Halvårsrapport 2018


16. august 2018 

Selskabsmeddelelse nr. 07-18

Stor fremgang i FK Distribution og fokus på kerneforretninger styrker North Medias omsætning og resultat markant i 1. halvår 2018

North Media opnåede i 1. halvår 2018 en omsætning på 570 mio. kr., svarende til en vækst på over 33 % i forhold til 1. halvår 2017. Driftsresultatet (EBIT) før særlige poster i perioden blev på 51 mio. kr. – en forbedring på 57 mio. kr. sammenlignet med sidste år.

”1. halvår 2018 manifesterede sig som ventet i en markant omsætnings- og resultatfremgang for North Media, primært drevet af betydelig fremgang i FK Distribution, som øgede omsætningen med 50 % og overskudsgraden fra 4 % til 14 % i perioden. FK Distribution har haft stor tilgang af kunder og stigning i volumen. Vi har tilpasset driften til den store volumenstigning, og samtidig har vi fastholdt en tilfredsstillende distributionskvalitet i det meste af Danmark”, siger Kåre Wigh, ordførende koncerndirektør & CFO i North Media A/S.

Fokusering på koncernens kerneforretninger, med særlig opmærksomhed på at skabe lønsomhed, har også skabt resultatfremgang i North Media Online og BEKEY på henholdsvis 5 mio. kr. og 2 mio. kr. i 1. halvår 2018, mens North Media Aviser på grund af et uventet stort markedsfald ikke har kunnet realisere den forventede fremgang.

Forventningerne til helåret 2018 fastholdes og præciseres til et EBIT før særlige poster på 75-95 mio. kr.

Fremgangen i koncernens omsætning og styrkelsen af resultatet er på linje med de forventninger for 2018, som blev udmeldt ved offentliggørelsen af årsrapporten 2017. Samlet forventes North Media i 2018 at realisere en omsætning på 1.120-1.155 mio. kr. (tidligere 1.090-1.155 mio. kr.) svarende til en vækst på 25 % til 28 % i forhold til 2017. Driftsresultatet (EBIT) før særlige poster i 2018 forventes at udgøre 75-95 mio. kr. (tidligere 60-95 mio. kr.). En betydelig fremgang sammenlignet med det nulresultat, der blev realiseret i 2017.

Yderligere oplysninger

Ordførende koncerndirektør & CFO Kåre Stausø Wigh, mobil 25 65 21 45


Vedhæftet fil


Attachments

Halvårsrapport 2018