Delårsrapport for perioden 1. juli 2016 til 31. marts 2017


 

Koncernens nettoomsætning i årets første 9 måneder var 2.256 mio. DKK (2.156 mio. DKK) svarende til en vækst på 4,6%, eller 5,6% i lokal valuta. Omsætningen steg i engros- såvel som i retailkanalen - i sidstnævnte drevet af nye butikker og e-commerce. Bruttomarginen var 56,3% mod 56,7% sidste år. Omkostningerne steg med 88 mio. DKK hovedsageligt drevet af salgsrelaterede- samt engangsomkostninger. Resultat af primær drift blev 228 mio. DKK (269 mio. DKK), og EBIT-marginen blev 10,1% mod 12,5% sidste år.

 

For regnskabsåret 2016/17 forventer vi en omsætningsvækst i lokal valuta på 3-4% (tidligere 5-6%) og en EBIT-margin på 4-5% (tidligere 6-7%). For regnskabsåret 2017/18 forventer vi, på nuværende tidspunkt, at der realiseres en mindre omsætningstilbagegang samt en forbedret EBIT-margin.

Pr. segment for 3. kvartal

  •  Nettoomsætningen i Peak Performance i 3. kvartal 2016/17 blev 299 mio. DKK (264 mio. DKK) svarende til en vækst på 13,3% (13,6% i lokal valuta). Væksten var drevet af engros- såvel som retailkanalen. Resultat af primær drift blev 34 mio. DKK (38 mio. DKK) svarende til en EBIT-margin på 11,4% (14,4%). Marginreduktionen var drevet af både bruttomargin og omkostningsprocent.
  • Nettoomsætningen i Tiger of Sweden faldt med 2,3% (1,8% i lokal valuta) til 254 mio. DKK (260 mio. DKK). Omsætningen faldt i engroskanalen grundet lavere suppleringssalg samt konvertering af franchisebutikker i 1. kvartal 2016/17. I retailkanalen steg omsætningen med 10,5% drevet af nye butikker såvel som eksisterende og e-commerce. Resultat af primær drift blev 33 mio. DKK (38 mio. DKK) og var negativt påvirket af engangsomkostninger på 5 mio. DKK i forbindelse med ændringer i ledelsesteamet, som oversteg en positiv udvikling i bruttomarginen. EBIT-marginen var herefter 13,0% (14,6%).
  • Nettoomsætningen i By Malene Birger blev 93 mio. DKK (97 mio. DKK) og faldt dermed med 4,1% (4,0% i lokal valuta). Omsætningsreduktionen skyldes hovedsageligt lavere ordreoptag på forårskollektionen, mens omsætningen i retail steg. Resultat af primær drift blev 6 mio. DKK (9 mio. DKK). EBIT-marginen faldt til 6,5% (9,3%) grundet højere omkostninger, hvorimod bruttomarginen blev forbedret.
  • Nettoomsætningen hos koncernens øvrige brands steg med 2,2% (1,9% i lokal valuta) til 92 mio. DKK (90 mio. DKK). Væksten var primært drevet af Saint Tropez. Resultat af primær drift blev -2 mio. DKK (-6 mio. DKK). EBIT-marginen blev -2,2% (-6,7%).

Koncernen for 3. kvartal

  • Koncernens nettoomsætning blev 739 mio. DKK (710 mio. DKK) svarende til en vækst på 4,1% (4,4% i lokal valuta). Væksten blev realiseret i retailkanalen, hvor nye butikker samt høj vækst i koncernens e-commerce bidrog. Det samlede antal af koncernens butikker er ikke ændret i 3. kvartal 2016/17.
  • Bruttoresultatet steg til 411 mio. DKK (404 mio. DKK), mens bruttomarginen faldt til 55,6% (56,9%). Faldet skyldes hovedsageligt større rabatter samt varelagernedskrivninger i perioden.
  • Kapacitetsomkostningerne steg med 46 mio. DKK til 363 mio. DKK sammenlignet med 3. kvartal 2015/16. Omtrent halvdelen af omkostningsstigningen kan tilskrives engangsomkostninger, herunder 19 mio. DKK i relation til gennemførte strukturændringer i koncernens centrale funktioner. Den øvrige del af stigningen udgjorde i al væsentlighed salgsrelaterede omkostninger.
  • Resultat af primær drift blev 48 mio. DKK (87 mio. DKK), og EBIT-marginen var 6,5% mod 12,3% i samme periode sidste år.

Pr. segment for første 9 måneder

  •  Nettoomsætningen i Peak Performance i regnskabsårets første ni måneder steg med 10,7% (11,6% i lokal valuta) til 914 mio. DKK (826 mio. DKK). Væksten var drevet af både engros- og retailkanalen, men især af sidstnævnte, hvor nye butikker i særligt Norden og stærk vækst i e-commerce bidrog. Resultat af primær drift blev 145 mio. DKK (137 mio. DKK) svarende til en EBIT-margin på 15,9% (16,6%).
  • Nettoomsætningen i Tiger of Sweden blev 763 mio. DKK (755 mio. DKK) og steg således med 1,1% (2,4% i lokal valuta). Væksten var drevet af en positiv effekt på ca. 18 mio. DKK som følge af leveringsforskydning i 1. kvartal såvel som nye butikker åbnet sidste regnskabsår og e-commerce. Resultat af primær drift blev 94 mio. DKK (98 mio. DKK) svarende til en EBIT-margin på 12,3% (13,0%).
  • Nettoomsætningen faldt med 2,9% i By Malene Birger til 269 mio. DKK (277 mio. DKK). Målt i lokal valuta faldt omsætningen med 1,7%. Udviklingen var drevet af lavere ordreoptag samt en negativ udvikling i de fysiske butikker i 1. halvår af 2016/17. Resultat af primær drift blev 10 mio. DKK (22 mio. DKK).
  • Nettoomsætningen hos koncernens øvrige brands steg med 3,4% (3,4% lokal valuta) til 307 mio. DKK (297 mio. DKK). Omsætningen steg i begge brands, men især i Designers Remix. Resultat af primær drift blev 15 mio. DKK (8 mio. DKK), og EBIT-marginen blev  4,9% (2,7%), hvilket kan tilskrives af en højere bruttomargin.

Koncernen for første 9 måneder

  • Koncernens nettoomsætning blev 2.256 mio. DKK (2.156 mio. DKK) svarende til en vækst på 4,6% (5,6% i lokal valuta). Væksten blev realiseret i både engros- og retailkanalen, hvor nye butikker samt høj vækst i koncernens e-commerce bidrog. Koncernen har netto åbnet 8 butikker i regnskabsårets første ni måneder.
  • Bruttoresultatet blev 1.269 mio. DKK (1.222 mio. DKK), og bruttomarginen blev 56,3% (56,7). Marginreduktionen skyldes hovedsageligt større rabatgivning sammenlignet med sidste år.
  • Kapacitetsomkostningerne steg med 88 mio. DKK til 1.041 mio. DKK sammenlignet med samme periode sidste år. Stigningen var hovedsageligt drevet af salgsrelaterede omkostninger, primært til nye butikker, samt til en vis grad af engangsomkostninger som følge af de føromtalte strukturændringer samt ledelsesændringer hos Tiger of Sweden.
  • Resultat af primær drift blev 228 mio. DKK (269 mio. DKK), og EBIT-marginen var 10,1% (12,5%).
  • Arbejdskapitalen udgjorde 503 mio. DKK og steg således med 45 mio. i forhold til sidste år. Stigningen var primært drevet af højere varelagre og tilgodehavender fra salg, delvist udlignet at højere gæld. Arbejdskapitalen udgjorde 18,2% af den 12 måneders løbende nettoomsætning mod 17,3% på samme tid sidste år.

Opdaterede forventninger til regnskabsåret 2016/17

De seneste to til tre måneders analyse har afdækket operationelle udfordringer inden for distribution samt overdisponeringer i vareindkøb, hvilket har medført øget salg af varer med rabat. Som følge heraf forventes det, at beslutningen om at reducere mængden af varer med rabat, hovedsageligt i Tiger of Swedens engroskanal, vil få en væsentlig negative effekt på koncernens omsætning.

Baseret på ovenstående forventer vi nu for regnskabsåret 2016/17 at realisere en omsætning med en vækst på 3-4% målt i lokal valuta (tidligere 5-6%). Med de aktuelle kurser på koncernens primære salgsvalutaer (SEK, NOK og GBP) svarer dette til en forventet vækst i rapporteret omsætning på ca. 2-3% (tidligere 4-5%).

Udover den føromtalte negative effekt på koncernens omsætning vil beslutningen om at reducere mængden af varer med rabat også medføre nedskrivninger af varelageret, hvilket efterfølgende vil have en negativ virkning på indtjeningen. En række initiativer implementeret for at rydde op i forskellige områder af engros- såvel som retaildistributionen hos Tiger of Sweden og By Malene Birger vil også have en negativ virkning på indtjeningen. Som en konsekvens af ovenstående forventes der en EBIT-margin på 5-6% (tidligere 7-8%) før effekten af engangsomkostninger til implementering af ny struktur i IC Group medtages.

Engangsomkostninger til implementering af ny struktur anslås fortsat i niveauet 30 mio. DKK, som således forventes at medføre resultatforbedringer i størrelsesordenen 30-40 mio. fra og med regnskabsåret 2017/18.  

Herefter forventes en EBIT-margin på ca. 4-5% (tidligere 6-7%) for regnskabsåret 2016/17.

Investeringer i regnskabsåret 2016/17 forventes i niveauet 3-5% af årlig omsætning (uændret). Investeringerne foretages i forbindelse med vedligeholdelse af eksisterende aktiver - herunder butiksinventar - samt i forbindelse med åbning af nye butikker.

Præliminære forventninger til regnskabsåret 2017/18

For regnskabsåret 2017/18 forventer vi, på nuværende tidspunkt, at der realiseres en mindre omsætningstilbagegang samt en forbedring ift. den forventede, realiserede EBIT-margin i indeværende regnskabsår efter omkostninger til strukturelle ændringer (4-5%). Dette er baseret på en forventet moderat vækst i omsætning og indtjening hos Peak Performance, en omsætningsreduktion og betydelig indtjeningstilbagegang i Tiger of Sweden samt en flad resultatudvikling i By Malene Birger.

København, den 17. maj 2017

IC Group A/S

Peter Thorsen                                   

Midlertidig Group CEO                                                   

Alexander Martensen-Larsen

Group CFO

Informationsmøde

IC Group afholder informationsmøde for investorer, analytikere og andre interesserede onsdag den 17. maj 2017 kl. 10:00. Informationsmødet afholdes på engelsk via audiocast og telefon, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål online via den tilknyttede chatfunktion eller på telefon. For at følge informationsmødet online anvend venligst følgende link, som også findes på da.icgroup.net under Investorer: http://edge.media-server.com/m/p/xjxauhyr

Følgende numre kan anvendes for at deltage i informationsmødet:

+45 3271 1660 (Danmark)

+1 646 254 3367 (USA)

+44 (0) 20 3427 1901 (UK)

Henvendelser vedrørende denne meddelelse bedes rettet til:   

Jens Bak-Holder

Head of Investor Relations

+45 21 28 58 32


Attachments

09_DK_Q3_2016-17_17052017