Ny markedssituation og strategisk fokus forbedrer resultatet i 2017 og styrker grundlaget for markant fremgang i indtjeningen i 2018


Selskabsmeddelelse nr. 01-18

22. februar 2018

I 2017 forbedrede North Media resultatet og styrkede samtidig grundlaget for fremgang i 2018 i væsentlig grad.

PostNords tilbagetrækning fra omdeling af tilbudsaviser betyder tilgang af mange nye kontrakter til FK Distribution. Det er derfor nødvendigt at udvide kapaciteten markant. Dette er driftsmæssigt en meget udfordrende opgave, som har højeste prioritet i FK Distribution, og som medfører kraftigt øgede omkostninger. I North Media Aviser fortsætter vi eksekvering af metropolstrategien og er nu geografisk fokuseret på hovedstaden og Nordøstsjælland.

Samlet betød det, at koncernen i 2017 realiserede en omsætning på 899 mio. kr. - en vækst på 2 % i forhold til 2016. Driftsresultatet (EBIT før særlige poster) blev i 2017 forbedret med 26 mio. kr., og årets resultat blev realiseret med et overskud på 28,0 mio. kr., hvilket er en forbedring på over 90 mio. kr. sammenlignet med 2016.

Omsætningsvækst og markant indtjeningsfremgang forventes i 2018

I 2018 forventer koncernen betydelig vækst i både omsætning og indtjening, primært som følge af nye kontrakter i FK Distribution, men også som følge af resultatforbedring i North Media Aviser, North Media Online og BEKEY. Samlet forventer koncernen en omsætning på 1.090-1.155 mio. kr. og et EBIT før særlige poster på mellem 60 og 95 mio. kr.

”Vi har været igennem nogle svære år med utilfredsstillende indtjening, og det har krævet en enestående opbakning fra vores medarbejdere og stor tålmodighed fra vores aktionærer. Nu har vi vendt den negative udvikling og har lagt fundamentet til at sikre betydelig indtjenings­mæssig fremgang i 2018. Selvom vi ikke har leveret resultaterne endnu, vil vi gerne under­strege de positive forventninger ved at foreslå udbetaling af udbytte på 1,50 kr./aktie for regnskabsåret 2017. Dette markerer vores tro på, at vi nu har nået et vendepunkt i værdiskabelsen til vores aktionærer,” siger Richard Bunck, formand for bestyrelsen i North Media A/S.

Nyt formandskab i North Media A/S sikrer kontinuitet

Efter 14 år som formand for North Medias A/S’ bestyrelse har stifter og hovedaktionær, Richard Bunck, besluttet, at 2018 bliver året, hvor han træder et skridt tilbage. På North Media A/S’ generalforsamling den 13. april 2018 indstilles Mads Dahl Andersen til valg til bestyrelsen og foreslås som ny bestyrelsesformand, mens Richard Bunck foreslås som ny næstformand. Mads Dahl Andersen fratræder derfor den 31. marts 2018 stillingen som adm. direktør i FK Distribution A/S, som overtages af nuværende salgsdirektør Lasse Ingemann Brodt. Lasse Ingemann Brodt afløser endvidere Mads Dahl Andersen den 2. april 2018 som medlem af direktionen i North Media A/S.

”Hovedparten af North Medias selskaber har gennem de seneste år gennemført store transformationer og har i dag stærke markedspositioner. Retningen er sat, og udviklingen af samspillet mellem trykte og digitale platforme er godt i gang. Tidspunktet er rigtigt nu til at foretage denne ændring, der sikrer kontinuitet, vision og eksekveringskraft. Jeg er meget glad, for at Mads og Lasse har sagt ja til deres nye hverv, og glæder mig til at fortsætte det tætte og aktive samarbejde med dem begge i min nye rolle som næstformand for bestyrelsen i North Media,” siger Richard Bunck.

Yderligere oplysninger

  • Bestyrelsesformand Richard Bunck, mobil 20 87 03 00
  • Adm. direktør FK Distribution Mads Dahl Andersen, mobil 20 42 09 85
  • Ordførende koncerndirektør & CFO Kåre Stausø Wigh, mobil 25 65 21 45
  • Adm. direktør North Media Aviser Gorm Wesing Flyvholm, mobil 25 45 67 74
  • Adm. direktør North Media Online Henrik Løvig, mobil 61 79 94 31
  • Adm. direktør BEKEY Søren Holmblad, mobil 25 65 21 30

Med venlig hilsen

North Media A/S

Kåre Stausø Wigh
Ordførende koncerndirektør & CFO

 

http://prlibrary-eu.nasdaq.com/Resource/Download/1514eab4-4fc0-400c-afb0-2b57b7101249


Attachments

North Media AS - Årsrapport 2017