Forventningerne til 2016/17 fastholdes - fortsat øget fokus på kommunikationsløsninger

InterMails kunder har stigende fokus på at kommunikere med deres kunder på den mest optimale og effektive måde, hvilket oftest bliver en kombination af digital og papirbaseret kommunikation. InterMail fortsætter sit fokus på digitale kommunikationsløsninger og andre forsendelsestyper end breve samt på en yderligere kontrolleret tilpasning af konvolutdivisionen. Der vurderes at være et attraktivt potentiale inden for de produkter og services, som InterMail tilbyder, og InterMail vil i den kommende periode arbejde intensivt på at skabe de rette rammer for at udnytte dette potentiale.


I foråret 2017 blev det besluttet at ændre InterMails strategiske fokus og i et øget tempo at satse på udviklingen og salget af digitale løsninger og pakkeløsninger, der kombinerer de produkter, som InterMail kan tilbyde sine kunder – og hermed satse på områder, hvor der er gode muligheder for at skabe vækst og indtjening. Samtidig blev det besluttet at foretage en yderligere kontrolleret tilpasning af konvolutdivisionen. I det forløbne kvartal er der igangsat en række aktiviteter med henblik på at gennemføre de nødvendige forandringer og reducere omkostningerne. En proces, der fortsættes kontinuerligt i takt med markedsudviklingen.    

Kommunikationsdivisionen har i 3. kvartal 2016/17 og i 1.-3. kvartal 2016/17 haft en omsætning indenfor digital kommunikation som forventet, men oplevet en nedgang i markedsaktiviteterne for de traditionelle papirbaserede produkter. InterMail har deltaget i en række større udbud indenfor digital og papirbaseret kommunikation, som forventes afklaret i 2017. Omsætningen i den forløbne del af regnskabsåret været lavere end året før, men som følge af tilpasninger af omkostningerne var indtjeningen stigende i 3. kvartal 2016/17 i forhold til 2015/16 samt på niveau med resultatet i 1.-3. kvartal 2015/16. Der er betydelig vækst i virksomhedernes markedskommunikation og i brugen af digitale løsninger, og InterMails kunder har stigende fokus på at kommunikere med deres kunder på den mest optimale og effektive måde. InterMail tilbyder en lang række kommunikationsløsninger, der kombinerer digitale og papirbaserede produkter i unikke kundeløsninger. Det kan fx være kommunikationsløsninger, der kombinerer InterMails kundeloyalitetsprogrammer, som anvendes i forbindelse med kundeklubber og bonuskort, emballageløsningen SkanPack, kampagnemateriale samt håndtering af lager og fakturering. I den kommende tid vil InterMail intensivere arbejdet med at realisere potentialet inden for denne type løsninger.  

På grund af uroen omkring PostNords brevbefordring og den fortsatte digitalisering i Norden har faldet i brevmængderne i den forløbne del af 2016/17 været større end forventet.  Omsætningen og indtjeningen i Konvolutdivisionen var derfor lavere i 3. kvartal 2016/17 og i de første tre kvartaler i forhold til året før. Med henblik på at stabilisere omsætningen arbejdes der løbende med at udvikle InterMails webshop for konvolut- og SkanPack-produkter, men dette kan ikke kompensere for faldet i omsætningen af konvolutter. Der sker ligeledes kontinuerlige tilpasninger af produktionen, således at produktionsomkostningerne løbende nedbringes.

 

Hovedtal for 3. kvartal 2016/17:
 

  • Omsætningen blev i 3. kvartal 2016/17 på 63,9 mio. kr. mod 86,4 mio. kr. i 3. kvartal 2015/16, mens omsætningen i 1.-3. kvartal blev på 212,5 mio. kr. mod 264,1 mio. kr. i 2015/16.
  • EBITDA blev i 3. kvartal 2016/17 på 5,9 mio. kr. mod 4,1 mio. kr. i 3. kvartal 2015/16, mens EBITDA i 1.-3. kvartal blev på 13,0 mio. kr. mod 13,5 mio. kr. i 2015/16.
  • EBIT før særlige poster blev i 3. kvartal 2016/17 på -1,7 mio. kr. mod -0,1 mio. kr. i 3. kvartal 2015/16, mens EBIT i 1.-3. kvartal blev på 1,3 mio. kr. mod 6,9 i 2015/16.
  • Resultat før skat (EBT) blev i 3. kvartal 2016/17 på -3,9 mio. kr. mod -1,7 mio. kr. i 3. kvartal 2015/16, mens EBT i 1.-3. kvartal blev på -6,2 mio. kr. mod 0,3 mio. kr. i 2015/16.

 

Forventningerne til 2016/17 fastholdes

I den resterende del af 2016/17 videreføres den igangværende tilpasning og udvikling af InterMail med hovedfokus på at fremme udviklingen og salget af digitale løsninger, løbende at optimere driften samt at foretage en yderligere kontrolleret tilpasning af konvolutdivisionen.

På basis af udviklingen i omsætning og resultat i 3. kvartal 2016/17 fastholdes forventningerne til regnskabsåret 2016/17, som blev offentliggjort i forbindelse med delårsrapporten for 1. halvår 2016/17. I forventningerne er der ikke indregnet fortjeneste ved salg af anlægsaktiver eller hensættelser som følge af strukturelle tilpasninger.

Baseret på ovenstående og en svensk kronekurs på 0,8 DKK/SEK forventes fortsat følgende for 2016/17:

  • En koncernomsætning i niveauet 250-265 mio. kr. mod 330,7 mio. kr. i 2015/16
  • Et EBITDA-resultat i niveauet 10-14 mio. kr. mod 15,8 mio. kr. i 2015/16
  • Et EBIT-resultat før særlige poster i niveauet -5 til -3 mio. kr. mod 3,3 mio. kr. i 2015/16
  • Et resultat før skat i niveauet -15 til -13 mio. kr. mod -5,4 mio. kr. i 2015/16

 

 

Venlig hilsen
InterMail A/S

 

YDERLIGERE OPLYSNINGER:

   

Anders Ertmann, CEO
Telefon: 39 66 09 22
Mobil: 51 16 13 72
E-mail: anders.ertmann@intermail.com
 
 
 
 

InterMail er via datterselskabet StroedeRalton en af de største udbydere af fulfilment-services, mailhåndtering og it-baserede loyalitetssystemer i Norden. Ligeledes er InterMail den største producent på det nordiske marked for konvolutproduktion og tiltrykning. Selskabet producerer 1 mia. konvolutter om året og har i tillæg en lang række forsendelseskoncepter (SkanPack), som efterspørges af virksomheder indenfor den stadigt voksende internethandel.


Attachments

InterMail selskabsmeddelelse nr 14 - Periodemeddelelse 3. kvartal 2016-17 final.pdf