William Demant Holding A/S: Halvårsrapport 2018


Selskabsmeddelelse nr. 2018-08
Halvårsrapport 2018
15. august 2018

Stærk organisk vækst på 11 % i engrossalg af høreapparater og udvidelse af førende produktportefølje
Vækst på 9 % i koncernen i lokal valuta, heraf 7 % organisk vækst
Justeret EBIT voksede med 11 % (rapporteret 16 %) og EBIT-marginen med 1,2 pp (rapporteret 1,8 pp)
Forventninger justeret til EBIT på 2,65-2,85 mia. (før 2,55-2,85 mia.) før omstr.omk. på 120 mio. (før 150 mio.)

  • Koncernen har oplevet en meget tilfredsstillende vækst i første halvår 2018 og har genereret betydelige vækstrater i alle forretningsaktiveteter. Omsætningen nåede DKK 6.777 mio. og steg med 9 % i lokal valuta, hvoraf organisk vækst tegnede sig for 7 procentpoint og akkvisitiv vækst for 2 procentpoint. Valutakurser havde en negativ effekt på væksten på 5 %, og den rapporterede vækst var 4 %.
  • Forretningsaktiviteten Høreapparater opnåede en organisk vækst på 7 % drevet af meget stærke resultater i engrosforretningen, hvor den organiske vækst var 11 %, og hvor mikseffekter medførte en betydelig stigning i den gennemsnitlige salgspris (ASP), men negativ vækst i styksalget. Om et par uger udvider vi vores førende produktportefølje yderligere, når vi dels lancerer nye i øret-høreapparater i alle brands og i alle prispunkter, blandt andet den første i øret-version af Oticon Opn, og dels introducerer vores nyeste teknologiplatform i flere prispunkter og i adskillige modeller i alle brands. Med betydelige forskelle mellem vores forskellige markeder genererede vores detailforretning 8 % vækst i lokal valuta, hvoraf akkvisitioner tegnede sig for over 6 procentpoint og organisk vækst for 1 procentpoint.
  • I forretningsaktiviteten Høreimplantater var den organiske vækst 9 %, idet vores forretning for cochlear-implantater (CI) formåede at generere en tocifret organisk vækstrate, samtidig med at der er blevet allokeret betydelige ressourcer til gennemførelse af det opgraderingsprogram, der startede i 2017, og som tilbyder nye Neuro One-brugere uden omkostninger at blive opgraderet til den eksterne lydprocessor, Neuro 2, der blev lanceret i slutningen af februar i år. I forretningen for benforankrede høresystemer (BAHS) var den organiske vækstrate lidt mere beskeden, om end den oversteg markedsvækstraten, som oplevede en midlertidig nedgang i første halvår, idet der kun var et begrænset antal nye produktintroduktioner.
  • Forretningsaktiviteten Diagnostiske Instrumenter fortsatte det positive momentum og realiserede en organisk vækstrate på over 11 % drevet af de to største regioner, Nordamerika og Europa. Væksten var bredt funderet på tværs af brands og produktkategorier.
  • Som førende inden for høresundhed er vi meget opsat på at drive innovation, og alle vores forretningsaktiviteter har p.t. førende produktporteføljer. I første halvår øgede vi vores F&U-udgifter med hele 16 % i lokal valuta for yderligere at udbygge vores ledende position og for at være gearet til den øgede innovationshastighed, vi ser inden for global høresundhed.
  • Resultat af primær drift (EBIT) for perioden var DKK 1.272 mio. før omstruktureringsomkostninger på DKK 46 mio. svarende til en vækstrate på 11 % i forhold til samme periode sidste år. Omstruktureringsomkostninger var DKK 30 mio. lavere end oprindeligt forventet. EBIT-marginen steg med 1,2 procentpoint til 18,8 % drevet af stærk vækst i vores engrosforretning, omend med en vis udvandende effekt fra Høreimplantater og fra en stigning i produktionsomkostningerne som følge af øget salg af value-added-produkter og tilbehør. Rapporteret EBIT steg med 16 % til DKK 1.226 millioner, og det rapporterede overskud for perioden var DKK 894 mio. svarende til en indtjening pr. aktie (EPS) på DKK 3,55 eller en stigning på 15 % for begge. Pengestrømme fra driftsaktiviteter (CFFO) voksede med 8 % til DKK 1.051 mio. før pengestrømme fra omstruktureringsomkostninger på DKK -55 mio.
  • Vi har set en flot udvikling i første halvår, og vi fastholder vores forventninger om at levere betydelig organisk vækst i salget i 2018. Vi forventer nu, at valutakurseffekten på den samlede omsætning for 2018 vil være marginalt mindre negativ og ligge på -3 % inklusive effekten af valutakurssikring (tidligere -4 %), idet vores vigtigste faktureringsvalutaer er blevet styrket siden begyndelsen af året. Vi løfter intervallet i den lavere ende af vores forventninger og forventer nu et EBIT på DKK 2.65-2.85 mia. (tidligere DKK 2,55-2,85 mia.) før omstruktureringsomkostninger på DKK 120 mio. (tidligere DKK 150 mio.). Vores forventninger til besparelser relateret til strategiske initiativer er uforandrede. Vi forventer fortsat at tilbagekøbe aktier for DKK 1,5-2,0 mia., idet vi tilstræber en gearing-multipel på 1,5-2,0 (forholdet mellem netto rentebærende gæld og EBITDA).

“Jeg er meget tilfreds med det samlede resultat og den flotte præstation i koncernen i første halvår, hvilket betyder, at vi løfter den lave ende af det indtjeningsinterval, vi forventer for året. Vores resultat viser endnu en gang, hvordan høresundhedsindustrien er drevet af innovation og nye stærke produktkoncepter, der hæver barren for, hvor langt vi kan nå med en dedikeret indsats inden for høresundhed. Kundefokus på tværs af koncernen er en af vores topprioriteter, og vi er snart klar med en lang række nye produkter til gavn for slutbrugere i hele verden. Jeg har derfor tiltro til, at vi kan bibeholde den positive udvikling,” siger koncernchef of adm. direktør Søren Nielsen.

Yderligere information:
Koncernchef og adm. direktør Søren Nielsen
Telefon +45 3917 7300
www.demant.com
Øvrige kontaktpersoner:
CFO René Schneider
Søren B. Andersson og Mathias Holten Møller, Investor Relations
Kommunikationschef Trine Kromann-Mikkelsen


 

Vedhæftet fil


Attachments

2018-08 Interim Report 2018