North Media A/S iværksætter aktietilbagekøbsprogram


Selskabsmeddelelse nr. 02-19

7. februar 2019

Bestyrelsen i North Media A/S har besluttet at iværksætte tilbagekøb af op til 500.000 stk. egne aktier. Det maksimale vederlag, North Media A/S kan betale for aktier opkøbt under programmet er 25 mio. kr. Aktietilbagekøbet af 500.000 stk. egne aktier svarer til 2,49 % af aktiekapitalen i North Media A/S.

Selskabets beholdning af egne aktier var den 7. februar 2019 på 1.100.000 stk. svarende til 5,48 % af aktiekapitalen.

Formål
Formålet med aktietilbagekøbet er at øge beholdningen af egne aktier, samt at afdække forpligtelser i forbindelse med eventuelle fremtidige aktiebaserede incitamentsprogrammer.

Bestyrelsens bemyndigelse
Bestyrelsen er bemyndiget til at lade North Media A/S erhverve egne aktier med en samlet værdi op til 15 % af selskabskapitalen. Erhvervelsen af egne aktier skal ske til den på købstidspunktet gældende børskurs på Nasdaq Copenhagen, idet børskursen dog kan fraviges med indtil 5 % i op- eller nedadgående retning. Bemyndigelsen er givet for en periode på fem år indtil den 26. marts 2020.

Periode
Aktietilbagekøbet løber i perioden fra og med den 8. februar 2019 og afsluttes senest den 30. september 2019.

Vilkår
North Media har udpeget Danske Bank som lead manager for aktietilbagekøbet. Danske Bank træffer uafhængigt og uden indflydelse eller involvering fra North Media sine handelsbeslutninger. Erhvervelsen af aktierne skal ske til den på købstidspunktet gældende tilbudskurs på Nasdaq Copenhagen, idet kursen dog kan fraviges med indtil 5 % i op- eller nedadgående retning.

Det oplyses fra selskabets hovedaktionær og næstformand for bestyrelsen Richard Bunck, der via selskabet Baunegård ApS ejer 55,75% af selskabets aktier, at man ikke deltager ved salg af selskabets aktier tilbage til selskabet.

North Media er berettiget til midlertidigt eller helt at stoppe aktietilbagekøbet på ethvert tidspunkt og vil i givet fald offentliggøre dette via en selskabsmeddelelse.

Så længe aktietilbagekøbsprogrammet løber, vil North Media jævnligt offentliggøre en separat meddelelse om transaktionerne under programmet.

Yderligere oplysninger

Ordførende koncerndirektør & CFO Kåre Wigh, mobil 25 65 21 45.