Salg af Fitness DK Holding A/S og nedjustering


PARKEN Sport & Entertainment ("PSE") har i dag indgået aftale om salg af Fitness DK Holding A/S ("Fitness DK") til Run BidCo ApS, et helejet datterselskab af kapitalfonden Altor Fund III og Tryghedsgruppen, der kontrollerer Sats Group AS (’’Sats’’).

Købesummen udgør 100 mio.kr på kontant og gældfri basis og betales kontant ved transaktionens gennemførelse.

Transaktionen er blandt andet betinget af godkendelse af konkurrencemyndighederne og ventes gennemført med udgangen af august 2018.

PSE ønsker med salget af Fitness DK at fokusere på videreudvikling af F.C. København, Telia Parken, Kontorejendomme, Lalandia samt det fællesejede E-sports selskab, North.

Fitness DK får med salget til Sats en ejer, der har indgående kendskab til fitness branchen i Norden og dermed forudsætningerne for at videreudvikle Fitness DK. Sats har flere end 200 centre i Norden (Sverige, Norge og Finland) med i alt ca. 560.000 medlemmer. Med købet af FDK får SATS en væsentlig aktivitet også i Danmark.

Som følge af salget bliver Fitness DK i PSE´s delårsrapport for 2. kvartal 2018 omklassificeret til "aktiver, der besiddes med henblik på salg".

Ved udsendelsen af delårsrapport for 1. kvartal 2018 (14. maj 2018) forventede PSE en omsætning på ca. 1.250 til 1.275 mio.kr. og et resultat før skat på 35 til 50 mio.kr.

I forlængelse af aftalen om salg af Fitness DK ændres forventningerne til 2018 til en omsætning på ca. 1.080 til 1.100 mio.kr. og et resultat før skat på -170 til -155 mio.kr. som følge af regnskabsmæssig nedskrivning mv. i forbindelse med afhændelsen af Fitness DK.

Salget vil have en positiv indflydelse på den nettorentebærende gæld og soliditeten vil fortsat være over 30 %.

For de fortsættende aktiviteter i PSE forventes i 2018 en omsætning på ca. 780 til 800 mio.kr. og et resultat før skat på 50 til 65 mio.kr.

Med venlig hilsen
PARKEN Sport & Entertainment A/S

Bo Rygaard
Bestyrelsesformand

Vedhæftet fil


Attachments

08-2018 Salg fdk