NeuroSearch A/S – Delårsrapport for 1. halvår 2017


Selskabsmeddelelse
31. august 2017





 

Nedenfor følger delårsrapport for NeuroSearch for 1. halvår 2017. Rapporten i sin helhed fremgår af vedlagte PDF-fil.

NeuroSearch-koncernen realiserede et underskud af primær drift på 2,3 mio.kr. i første halvår 2017 (underskud på 1,4 mio.kr. i samme periode 2016).

Det regnskabsmæssige resultat efter skat af fortsættende aktiviteter blev et underskud på 2,5 mio.kr. i første halvår (underskud på 1,7 mio.kr. i samme periode 2016).

Det regnskabsmæssige resultat for koncernen blev et underskud på 2,5 mio.kr. (underskud på 0,5 mio.kr. i samme periode 2016).

Selskabets likvide midler udgjorde 66 mio.kr. pr. 30. juni 2017 (77 mio.kr. pr. 30. juni 2016). NeuroSearch har i 1. halvår af 2017 betalt bøden for markedsmanipulation på 5 mio.kr.

Opdatering på selskabets aktiver

Selskabet ejer følgende kapitalandele i:

  • NsGene: 26,8% (NsGene trådte i frivillig likvidation den 30. januar 2017. NeuroSearch har indregnet 4,5 mio.kr. i udbytte fra likvidationen i regnskabet for 2016, som selskabet forventer at modtage i 3. kvartal af 2017)
  • Atonomics: 3,6%

Licensaftaler:

  • Mulige milepælsbetalinger fra Teva Pharmaceuticals (Såfremt Huntexil® opnår markedsgodkendelse, tilkommer der NeuroSearch milepælsbetalinger på i alt op til 55 mio.kr. Teva Pharmaceutical Industries Ltd. har i 2016 offentliggjort positive resultater af et omfattende fase II studie. NeuroSearch har ikke yderligere indsigt i Teva's videre udviklingsplaner for Huntexil® og kan således ikke vurdere sandsynligheden for, at der udløses betalinger til NeuroSearch eller timingen herfor. NeuroSearch har iværksat en proces for at afdække, om det er muligt at afhænde selskabets ret til evt. milepælsbetalinger og evt. royalties)
  • Aftaler med Saniona A/S. Se herom nedenfor under ”Begivenheder efter balancedagen”

Værdien af ovenstående aktiver, bortset fra provenuet hidrørende fra likvidationen af NsGene, er behæftet med væsentlig usikkerhed, da der ikke findes et etableret marked for sådanne aktiver.

Desuden opgjorde NeuroSearch pr. 31. december 2016 de ikke indregnede fremførbare skattemæssige underskud i moderselskabet til ca. 1.708 mio.kr. og fradragsberettigede midlertidige forskelle til ca. 84 mio.kr., i alt ca. 1.791 mio.kr. Det ikke indregnede skatteaktiv vil under bestemte betingelser kunne udnyttes helt eller delvist af en potentiel køber af NeuroSearch.


Finansielle forventninger til 2017

I 2017 forventer NeuroSearch et underskud af primær drift på ca. 2,3-3,3 mio.kr. I forventningerne indgår ikke indtægter fra eventuelt yderligere salg af selskabets aktiver eller mulige indtægter fra selskabets aftale med Teva.

Begivenheder efter balancedagen

Den 4. juli 2017 indgik NeuroSearch og Saniona aftale om overdragelse af tilbageværende rettigheder på de prækliniske og kliniske aktiver, som NeuroSearch overdrog til Saniona i perioden 2012-2016. Som fuld og endelig afregning for NeuroSearch’s tilbageværende rettigheder i de overdragne projekter, modtog NeuroSearch fra Saniona en kontant éngangsbetaling på 5,5 mio.kr. Desuden overtog Saniona NeuroSearch’s forpligtelser i forhold til betaling af royalties til tredjepart for   fremtidige, eventuelle netto salgsindtægter fra de omhandlede projekter, herunder NeuroSearch’s forpligtelser vedr.  royalty betalinger til Boehringer Ingelheim (Tesofensine) og til GlaxoSmithKline (NS2359).


NeuroSearch skal, af det modtagne beløb på 5,5 mio.kr. - jvf. oprindelig aftale - betale i alt 0,4 mio.kr. til Boehringer Ingelheim og GlaxoSmithKline. Af de resterende 5,1 mio.kr. tilføres 2,2 mio.kr. til selskabets primære drift, og 2,9 mio.kr. konteres under ophørende aktiviteter.

Selskabets likvide midler udgjorde efter modtagelsen af de 5,5 mio.kr. fra Saniona 71 mio.kr. Betalingsforpligtelsen til Boehringer Ingelheim og GlaxoSmithKline forventes at blive opfyldt i 2. halvdel af 2017.



Allan Andersen
Adm. direktør




Kontaktperson
Allan Andersen, adm. direktør, telefon: 4016 3864



Om NeuroSearch
NeuroSearch A/S (NEUR) er noteret på NASDAQ Copenhagen A/S.


Attachments

Fonds. 6-17 - Q2 DK.pdf