiologyNOW!-kongres i USA meddelte vi, at vi ville udvide OpenSound-paradigmet yderligere, idet vi præsenterede Oticon Opn i to nye styles samt en tinnitusløsning og en genopladelig løsning, som kan anvendes i både nye og eksisterende Opn-høreapparater. Oticon Opn vil således blive den første genopladelige løsning med 2,4 GHz radioteknologi, Made for iPhone og et ultralavt strømforbrug. Den genopladelige løsning fik en meget positiv modtagelse på kongressen.
  • År-til-dato har vores detailforretning ud over akkvisitiv vækst også fortsat leveret tilfredsstillende organisk vækst, som primært er genereret i Europa. I forhold til sidste år har vores amerikanske detailforretning forbedret sin performance, selvom vækstraten stadig ligger under markedsvækstraten.
  • Forretningsaktiviteten Høreimplantater har år-til-dato leveret stærk vækst som følge af lanceringen af især SuperPower-versionen af den benforankrede lydprocessor, Ponto 3, ligesom udviklingen i segmentet for cochlear-implantater (CI) har været solid. Væksten år-til-dato i forretningsaktiviteten Diagnostiske Instrumenter har været tilfredsstillende.
  • Vi fastholder vores forventninger til 2017, nemlig at øge salget i alle koncernens tre forretningsaktiviteter, og vi forventer et resultat af primær drift (EBIT) i intervallet DKK 2,2-2,5 mia. før omstruktureringsomkostninger på ca. DKK 200 mio. Efter den stærke start på året anser vi det som mest sandsynligt, at vi vil realisere et EBIT i den øvre halvdel af spektret.

"Vi har oplevet en meget opmuntrende start på 2017, og det glæder mig at konstatere, at alle vores forretningsaktiviteter er i god gænge og fortsætter med at lancere nye, innovative produkter. Jeg er meget glad for at se den fremgang, vi har opnået, da det er vores førsteprioritet at sikre fremtidig vækst gennem innovation og kundefokus og at levere på vores hearing healthcare-ambition," siger koncernchef Søren Nielsen.


Markedsudvikling

I USA har stykvæksten år-til-dato været blot 1-2 %, hvilket primært skyldes væksten på 2 % i den kommercielle del af markedet. I den samme periode var salget til VA forholdsvis fladt.

Vi vurderer, at den samlede stykvækstrate i Europa år-til-dato ligeledes har ligget under vores forventninger.

Vi skønner derfor, at stykvækstraten på det globale høreapparatmarked år-til-dato har ligget under koncernens generelle forventning om en markedsvækstrate på 4-6 %. Vi vurderer, at den gennemsnitlige salgspris har været forholdsvis stabil på det globale marked på grund af produktlanceringer, hvilket er en smule bedre end forventet. Markedsvæksten målt i værdi skønnes derfor at have været på niveau med vores forventninger.

Der kører i øjeblikket en debat om muligheden for at indføre en over-the-counter-kategori (OTC-kategori) for høreapparater i USA. Forudsat at en sådan kategori oprettes inden for de rette regulatoriske rammer, støtter vi de amerikanske sundhedsmyndigheders (FDA) regulering af en mulig fremtidig OTC-kategori målrettet milde høretab.

Høreapparater

Koncernens kerneforretning - engrossalg af høreapparater - har år-til-dato leveret stærk organisk vækst, der væsentligt overstiger markedsvækstraten. Denne vækst har primært været drevet af høj stykvækst, men også af en stigning i den gennemsnitlige salgspris som følge af et forbedret produktmiks. Oticon Opn får stadig fremragende feedback i markedet og er fortsat en væsentlig positiv driver af organisk vækst.

Bernafon og Sonic oplever et vist pres på deres gennemsnitlige salgspriser, da deres nuværende produktporteføljer er ved at have nået slutningen af deres livscyklus, men vi forventer at lancere nye produkter i andet halvår af 2017. Bernafon og Sonic har år-til-dato samlet set leveret stærk stykvækst, især drevet af Sonics salg til distributørleddet.

År-til-dato har væksten været bredt funderet på alle hovedmarkeder. Især i Nordamerika har vi genereret høj organisk vækst både på det kommercielle marked og hos VA, hvor vi har øget salget og fortsætter med at øge vores markedsandel. Derudover har koncernen leveret høj stykvækst hos NHS, omend til en lavere gennemsnitlig salgspris.

På den årlige amerikanske høreapparatkongres, AudiologyNOW!, som fandt sted i Indianapolis, Indiana, i begyndelsen af april, meddelte Oticon, at man udvider OpenSound-paradigmet yderligere ved at præsentere Oticon Opn i to nye styles: Et nyt miniRITE-T-apparat med telespole og et nyt og kraftigt BTE-apparat målrettet kraftige høretab.

På AudiologyNOW! præsenterede vi ligeledes genopladelighed som en fleksibel løsning for både nye og eksisterende Oticon Opn-brugere. Eksisterende Oticon Opn-produkter kan opgraderes med denne løsning, og brugeren har mulighed for at skifte mellem genopladelige batterier og engangsbatterier. Oticon Opn vil således være det første høreapparat, der tilbyder genopladelighed, er Made for iPhone og samtidig anvender 2,4 GHz radioteknologi med lavt strømforbrug. Derudover præsenterede vi en ny tinnitusløsning samt en ny Speech Rescue-funktionalitet, der tilbydes i alle styles og prispunkter.

Vores detailaktiviteter leverer fortsat solid organisk samt akkvisitiv vækst. Europa er stadig den primære driver af organisk vækst. Vores amerikanske detailforretning har forbedret sin performance, selvom vækstraten her stadig ligger under markedsvækstraten.

Høreimplantater

Vi vurderer, at markedet samlet set har udvist tilfredsstillende vækstrater år-til-dato, og det er er vores opfattelse, at det er lykkedes Oticon Medical at vinde markedsandele, hvilket skyldes den succesfulde lancering af Ponto 3, som er en benforankret lydprocessor, samt solid performance på CI-segmentet.

Ponto 3 kom godt fra start og fortsætter det gode momentum. Ponto 3 har således været en væsentlig vækstdriver i segmentet for benforankrede høresystemer (BAHS) år-til-dato, hvor de største vækstrater er opnået i Europa. Især den nye abutment-niveau SuperPower-processor, som er den første af sin art nogensinde, har skabt betydelig vækst, hvilket tydeligt viser, hvor modtageligt dette marked er for innovative produkter.

CI-forretningen er vendt tilbage til et meget solidt vækstniveau. Denne udvikling skyldes blandt andet, at markedsvilkårene på de olieafhængige markeder, som påvirkede væksten negativt i 2016, er blevet forbedret. Udrulningen af Neuro fortsætter i et godt tempo med lanceringer i lande som Frankrig og Brasilien, hvor vi har store markedsandele. De data, som førende CI-centre har indsamlet med Neuro-patienter er fremragende og overstiger klart, hvad man kunne have forventet. Vi planlægger at iværksætte anden fase af Neuro-lanceringen i slutningen af 2017, som vil fokusere på en meget lille og kosmetisk attraktiv BTE-platform samt en ny generation af tilpasningssoftware.

Diagnostiske Instrumenter

Forretningsaktiviteten Diagnostiske Instrumenter har år-til-dato leveret tilfredsstillende vækstrater. Væksten har været bredt funderet med solide vækstbidrag fra USA, Asien og nogle af de olieafhængige markeder, der påvirkede væksten negativt i 2016.

Ligesom høreapparatforretningen præsenterede Diagnostiske Instrumenter også nye produkter på AudiologyNOW!-kongressen. De nye produkter består af et nyt audiometer, Pello, fra Grason-Stadler, et VNG-system med et innovativt touch-interface fra Interacoustics og et nyt tinnometer til diagnosticering af tinnitus fra MedRx.

Øvrige forretningsområder

Salget og ordreindgangen i Sennheiser Communications, som er vores joint venture med tyske Sennheiser electronic GmbH & Co. KG, har udviklet sig tilfredsstillende. Særligt CC&O-segmentet har leveret stærk vækst, og vi ser også positivt momentum i Mobile-segmentet, hvor vi har introduceret nye produkter.

Øvrige forhold

Ledelsesændringer

Ledelsesændringerne annonceret i forbindelse med offentliggørelsen af vores årsrapport for 2016 er nu blevet gennemført, og Søren Nielsen overtog rollen som koncernchef for William Demant Holding efter Niels Jacobsen den 1. april 2017. Efter den årlige generalforsamling den 27. marts blev Niels Jacobsen valgt som ny næstformand for bestyrelsen, og Niels B. Christiansen blev valgt som ny formand efter Lars Nørby Johansen.

Aktietilbagekøb

År-til-dato har selskabet tilbagekøbt aktier til en værdi af i alt DKK 308 mio. Selskabets beholdning af egne aktier svarer til 0,75 % af aktiekapitalen. Denne beholdning omfatter ikke de aktier, der blev annulleret som følge af den bemyndigelse, der blev givet på generalforsamlingen i marts 2017.

Vi vil fortsat prioritere værdiskabende investeringsmuligheder og akkvisitioner, og eventuelt overskydende likvider vil blive brugt på at tilbagekøbe aktier. Vi tilstræber en gearing-multipel på 1,5-2,0 målt som forholdet mellem den netto rentebærende gæld (NIBD) og EBITDA.

Forventninger til 2017

Vi fastholder vores forventninger til 2017 som angivet i vores årsrapport for 2016, hvilket blandt andet betyder, at vi forventer at skabe vækst i salget i alle koncernens tre forretningsaktiviteter: Høreapparater, Høreimplantater og Diagnostiske Instrumenter.

I 2017 forventer vi et resultat af primær drift (EBIT) på DKK 2,2-2,5 mia. før de udmeldte omstruktureringsomkostninger på ca. DKK 200 mio. I lyset af den gode start på året anser vi det som mest sandsynligt, at vi vil realisere et EBIT i den øvre halvdel af spektret.

*******

Yderligere information:
Koncernchef Søren Nielsen
Telefon +45 3917 7300
www.demant.com
Øvrige kontaktpersoner:
CFO René Schneider
IR-chef Søren B. Andersson
IR Officer Mathias Holten Møller
Pressechef Trine Kromann-Mikkelsen
Attachments:

http://www.globenewswire.com/NewsRoom/AttachmentNg/562ffc62-aa7b-460d-a97e-4c41c0268bd2


Attachments

2017-06 Periodemeddelelse.pdf