AaB A/S arbejder videre med kapitalforhøjelse


NASDAQ OMX Copenhagen A/S

Børsmeddelelse nr. 2020/13

Aalborg, 21. juli 2020


Bestyrelsen i Aalborg Boldspilklub A/S fik 10. december 2019 på en ekstraordinær generalforsamling bemyndigelse til at udvide aktiekapitalen. Forslaget blev vedtaget med overvældende flertal, hvor flere end 95 procent stemte for forslaget, og AaB A/S forventer i løbet af efteråret 2020 at gennemføre en emission med fortegningsret for selskabets aktionærer.

Siden den ekstraordinære generalforsamling har AaB fået henvendelser fra potentielle investorer, der støtter klubbens ambition om fra 2022 at være et permanent Top 4-hold i Danmark, samtidig med at udviklingen af egne talenter intensiveres, så AaB til stadighed fremstår som Hele Nordjyllands hold.

På baggrund af bemyndigelsen til at gennemføre en rettet emission, som blev vedtaget på ovennævnte ekstraordinære generalforsamling, har bestyrelsen besluttet, at undersøge en henvendelse fra en potentiel udenlandsk investor i forhold til målsætning, kemi og konditioner.

AaB har ikke yderligere kommentarer til emnet, medmindre parterne indleder realitetsforhandlinger, eller sonderingerne afbrydes.

Indholdet af denne meddelelse har ingen indflydelse på AaB’s tidligere udmeldte forventninger til regnskabsåret 2020.

Venlig hilsen
Aalborg Boldspilklub A/S
Torben Fristrup
Bestyrelsesformand