Selskabsmeddelelse nr. 5 / 2017

NewCap Holding A/S - Etablering af warrantprogram til ledende medarbejdere i Monyx Asset Management AB og Monyx AB


København, 2017-06-22 08:36 CEST (GLOBE NEWSWIRE) --  

 

NewCap Holding A/S – Etablering af warrantprogram til ledende medarbejdere i Monyx Asset Management AB og Monyx AB

Bestyrelsen har dags dato besluttet delvist at udnytte bemyndigelsen i vedtægternes § 9 og har således udstedt i alt 2.040.000 warrants til en række ledende medarbejdere i selskabets datterselskaber Monyx Asset Management AB og Monyx AB.

 

Formål

Målsætningen med tildelingen af warrants til de konkrete ledende medarbejdere er, at fastholde højt kvalificerede medarbejdere i koncernen og sikre, at der både på kort og lang sigt er interessesammenfald mellem selskabet og de pågældende ledende medarbejdere.

 

Modtagere, udnyttelsespris og udnyttelsesperiode

De 2.040.000 warrants udstedes til en række ledende medarbejdere i selskabets datterselskaber Monyx Asset Management AB og Monyx AB.

Modtagerne køber de udstedte warrants af selskabet for i alt DKK 761.350.

De udstedte warrants giver ret til tegning af op til i alt 2.040.000 nye aktier i NewCap Holding A/S á DKK 0,50 pr. styk, svarende til 1,6 % af selskabets totale udestående aktiekapital på fuldt udvandet basis. Tegningskursen er fastsat til 456 (DKK 2,28 pr. aktie á DKK 0,50 pr. styk), svarende til den noterede slutkurs på selskabets aktier på Nasdaq Copenhagen A/S pr. gårds dato.

De ledende medarbejdere kan udnytte de tildelte warrants helt eller delvist i en periode på 6-uger efter offentliggørelsen af selskabets årsrapport for regnskabsåret 2019 (”Udnyttelsesperioden”). Eventuelt uudnyttede warrants bortfalder ved udløbet af Udnyttelsesperioden.

I tillæg til den ordinære udnyttelse af warrants, der er beskrevet ovenfor, er modtagerne ekstraordinært berettigede til at udnytte de erhvervede warrants helt eller delvist forud for Udnyttelsesvinduet, hvis det sker i umiddelbar forlængelse af en beslutning om (i) at likvidere selskabet, (ii) at fusionere selskabet, med selskabet som det ophørende selskab, (iii) at spalte selskabet, eller (iv) at afnotere selskabets aktier fra handel på Nasdaq Copenhagen A/S. En tilsvarende ret til ekstraordinært at udnytte de udstedte warrants helt eller delvist forud for Udnyttelsesvinduet gælder, hvis selskabet ophører med at have bestemmende indflydelse over Monyx Asset Management AB eller Monyx AB, idet den ekstraordinære udnyttelsesret i dette tilfælde vil være begrænset til at gælde for de ledende medarbejdere, der arbejder i det koncernselskab, der ikke længere vil være under selskabets kontrol. Endelig kan der opstå et ekstraordinært udnyttelsesvindue efter udløbet af den ordinære Udnyttelsesperiode, hvis den ledende mararbejder måtte have været forhindret i lovligt at udnytte warrants i Udnyttelsesperioden som følge af besiddelse af intern viden. I så fald vil den pågældende ledende medarbejder være berettiget til at udnytte warrants i umiddelbar forlængelse af Selskabets førstkommende offentliggørelse af en halvårsrapport eller årsrapport efter udløbet af Udnyttelsesvinduet, hvorunder Medarbejderen ikke besidder intern viden.

Udnyttelsen er betinget af modtagerens fortsatte ansættelse i Monyx Asset Management AB og/eller Monyx AB, hvorfor modtageren er forpligtet og berettiget til at tilbagesælge ikke udnyttede warrants til NewCap Holding A/S i det tilfælde, at modtageren fratræder sin stilling i Monyx Asset Management AB og/eller Monyx AB forud for udnyttelse af de erhvervede warrants.

 

Markedsværdi

Det samlede antal tildelte warrants har en teoretisk markedsværdi på DKK 761.350 beregnet på basis af (i) Black-Scholes-modellen, (ii) en lukkekurs på selskabets aktier på NASDAQ Copenhagen A/S på DKK 2,28 pr. gårds dato, (iii) en tegningskurs på DKK 456, svarende til DKK 2,28 pr. aktie á 0,50, (iv) en risikofri rente på -0,5 %, (v) en estimeret volatilitet på 25,7 % samt (vi) en løbetid på 2,9 år.

 

Registrering

Bestyrelsen vil i Erhvervsstyrelsen sørge for registrering af de af udstedelsen afledte vedtægtsændringer.

 

 

NewCap Holding A/S

Bestyrelsen

 

 

For yderligere information kontakt venligst:

Administrerende direktør Peter Steen Christensen

Telefon: +45 8816 3000

E-mail: info@newcap.dk

 


Attachments

Selskabsmeddelelse nr 5 2017.pdf