Meddelelse fra Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen


Lånetype ved finansiering af alment byggeri

I november 2017 indgik regeringen en aftale med realkreditinstitutterne om en ny finansieringsmodel for statsstøttet alment boligbyggeri og renoveringslån med støtte fra Landsbyggefonden. Aftalen indebærer blandt andet, at staten fremover garanterer 100 pct. for såvel udlånene som de nye bagvedliggende almene realkreditobligationer. De nye lån placeres i selvstændige kapitalcentre.

I medfør af almenboligloven fastsætter Transport-, Bygnings- og Boligministeriet de nærmere bestemmelser om lånetype ved udbetaling af nye lån med støtte fra staten og nye lån med støtte fra Landsbyggefonden til finansiering af alment byggeri.

Det er således besluttet, at optagelse af støttede lån, som reguleres i henhold til det nye regelsæt, skal ske med lån med 10-årig rentetilpasningsperiode.

Staten forventes i alt at opkøbe statsgaranterede almene realkreditobligationer og obligationer udstedt af KommuneKredit for op til 42,5 mia. kr. i 2018. Det er indtil videre forventningen, at staten i 2018 vil købe alle statsgaranterede realkreditobligationer.

Det er en forudsætning for anvendelsen af den nye lånemodel, at den forinden vedtages af Folketinget i forbindelse med finansloven for 2018.

 

Med venlig hilsen

Lise Heinesen
Kontorchef

 


Attachments

Pressemeddelelse 2017 4 kv. december DK.pdf