Ark


Meddelelse til Nasdaq Copenhagen

STABILITET OG LØNSOM VÆKST GAV MEGET TILFREDSSTILLENDE RESULTATUDVIKLING I 2017

Årets resultat for 2017

Arkil Holding A/S realiserede i 2017 en omsætning på 3.140 mio. kr. og en vækst på 4% i forhold til 2016. Det er på niveau med forventningen ved årets start. Væksten var jævnt fordelt på tværs af koncernens forretningsområder og geografi.

Det primære driftsresultat i 2017 er 151,5 mio. kr. Det er en markant forbedring i forhold til 2016, som på grund af nedskrivninger på enkeltstående, større projekter endte på blot 6,3 mio. kr. Der er ikke på tilsvarende vis forekommet større nedskrivninger i 2017.

Årets resultat før skat udgør 147,7 mio. kr., hvilket er i den øvre ende af de udmeldte forventninger og væsentligt højere end forventet ved årets start.

”Arkil kom godt fra start i 2017, og det lykkedes løbende at supplere aktiviteten med lønsomme projekter, som fordelte sig bredt inden for koncernens virkefelter, herunder også større projekter, der involverede flere faglige områder. Det har skabt god synergi og kapacitetsudnyttelse, som har bidraget til den gode indtjening. Vores godt 1.800 medarbejdere har haft travlt, men et større fokus på kernekompetencer end vækst har båret frugt og gjort indsatsen mere lønsom. Det er den bærende årsag til, at årets resultat er det bedste i selskabets historie,” udtaler administrerende direktør Jesper Arkil.

Forventninger til 2018

I 2018 forventer ledelsen, at selskabet realiserer en omsætning i intervallet 3,0–3,2 mia. kr. og et resultat i intervallet 110-140 mio. kr.

”Investeringer i den danske vejinfrastruktur vil i 2018 være præget af en tydelig stagnering. Det slår igennem på hele anlægsområdet i Danmark, mens udviklingen i udlandet er stabil og positiv. Trods koncernens store geografiske og faglige bredde kan det ikke undgås, at dette fald smitter af på flere aktivitetsområder og vil presse marginalerne noget. Den økonomiske situation i de lande, selskabet er aktive i, er dog generelt positiv og giver forventning om et uændret aktivitetsniveau med et samlet set tilfredsstillende resultat,” siger Jesper Arkil.

Generalforsamling

Der afholdes generalforsamling i Arkil Holding A/S torsdag den 26. april 2018 kl. 15.00 på selskabets hovedkontor, Søndergård Alle 4, 6500 Vojens.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst administrerende direktør Jesper Arkil på tlf. 20 66 93 08.

Med venlig hilsen
ARKIL HOLDING A/S

Agnete Raaschou-Nielsen
Bestyrelsesformand

Arkil Holding_Årsrapport2017_nasdaq


Attachments

Arkil Holding_Årsrapport2017_nasdaq