Sydbanks delårsrapport – 1. kvartal 2018


Selskabsmeddelelse nr. 22/2018
25. april 2018

Sydbanks delårsrapport – 1. kvartal 2018

Tilfredsstillende resultat – egenkapitalforrentning på 14,8 pct. p.a. efter skat

Sydbank leverer et tilfredsstillende resultat for 1. kvartal 2018 og fastholder dermed et højt indtjeningsniveau. Basisindtjeningen realiseres på samme høje niveau som i 1. kvartal 2017. Handelsindtjeningen realiseres på et tilfredsstillende niveau. Den gode kreditkvalitet medfører tilbageførsel af nedskrivninger for 4. kvartal i træk. Koncernens udlån falder reelt med 0,3 mia. kr., når der korrigeres for effekten af fundingen af prioritetslån.

Administrerende direktør Karen Frøsig siger som kommentar til Sydbanks resultat for 1. kvartal:

  • Det er tilfredsstillende at kunne konstatere en fortsat høj og stabil indtjening. Resultatet efter skat forrenter egenkapitalen med 14,8 pct. p.a.

             
Karen Frøsig uddyber:

  • Bankens kunder har det generelt godt økonomisk, hvilket medfører et lavt behov for nedskrivninger på udlån. Det nuværende renteniveau kombineret med en relativ lav efterspørgsel efter nye udlån og en intens konkurrence medfører, at der fortsat er pres på nettorenteindtægterne. Jeg kan dog glæde mig over, at det er lykkedes at opveje faldet i nettorenteindtægterne med en stigning i øvrige basisindtægter, således at vi har formået at realisere en samlet basisindtjening på niveau med samme periode i 2017.

Hovedpunkter fra regnskabet for 1. kvartal 2018

  • Resultat på 431 mio. kr. giver en egenkapitalforrentning på 14,8 pct. p.a. efter skat.
  • Basisindtjening på 1.053 mio. kr. er på niveau med samme periode i 2017.
  • Nedskrivninger på udlån udgør en indtægt på 13 mio. kr. og falder med 24 mio.kr. i forhold til samme periode i 2017.
  • Bankudlån inkl. fundede prioritetslån falder med 0,3 mia. kr., svarende til 0,5 pct. i forhold til ultimo 2017. Bankudlån ekskl. fundede prioritetslån falder med 0,8 mia. kr., svarende til 1,2 pct. i 1. kvt. 2018.
  • Egentlig kernekapitalprocent er faldet med 0,7 procentpoint i forhold til ultimo 2017 og er på 16,6 uden indregning af periodens resultat. Ved indregning af 50 pct. af periodens resultat udgør den egentlige kernekapitalprocent 17,0.
  • Aktietilbagekøb på 500 mio. kr. er påbegyndt den 21. februar 2018.

Forventninger til 2018

  • Der forventes en begrænset vækst i dansk økonomi i 2018.
  • Indtjeningen i alt forventes at være på niveau med den realiserede indtjening i 2017.
  • Der forventes en mindre stigning i basisomkostningerne i 2018.
  • Nedskrivningerne i 2018 forventes at være på et lavt niveau. Usikkerheden om prisudviklingen i landbruget kan dog påvirke nedskrivningsniveauet.
  • Poster med engangskarakter, netto forventes at udgøre en indtægt i niveauet 35 mio. kr.
  • Resultatet efter skat forventes at være i intervallet 1.340-1.540 mio. kr.
  • Forventningerne er forbundet med usikkerhed og afhænger blandt andet af de makroøkonomiske forhold.

Yderligere oplysninger
Økonomidirektør Jørn Adam Møller, tlf. 74 37 24 00
Kommunikationschef Dan Prangsgaard, tlf. 21 54 18 74

Adm. direktør Karen Frøsig, bankdirektør Bjarne Larsen og økonomidirektør Jørn Adam Møller gennemgår i dag kl 10.00 (CET) rapporten på en telekonference. Telekonferencen afvikles på dansk og kan følges via www.sydbank.dk/omsydbank

Danske deltagere skal ringe på 70 22 35 00, mens deltagere uden for Danmark skal ringe på +44 (0) 207 57 21 187. Følgende kode skal bruges for at logge ind: 32063551#

 

Vedhæftede filer


Attachments

FM 22 Delårsrapport 1. kvartal 2018